Hvad Put and Take er for mig


Denne beretning er fra Frank Sjøgreen

Jeg er blevet opfordret til at fortælle, hvad der gør, at jeg bliver ved med at fiske meget og ofte i ørredsøerne rundt i landet, så derfor dette lille skriv:

Jeg startede vel, som så mange andre, med at være i en ørredsø/put and take sø med en kammerat. Nogle (de fleste) fangede ingenting. Nogle en enkelt, mens få fangede masser… Jeg har altid været drevet af en stor og nok lidt nørdet nysgerrighed i at finde forklaringen på sådanne spørgsmål, så jeg begyndte at notere storfangernes metoder, pladser og fiskemåde ned, og fattede, som årene gik, mere og mere interesse for selv, at blive storfanger – ikke en gang imellem, men næsten altid. Ligesom der ikke er to ens søer eller åer, så er der heller ikke to ens ørredsøer. Nogle er små, andre store. Nogle uklare – andre klarvandede. Nogle intensive med daglige udsætninger, mens andre måske kun gør det 10 gange årligt..

Med polariserede briller og en rolig gang langs søerne, får jeg ofte set ørrederne og deres reaktionsmønstre på agn helt tæt på. Så tæt, at jeg nogle gange næsten bliver venner med fiskene… Jeg bruger gerne timer på at fange den smukkeste eller største, hvis jeg har set den, for ørrederne i ørredsøerne har også revirer og standpladser, som i åen – og fiskeriet efter ørredsøernes smukke fisk er for mig ligeså “fint” som fiskeriet efter en havørred i åen. Og tro mig – det kan også nemt være ligeså svært at fange dem, hvis de er i det humør….

Jeg elsker at “læse” vandene jeg fisker i. Kigge efter skygger, skæve bølger, hvirvler eller plask. Ofte står der fisk helt tæt ved land, og det giver mig mulighed for at pyrschfiske efter sete fisk, hvor man ser det hele.. Reaktionen på agnen, finnernes sitren, huginstinktets tænden, og hugget!   Disse øjeblikke er ubetalelige!

Hvis læserne af dette indlæg kunne tænke sig en “kursustur” hvor jeg viser og fortæller om mine metoder, så gør jeg det gerne gratis! Ligesåvel, som jeg har arbejdet gratis sammen med fiskeprogrammet Fangstgaranti, så gør jeg gerne det samme med fiskesæsons læsere. Vi skal bare finde en dato, et ørredvand og 4-6 timer. Så vil jeg hellere end gerne give jer mine tricks, og håbe, at min kærlighed og nærhed til ørredsøens små hemmeligheder smitter 🙂

Ørred

Martin

Jeg er skribent på fiskesæson.dk, hvor jeg skriver om alt indenfor lystfiskeri og dets mange facetter. Jeg er opvokset ved Silkeborgsøerne, hvor jeg naturligvis flittigt har fisket efter forskellige fisk. Desværre har fiskeriet stået stille, da jeg gik på universitetet, men nu har jeg igen tiden til at nyde min hobby og komme ud og stå ved vandkanten. Både ved søerne, kysterne og ved put and take.

Seneste artikler