Spørgsmål og svar omhandlende DR´s udsendelse: Er fisk sundt?


Tippet af Brian

Spørgsmålene stillet:

Med reference til ovenstående link, Vil jeg gerne vide hvordan politikken vedr. fiskefoder i Danmark er?

Kan jeg som Put and take fisker med ro i sindet tage ud og fiske, og lade mine børn spise de fisk jeg kommer hjem med?

Via en gruppe på facebook, har jeg erfaret at at man i Danmark kun må medicinere opdrætsfisk en gang i deres levetid. Er det korrekt?

Optræder ethoxyquin som fast bestanddel i fiskepiller til opdrætsfisk i Danmark? I så fald, hvad er den egentlige konsekvens af indtagelsen, på den lange bane, for mig som slut bruger.

Jeg håber på et fyldestgørende svar på ovenstående spørgsmål, og ikke uddrag af lovtekster, som jeg ikke har mulighed for at tolke.

På forhånd tak for hjælpen.

Brian Olinsson

______________________________________________________________________________

Svar:

Kære Brian

Du kan stadig med god samvittighed fiske i ”put and take” og spise fiskene bagefter.

Det er ikke korrekt, at man kun må medicinere fisk en gang i deres levetid. Man ikke alene må behandle fisk, der er syge, man har pligt til at behandle syge dyr, man har i sin varetægt.

Med hensyn til ethoxyquin bliver det tilsat som antioxidant for at hindre, at foderet bliver harskt og at vitaminer og andre næringsstoffer bliver nedbrudt. Desuden kan der være risiko for, at fiskemel selvantænder, hvis ikke der er tilsat en antioxidant.

I udsendelsen blev det omtalt, at dambrugsfiskene indeholdt ethoxyquin i niveauer langt over ”referenceværdierne”, og at der af – for deltagerne i indslaget – uforståelige grunde ikke var sat en maksimumgrænse for restindhold i fisk.

Ethoxyquin har været vurderet som pesticid, men er ikke blevet godkendt, fordi der ikke var dokumentation nok. Derfor er der blevet sat grænseværdier i en lang række fødevarer på basis af, at det ikke må bruges. Grænseværdierne er den laveste værdi, der kan måles, og har ikke noget med ethoxyquins giftighed at gøre.

Når der ikke er fastsat en grænse for ethoxyquin i fisk, er det ikke specielt for ethoxyquin. Det er helt generelt for pesticider, at der ikke fastlægges grænseværdier for restindhold i fisk.

Når der i udsendelsen tales om de overskridelser af grænseværdien for ethoxyquin, afspejler det dermed den lovlige brug af stoffet som fodertilsætningsstof. Der er grænser i EU for, hvor meget, der højst må være i foder, men ikke grænser for indholdene i fisk.

Martin

Jeg er skribent på fiskesæson.dk, hvor jeg skriver om alt indenfor lystfiskeri og dets mange facetter. Jeg er opvokset ved Silkeborgsøerne, hvor jeg naturligvis flittigt har fisket efter forskellige fisk. Desværre har fiskeriet stået stille, da jeg gik på universitetet, men nu har jeg igen tiden til at nyde min hobby og komme ud og stå ved vandkanten. Både ved søerne, kysterne og ved put and take.

Seneste artikler