Manden med flere havørreder på samvittigheden end alle danske statsministres overforbrug af danskernes skattekroner tilsammen.
Der er mange delte meninger om herren jeg her skriver om og som jeg for nylig har været nede i Sønderjylland for at besøge. Men uanset personlige holdninger der spænder lige fra havørredguru til særling, så kommer man ikke udenom at Dennis Flynder Rasmussen kan fange fisk og har teori, udstyr samt grejet i orden.
På YouTube-kanalen FlynderSage (Dennis Flynder Rasmussen) kan man se flere hundrede videoer hvor hvor han lander den ene havørred fra kysten efter den anden.
Mest kendt og omtalt er Dennis blevet p.g.a. sin passion for ultra light flyfishing. Så lette stager og hjul som muligt og dette uanset hvor der fiskes efter med fluen.
Klasse 000/triple-nul, altså forstærket tændstik, er en af hans favorit klasser. Imponerende havørreder over 3 kg. er blevet landet med dette grej. Meget ekstravagant!
Filosofien hedder sig: Hvorfor kun give sig selv muligheden for at glæde sig over de store fisk (dette grundet tungere klasse af stang med mere), istedet for at gå med en let stang og få en fed fight ud af alle fisk.
Historien begynder i en lille vig i Haderslev Fjord.
En lang grusvej snoede sig ned mellem marker og stenede skråninger. Forude kunne fjordens vand ses glitrende, bejlet til af solens stråler.
Stykket vi skulle affiske var tæt begroet af siv inde langs bredden og det var næsten som at gå ved en mindre ferskvandssø var det ikke for sejlbåde og fiskekuttere, som langsomt gled eller tøffede forbi ude i sejlrenden.
Dennis gik forrest da vi startede fiskeriet og gik langs sivene hen mod en lille vig hvor ørrederne skulle stå tæt ifølge ham selv.
En mindre havørred tog hurtigt Dennises flue, kobberbassen. Efter en kort fight blev ørreden håndlandet og afkroget.
Friheden syntes herlig for den lille fisk,, der som et lyn viste sin blanke side en sidste gang, inden den fór afsted henover bunden.
Jeg selv gik med et stort 22 grams kobberblink og fiskede kun efter de store. På et tidpunkt lagde jeg et kast i retning af vigen vi var på vej hen imod. En stor sten, stor nok til at bryde overfladen, lå få meter fra mig. Lige idét jeg tænkte,” der godt kunne stå en god fisk ved stenen”, huggede en fisk ved selvsamme sten i samme øjeblik som blinket passérede den.
Da det var tæt på havørreden huggede, kunne jeg med det samme se at det var en god fisk mellem 1,5. 2 kg.
Den hoppede ud af vandet et par gange og viste derefter hurtigt træthedstegn. Jeg pressede den ind 2 gange hvor jeg forsøgte at lande den uden held.
Tredje gang stod den lige nedenfor mine fødder, rystede med hovedet og gav mig blinket tilbage. Sagt på godt dansk- sikke noget lort!
Vigen gav 10 fisk på halvanden time hvilket er meget imponerende.
Vi kørte til en ny lokation og istedet for at fiske, stod jeg og ævlede i telefon i waders midt ude i fjorden.
på de 20 minutter samtalen tog, kunne jeg 6 gange i mit frie øre høre,” Sjøørret, Kjæmpe Sjøørret! jjjjjaaaaa!”.
6 havørreder havde ladet sig overliste af Dennis med sin lyserøde rejeflue før jeg nåede at foretage mit første kast.
Vildt! En effektiv spendering af tid uden sammenligning.
Tanker på fisk og familie
Da Dennis er erhvervsfisker af profession, far til sin søn, mand til sin udkårne og lystfisker i fritiden, er det svært at se udefra hvordan han får tid til at fiske så meget med flue som han gør.
Da jeg trådte ind i huset hvor familien Rasmussen bor, blev jeg varmt modtaget og vist rundt i huset.
En nysgerrig og undrende søn så undersøgende på mig og legede derefter videre.
Det gik langsomt op for mig hvor meget havørredfiskeriet betyder for Dennis Flynder Rasmussen, da emnet fluefiskeri efter havørred før, under og efter aftensmaden ikke blev lagt på hylden mere end 5 minutter tilsammen. Det er altid godt med lidt fiskesnak over et lækkert måltid efter min mening.
Jeg tager hatten af for Dennis der syntes at have fundet en god balance mellem familie og hobby. Mange ture bliver foretaget tidligt morgen og sen aften hvor kone og barn for det meste sover. Effektiviteten kommer sig nok af det gode samarbejde med konen.
Didde kun giver slip engang imellem når det kommer til heldagsture. Så når der er tid til fiskeri mellem arbejde og familie, så skal der også fanges fisk.
Godt at have et anker derhjemme når lysten til fiskeriet drives af et flere hundrede hestes fiskelokomotiv.
Grej og udstyr – fisker til kernen
Udover sin kæmpe passion for lystfiskeriet er et rum øverst i huset dedikeret til grej og udstyr. Jeg trådte meget overrasket ind i et rum der mest af alt minder om en samlers eget mini-museum. En meget imponerende samling af lækre ældre klassiske splitcane fluestænger, diverse Sage hjul, flueliner med mere prydede både vægge og loft.
Jo mere jeg gik rummet igennem jo mere ekstraordinert fandt jeg oplevelsen. “Her er en mand der ved hvad han vil og ikke vil mangle noget uanset hvilken udfordring med fluen han kunne komme til at stå overfor”, tænkte jeg.
Jeg ville sgu ikke vide hvilken stang eller hjul jeg skulle fiske med hvis jeg ejede alle de lækre sager.
For Dennis virkede det som en selvfølge at alt skulle være i fineste orden når man fisker med flue. Og en del af den orden indebærer udover teori og erfaring med fluestangen også et velforberedt og ordentligt grej, flue og udstyrs sortiment.
At studere alle fluefiskeriets aspekter forekom naturligt drevent af lysten til at komme ud og jage havørreder, hvert eneste sekund af dagens 24 timer.
En lystfisker, sportsfisker og sjovt nok erhversfisker til kernen er Dennis Flynder Rasmussen.
Alle fangster fra Dennis bliver dokumenteret på video af ham selv, til glæde for dem der gerne vil se hvordan man fanger havørred både fra kysten og i åen.
Jeg har ikke mødt andre i mit liv der i den grad lever for at fiske.
Må du fange mange rekord-ørreder fremover og tak for denne gang.