Jeg fik laks i Sneum Å


Indledning:

Sneum Å er Danmarks bedste svar på et familievenligt laksevand. Flere strækninger langs åen er let tilgængelige og fremstår nærmest trimmede – frie for siv etc. – generelt er der ikke meget grøde i vandet og alt der skal til for at fange laks i åen er, en krog med orm, et lod/bly, og en prop. Naturligvis er der andre givtige metoder til laksefiskeriet og dem vender jeg tilbage til under, Fangstmetoder, længere nede i denne guide.

Sneum Å rummer desuden en del aborrer, havørreder og gedder. Dog rummer åen knap så mange bækørreder og næsten ingen stalling, derfor er de 2 arter fredet i åen, året rundt. Fanger man en bækørred eller stalling, skal disse derfor genudsættes.
Ålen er også at finde, men dem er der heller ikke mange af. Laks og havørred er arterne de fleste fisker efter i Sneum Å, og det er da også dem hovedfokus ligger på, i guiden her.

Vand og bundforhold – Sneum Å

Gennemsnitsdybden i Sneum Å er på ca. 2 meter. Det dybeste hul i åen, er at finde på det yderste stykke og har fået navnet, Marens´s Hul. (Dybde ca. 4 m.)
Vandet i Sneum Å kan virke en anelse grumset ved første øjekast, generelt, men sigtbarheden er trods det, forbavsende god året rundt.
Som tidligere nævnt, er Sneum Å bestemt ikke en grødefyldt å, men på nogle ganske korte og få strækninger, kan tætstående grøde besværliggøre fiskeriet nær bunden. Det er dog meget få steder dét er tilfældet.

Sneum Å er sæsonbetonet. Det vil sige, at der kun må fiskes i åen fra den 16. april til og med den 31. oktober.

Årstider – fiskearter i Sneum Å

Laks: Fra den 16. april til og med den 31. oktober, må der fiskes efter laks i Sneum Å. Laksene er i den resterende periode af hvert år, totalfredet. Der er også kvoter på, hvor mange vi lystfiskere hvert år må fange alt i alt og indtil denne er opbrugt, må man desuden kun hjemtage én laks hver. Læs mere om dette her: Laksekvoter Sneum
Kvoterne er fordelt på laks over og under 75 cm.

De store laks over 75 cm. er i overtal de første par måneder af sæsonen, derefter fanges der hyppigt både laks over og under 75 cm. i Sneum Å.
Mindstemål: 40 cm.

Havørred: Havørreden trækker op i åen ca. midt i eller sidst i maj, og er at finde i åen resten af sæsonen.
Mindstemål: 40 cm.

Aborre: Aborrene er i åen året rundt og kan fanges i hele sæsonen.
Intet mindstemål og ingen fredningstider.

Gedde: Gedden er fredet i hele april måned og må i reglen først hjemtages fra den første maj. Gedden er også at finde i åen året rundt.
Mindstemål 60 cm.

Ål: Når sommeren for alvor er over os, er der også ål i Sneum Å. Disse velsmagende fisk er dog i tilbagegang, så derfor kan det være en god idé, at fiske efter dem med måde, og kun hjemtage dem man kan spise på én og samme dag. Der er dog endnu ikke regler herom.
Mindstemål: 45 cm.

Fangstmetoder:

Laks og havørred: De laks der hvert år fanges i Sneum Å, fanges både med flue, spinner, blink og orm. Nogle også på woblere… Samme slags agn anvendes til havørreden, da de to store laksefisk, i reglen går efter de samme fødeemner og derfor også de samme agn.

Den hyggeligste, den, til tider, mest effektive og den helt klart, nemmeste metode til laksefiskeriet i Sneum å er, fiskeri med orm. En prop i større størrelse vælges, et passende lod/bly og en cirkelkrog. Fiskeri med orm er tilladt, men kun på cirkelkroge uden modhager. Rogn og rejer må ikke anvendes som agn.

Orm:
Opsætningen: Der er et utal af muligheder for opsætning, når det kommer til det simple fiskeri med prop. Jeg vil her beskrive én, den jeg selv bruger.
Først og fremmest er det meningen, at proppen skal være stor nok til at blive taget af strømmen, og føre ormen ned ad åen og forbi laksenes og havørredenes standpladser. Fiskene går gerne dybt i løbet af dagen, dog med få undtagelser, det vender jeg tilbage til senere i denne skrivelse.
Det at de går dybt betyder, at bly/lod og orm skal ned og drive lige over bunden eller henover bunden. Den store prop gør, at selvom orm og bly gør dét, så fanges proppen af strømmen i sådan en grad, at den alligevel føres med videre nedstrøms. At der ikke er meget grøde i Sneum Å, gør dette fiskeri og denne teknik en del lettere.
Hertil skal dog nævnes, at man vil sidde fast sommetider og nogle steder, men med et lille nøk/ryk i stangen og proppen, får man ofte krogen fri igen, så den kan glide videre i sin søgen efter laks og havørred.

Da man klemmer modhagen ind, (reglementeret) kan ormene let glide af. Først vil jeg nævne: Jeg anbefaler at man ikke sparer på ormene, men gerne bruger 3-5 stykker ad gangen. Gerne store og gerne med enderne hængende frit for at give liv.
For at de ikke glider af, klipper man en perle fra perlepladen over, jeg bruger iøvrigt en rød. Derefter prikker man hul igennem den ene halvdel og gemmer den anden, hvis man skulle miste den med hullet i.
Jeg presser derefter den halve perle med det “for-lavede hul”, ned over krogspidsen og kører den halvt ned mellem krogskaftet og krogspidsen. Der sidder den godt, holder ormene på krogskaftet og glider ikke af, og når man placerer den der, er der meget af krogspidsen fri, så laks og havørred kan kroges. Det er billigt, nemt og det fungerer.

Lav ca. 1,2 m. mellem prop og bly og ca. 70-80 cm mellem bly og krog. Det vigtigste er at man får ormene henover bunden og at de/krogen kan”flagre” frit i strømmen undervejs. De steder hvor der er dybere eller lavere, justerer man bare proppen så der fiskes ved bunden.

Man ved at man fisker rigtigt hvis proppen driver langsommere end strømmen, da hastigheden mindskes af kontakten til bunden. Så længe proppen stadig trækker ormen ned ad åen er alt lige som det skal være. Både laks og havørred hugger i reglen så man kan se proppen hoppe, men sommetider står den helt stille, som var det bunden krogen havde fat i. Giv derfor scenaiet et par sekunder, før proppen “nøkkes” fri igen.

Selv et barn kan fiske på denne måde i Sneum Å. Man går ganske simpelt en tur med sin prop ned ad åen.
Det er altid en god idé som forældre, at være i nærheden, for selv de mindre laks giver kamp til stregen, og bremsen på hjulet skal benyttes og løsnes når fisken trækker afsted.

Spinner:
Gode spinnere til Sneum Å er f.eks. Flying Condom 15-25 gram med sort krop og enten kobber eller sølvblad. Diverse større Jensen Insect spinnere har vist sig givtige og Mepps Aglia fra str. 4-5 må vel nok siges at være en af storfangerne i åen. Mepps spinnerne kan være med forskelligfarvede kroppe, havd der vælges er en smagssag, dog vælges der ofte en gul/rød variant eller samme farve som bladet på spinneren. Der fanges hyppigst med sølv, guld eller kobberblad.
Prøv også den klassiske Abu Garcia Reflex spinner, som også har mange laks på samvittigheden. Den kan fås til en absolut fair pris her: Reflex – Hvidovre sport.dk
Laksene står, som tidligere nævnt, oftest ved bunden. Det er ikke kun størrelsen på spinneren eller vægten af denne, der afgør om man fisker dybt:

Opstrømsfiskeri ( At kaste mod strømmen) – man kaster opstrøms og spinner ind med strømmen. Spinneren falder hurtigere i vandet og ved at holde et jævnt tempo, kan man holde bladet på spinneren roterende,  perfekt henover bunden.
Ved denne for form fiskeri er det vigtigt at affiske modsatte bred, såvel som midten og egen side. Under indspinningen holder man linen stram, så der altid er kontakt til spinneren. Herved står man mere parat til at give modhug, når laksen eller havørreden hugger og samtidigt mindsker man risikoen for at sætte krogen i bunden.

Ved kast nedstrøms kan man kaste over til modsatte bred og uden at spinne ind, lade spinneren arbejde sig over til egen bred. Dog skal man holde kontakten til spinneren via. egen føling og spinne ind hvis det bliver nødvendigt, dette hvis man kan mærke at bladet ikke roterer. Herefter spinnes der langsomt ind langs egen bred.

Når solen står højt på himlen og der er varmt, kan, både laksene og havrørrederne stå højt i vandet. (Sommer)
Nogengange viser fiskene sig i overfladen, enten når de markerer territorie/standplads, når de går efter insekter nær eller på overfladen eller bare fordi de står så højt i vandet, at hale og finner til tider bryder vandspejlet.
Er det tilfældet skal man gerne fiske højt i vandet og ikke dybt.

Sommeraftenerne er idéelle til fiskeriet efter havørred. Dette kan foregår med en højt fisket orm eller med flue. Fluerne er ofte fyldige, sorte og store, men nogle lystfiskere ynder også at fange dem med en lille tørflue og evt. let grej.

Laksefiskeriet og havørredfiskeriet i Sneum Å, er hvad man gør det til. så længe reglerne for fiskeriet i åen overholdes, kan man hygge sig i denne vidunderlige vestjyske å, som man ønsker det.

Aborre: Aborrene kan fanges på spinnere, woblere, små blink og orm. Typisk kan man tage en Mepps Aglia spinner med sølvblad eller kobberblad og fange både aborre, havørred, laks og gedde på den i Sneum Å. Størrelse 4 på spinneren er en god allround størrelse.

Gedde: Et stålforfang er et must når der fiskes efter gedde. Gedden har utrolig mange tænder, nogle ret store, så chancen for at den ikke “gnaver” igennem linen, er minimale. Et stålforfang kan købes for ganske få penge, i alle landets grejbutikker med respekt for sig selv. At fiske desideret efter gedder i Sneum Å, med desideret geddeagn, vil jeg sige er en anelse unødigt. Brug gerne spinnere, blink eller woblere, som man vil gøre det under fiskeri efter laks og havørred, tilføj dog bare et stålforfang, og dine chancer for alle arter er dermed en realitet. Så mange gedder er der heller ikke i Sneum Å.

Ål: Et lod og en krog med orm, en prop, et lod og en krog med orm, er alt man behøver for at fange ål i Sneum Å. Fisk altid ved bunden, gerne hvor der er en del grøde, eller langsomtflydende vand. Dog kan de fanges hvor der er stærk strøm også, men her er de typisk at finde helt inde langs kanterne.

Der er mange fisk i Sneum Å, det er derfor næsten ligegyldigt hvilken strækning man vælger at affiske, dog er strækningen, Zone 2, godt fiskende i starten af sæsonen når det kommer til laks. Dette 1-2 måneder efter sæson-åbning, og derefter bliver fiskeriet efter laksene mere spredt og alsidigt.

Knæk og bræk og held og lykke med fiskeriet i Sneum Å.

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler