Blæsten og den bidende kulde fik ikke lov til at holde humøret nede da bildøren blev åbnet og jeg steg ud på parkeringspladsen ved Lystfiskergården i Roust.
Put and take søen havde for nylig sat flere gode fisk ud fra 6-9 kg. og dem ville jeg gerne have fingrene i.
De smukke søer med krystalklart vand gjorde det muligt at se bunden et par meter ude fra kanten og på et tidspunkt da vinden lagde sig kunne jeg se 2 mørke skikkelser nede ved bunden. Stille som sten stod de der og rejste rygfinnen op og ned som var det det eneste de kunne.
Det var 2 mindre sandarter på godt og vel 35-40 centimeter. På dagen havde jeg glemt mit undervands-kamera og ærgede mig enormt meget. Perfekt sigtbarhed og kun få meter ude. Jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre optagelse-senarie. Æv for helv….!
Jeg forlod de smukke sandarter og bandt en Tasmanien Devil i kobber/orange for enden af min line og kastede en smule uengageret ud i søen.
Til højre for mig så jeg en fisk bryde overfladen. Da jeg var i et lidt specielt og rastløst humør råbte jeg højt og overdrevet til min gode ven Michael der også var med for at se om de store ville bide, “ørred, ørred!”,
Efter mit råberi løb jeg hen over en lille bro der går ud til en tange mellem de to søer og kastede mens jeg stadig var i løb.
Til min store overraskelse bulede fisken efter min djævel. Det klare vand afslørede en kæmpe hvid mund der snappede efter den. Når jeg gengiver øjeblikket med den store hvide mund der åbnede sig første gang, kan jeg huske adrenalinen pumpe og panden der sad oppe midt i hovedbunden da der kun var plads til mine store øjne i mit ansigt.
“Den drejede af, den drejede aaaaf- neeeej!”, tænkte jeg. “Den kommer ikke igen! Nu har jeg spildt min chance!” Jeg spinnede langsomt ind det sidste stykke, den huggede kun 6 meter ude i overfladen og jeg havde på det tidspunkt hvor jeg spinnede langsomt ind kun 3 meter tilbage før det hele var slut.
Ud af det blå havde ørreden genoptaget jagten på min agn og igen åbnede den sin enorme mund. Jeg så det hele som i slow motion. Ørreden lukkede sine kraftige kæber om djævlen og klappede dem sammen. Jeg rykkede stangen tilbage og kæmpen var kroget. Yeeees! Så kører vi!
Jeg råbte til Michael at den var stor. Det tunge hoved ruskede fra side til side for at slippe krogen. Jeg kunne se at trekrogen sad yderligt og bad Michael om at skynde sig med nettet.
Nogle buske der stak sine lange tykke rødder i vandet et par meter fra hvor jeg stod, kun for at besværliggøre lige netop fighten med den store ørred, var åbenbart lige det sted den plettede kæmpe ville hen.
Jeg lagde side-pres på fisken og bad den om at lade være med at svømme i den retning. Jeg ved ikke om den lyttede, men udad svømmede den og væk fra rødderne. God fisk!
Michael var kommet hen med nettet og jeg nærmest hev den ud af hånden på ham. Jeg ville selv. Lidt barnligt måske og måske bare godt nok, så er der kun en at bebrejde skulle noget gå galt. Jeg selv.
Lige i det ørreden gled ind over netrammen slap krogen.
Puha 🙂
Vægt nummer 1 svingede mellem 5,98 kg og 6,1 kg.
Vægt nummer 2 sagde 6 kg. rent.
Fedt at fiske og fedt at Roust for anden gang i træk giver ørred på 6 kg. (Se link i bunden)
