Foersum Teglværkssøer


Vurdering: 6 ud af 6 snæbler

Lidt udenfor Tarm finder man Foersum Teglværkssøer. En lille og en stor sø hvoraf den sidstnævnte er den jeg vil beskrive mest i denne anmeldelse.

Jeg vil starte med et billede af søen fra om morgenen den. 28-08-2013, som det så ud en time efter jeg var ankommet til stedet.

PICT0009

Et smukt syn jeg ikke har fundet ved nogen anden put and take sø endnu på denne tid – kl. 06.00.

Fisk i søen

Der kan fanges guldørred, brødding, regnbueørred, bækørred, stør, sandart, græskarpe, gedde, aborre, skalle og ål i Foersum Teglværkssøer.

Med hensyn til størene er der sat 12 stør ud i søerne – diamant og beluga Stør . Da der kun er syv i den store sø, og man kan finde resten i den lille sø, skal man være tålmodig hvis man vil fiske efter størene hvoraf den største vejer 8 kg.
De stør der er fanget indtil videre er taget på grøn powerbait af lystfiskere der fiskede efter ørreder. Nogle af de agn der normalt bruges til størfiskeri herhjemme er sildestykker, rejer, pellets med fiskesmag eller kødsmag. Det er dog svært at sige om det er det de vil have i denne sø. Jeg havde en stang ude med sild i seks timer ialt, fisket med bund-glidetackle hvor jeg skiftede sildestykke hver time, men uden held.
Måske vil de bare helst have grøn powerbait i Foersum. Det er dog ikke til at sige endnu. Størene blev sat ud i maj 2013.
(alle stør skal genudsættes)

Guldørrederne i Foersum Teglværkssøer svømmer i overfladen eller lige under. Det er ikke unormalt at se flere regnbueørreder svømme omkring og under dem. Så selv om de fine gulligge fisk ikke tager agnen når man kaster efter dem, kan det være at en af regnbuerne gør det istedet for.
Der går flere guldørreder i den store sø omkring de 4 kg. Smukke fisk!
Guldørreden er meget fleksibel i kroppen og når en ørred i den størrelse kommer nærmest snoende i overfladen mod en, er det svært at holde fiskefeberen nede.

Regnbueørrederne er nu også ganske flotte i søen. Perfekte finner og i rigtig fin kondition.
Her er min fangst fra samme dag:

photo

Fisken her vejede godt 3,5 kg. og fightede herligt og brutalt på min klasse 3 fluestang.

Der er ikke mange karper i søen og jeg så da heller ingen under mine i alt 10 timer ved søen. Men med så store flotte ørreder der generelt svømmer rundt derude, vil jeg nok anbefale at holde sig til fiskeriet efter dem frem for karperne.
Skulle man alligevel få lyst til at kaste sig ud i karpefiskeriet er der nogle rigtig gode pladser bagerst i søen/længst væk fra indgangen, hvor man kan slå telt op og sidde i fred og ro.

BrøddingDet nye tiltag

Brøddingen der kræver meget rent vand for at kunne klare sig er netop udsat i søerne – helt nøjagtigt den 29-08-2013.
Mange mener at de er svære at fange og at man kun kan tage dem på flue. Det er nu ikke altid helt korrekt. En del bliver også taget på spinner, orm eller powerbait. De største der er sat ud i Foersum Teglværkssøer ligger fra ca 1,8 kg og de mindste ned til 900 gram.

Søerne

De to søer er dybe og har størrelser på henholdsvis. 35.000 m2 og 5.000 m2. Den lille sø virker mørk og beskidt i vandet, det er dog ikke tilfældet. Vandet er rent og faktisk lige så klart som det i den store, men blot med andre bundforhold der gør at den mørkebund reflekteres op mod overfladen så den synes beskidt eller mørk.
Søen indeholder godt med ørreder og i alt 4 stør. Et par drenge der altid fisker i den lille sø fortalte mig, at de ofte havde held med powerbait fisket efter bombarda-flåd.

Den store sø giver mulighed for at benytte sig af alle fiskeformer uanset om det er spinnefiskeri, medefiskeri eller fluefiskeri.
Søen giver godt på bombarda med jig, powerbait eller flue, spinnere i størrelse 2 eller 3. Derudover er der også en del der fanger ørrederne på prop og powerbait 20-30 centimeter under overfladen.
Flue kan være ganske givtig både når ørrederne er i hugget, men også når de ikke er det. Når de ikke er til at hugge eller stikke i,  kan man som i så mange andre put & take vande provokere ørrederne med fluen, for eksempel ved at jigge fluen hen forbi hovedet på dem indtil de bliver så irriterede at de hugger ud efter den. Man kan diskutere om det er rigtigt fiskeri og min mening er at, ja, det er det. Hugger eller bider de på krogen har man på en eller anden måde gjort det rigtige for at lokke fiskene den dag.

Nogle har taget fine ørreder på mindre woblere og selv kondomspinnere til laks har vist sig givtige i Foersum Teglværkssøer.

På det dybeste sted i den store sø når vanddybden helt ned til 18 meter.

Der blev anlagt teglværk i Foersom helt tilbage i 1870′erne. Frem til 1970 blev der årligt produceret millioner af mursten.
I 1971 startede æraen med put & take og Foersom Teglværkssøer er dermed blandt de allerførste put & take-søer i Danmark.

Den store sø er fantastisk at fiske i. Mængden af store fisk der springer helt ud af vandet, som for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse, gør at gejsten under opholdet aldrig falder. De enorme guldørreder der som store goliatbåde tonser frem under overfladen giver et ekstra skud i adrenalinen under fiskeriet.
At fiskene i søen også hugger gør oplevelsen fuldendt.

Jeg var så heldig at være vidne til et søskendepar der samarbejdede som havde de aldrig gjort andet.  Udover at scenariet fortæller en god historie, beviser det  samtidigt at selv børn kan fange fisk i søerne.

Pige med fiskestang

Kampen var hård for pigen men ind skulle fisken

Dreng og fangstnet

Bror ventede tålmodigt indtil ørreden var over netkanten

Ørreden er landet

Ørreden er landet!

En gennemført indsats af et par unge lystfiskere. Herligt at se!

Naturen

Naturen er formidabel omkring søerne, man føler nærmest at man er på skovtur. Stier er lavet så man kan gå hele vejen rundt og samtidigt er der opsat skraldespande og bænke, så uanset hvor langt man er nået eller hvor man slår sig ned, er der noget at sidde på og et sted at smide sit affald. Dette har også bevirket at jeg ikke noget sted på mine 2 affisknings-rundture rundt om søen, så affald ligge og flyde.
Sådan!

PICT0075

Billedet her er taget fra bagerste del af søen og viser en del af den ø (til venstre i billedet), som er i den store sø.

Træerne der kan findes overalt omkring søen giver læ for vinden og går man og kigger ned under grenene der stikker ud over vandet, kan man til tider se ørrederne stå helt stille i overfladen i skygge for solen.

Faciliteter

Stor parkeringsplads tæt ved søen.

Offentligt toilet.

Rundt om begge søer er der indrettet en række fiskepladser med bænke, overdækkede fiskehuse og affaldsspande.

Ved hovedbygningen er indrettet renseplads med rindende vand (udenfor frost-perioden) og affalds-container til fiskeaffald. Der er opstillet både køleskab og fryser til opbevaring af fangst.

PICT0036

I fællesrummet i hovedbygningen er der borde, stole, køkken med vask, komfur og kaffemaskine, købeautomat med fiskegrej, betalingssted og diverse opslag med priser, aktiviteter og reglement. Fællesrummets faciliteter er til fri afbenyttelse for gæster med gyldigt fiskekort til søerne.

PICT0044

Primitiv camping: Der er på anlægget god plads til at opslå telte, parkere autocampere og campingvogne for kortere ophold. Der forefindes el på udvalgte steder.

Separat bad og toiletfaciliteter for betalende gæster.

Arrangementer/konkurrencer

Der afholdes puljefiskeri hver mandag ved Foersum Teglværkssøer fra kl. 17.00 til 20.00. Ved puljefiskeri betaler hver deltager kr. 125,- for at deltage. 25,- kr af dette beløb kommer i en pulje og de doubler op. Der er præmie til den størst indvejede fisk (det beløb, der er i puljen). Vinder af 1., 2. og 3. pladsen går automatisk videre til mastersturneringen, som afholdes i september. Fra 13. maj flyttes tidspunktet til kl. 18.00 til 21.00. Bemærk at der ikke er puljefiskeri 2. pinsedag den 20. maj.

Er man en del mennesker fra evt. et firma, en klub eller andet kan man leje og få den lille sø helt for sig selv.
Ring til Torben (ejeren) på tlf. 23 45 63 69 og få et godt tilbud.

Man kan følge med inde på www.foersum-putandtake.dk for at se om der skulle komme nogle nye arrangementer eller konkurrencer med mere.

Priser

De har døgnåbent hver dag i året. Natfiskeri dog kun efter aftale.
Der er selvbetjening for køb af fiskekort.

Priser for put and take pr. fiskestang:

Antal timer – Kroner
2 timer 70,-
3 timer 100,-
4 timer 120,-
6 timer 160,-
Ekstra timer 30,-
Dagskort 250,-
20 timer 500,-
40 timer 950,-
50 timer 1100,-
Børn under 10 år, der følges med en voksen med gyldigt fiskekort, halv pris.
Før du fisker, udfyld kortet og læg betaling og kopi i boksen.

Pensionister kan fiske til halv pris alle onsdage året rundt.
De har efterkommet et ønske fra flere af deres trofaste onsdags-fiskere. Så nu kan man som pensionist selv bestemme i hvilket tidsrum og hvor længe man har lyst til at fiske. Det gælder hver onsdag året rundt.

Kontakt Torben på tlf. 23 45 63 69 og hør nærmere.

Vejledende priser for leje af hytter og overnatning i camper eller campingvogn

Pr. enhed pr. nat:

Telt 50,- kr.
Campingvogn/autocamper 100,- kr.
Hyttepris pr. døgn 100,- kr. Prisen er inkl. el og rengøring

Leje af udstyr: Muligt i begrænset omfang. Tal med opsynet.

Da deres faciliteter er under om- og udbygning bedes du kontakte Torben på tlf. 23 45 63 69 og få et specialtilbud eventuelt inklusive fisketid.

Min konklusion og uforbeholdne mening:

Ejerne finder jeg behagelige og imødekommende og jeg bemærkede at de fremstod som sådan for andre også.
Søen er lækker at fiske i og det faktum at man kan træde op på høje plateauer rundt søen og spotte fiskene derfra er helt unikt.
De mange store fisk gør fiskeriet ekstra attraktivt, derudover finder jeg det interessant med de mange spændende arter der svømmer rundt i søerne.
Naturen er i top og oprydning og vedligeholdelse ligeledes i top.
Faciliteter er i orden, service er i orden, klart vand og altid fisk i søerne.

Denne sø er nem at bedømme:

6 snæbler for en helt igennem velskabt fiskesø. Et sted jeg helt sikkert besøger igen!

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler