Det skulle have været et glædeligt gensyn med Limfjorden. Glade minder om et sted fyldt med havørreder havde allerede dagen forinden sat fiskefeberen i vejret.
Jeg kan huske at jeg gik grejet igennem.. Var springringe og svirvler intakte på mine blink, ingen rust osv.
Hjulet, kunne jeg konstatere, kørte perfekt og 2 stænger af samme type skulle med, hvis nu det uheldige skulle ske at en af dem brækkede.
Jeg var klar og så med stor forventning frem til at høre bremsen hvine af ren ekstase over min 6 kg´s sildeæder der kun ville én vej – væk fra mig.
På selve fiskedagen måtte os der skulle afsted sande, at en strid østenvind ønskede os held og lykke med turen samt med bølgerne der på mine favoritpladser, stod så højt at kun en kystfisker med blysåle i sine waders og et solidt plantet anker forbundet til et reb om livet, kunne stå nogenlunde fast.
Første gang jeg besøgte pladserne var i 1993, hvor jeg dengang som ung knægt gik dem igennem med fluestang og Mickey Finn for enden af forfanget. I dag er jeg blevet mere sofistikeret og går kun med spinnestang og blink for enden af min line 😉
Jeg ved naturligvis at jeg har stødt halvdelen af verdens lyst og sportsfiskere med den ovenstående sætning. Til dem der blev stødt vil jeg skrive følgende:
Jeg bliver ikke stødt når nogen mener at fluefiskeriet er mere sofistikeret end spinnefiskeriet.
Og jeg er ikke enig. Hverken i min egen udtalelse ovenover eller dem der rent faktisk mener at det ene er mere smart end det andet.
Fluefiskeri er sjovt, men aldeles ikke mere sofistikeret. Hvis man mener det forholder sig sådan, og det er uanset om man er spinnefisker eller fluefisker, at det ene er mere smart og fornemt end det andet, så grænser det for mig op til snobberi og en tendens der kunne minde lidt om en desperat mands forsøg på at opfinde en fiske-penis-forlænger og unødigt hævde sig på andres bekostning.
Sikke et sidespring. Men pyt, jeg fisker også stadig med flue engang imellem. Sidespring kan bidrage til spændende afveksling og oplevelser jeg ikke ville have været foruden.
Tilbage til blæsevejret og pladserne vi desværre måtte sige farvel til. En ny plads skulle findes.
For ca. 10 år tilbage kan jeg huske en plads hvor vi, 2 kammerater, hentede blåmuslinger til aftensmaden og hvor bunden rundt de mange muslingebanker var vekslende og bare generelt spændende, set fra en kystfiskers perspektiv.
Stedet skulle gerne give læ i østenvind og vi kørte derhen.
Ganske rigtigt – overfladen stod perfekt med små krusninger og ventede på os.
”Hvor er muslingebankerne?”
Jeg studsede noget over det jeg så. Muslingebankerne var væk. Ikke én blåmusling var at se.
Havde det ikke været for husene, parkeringspladsen og byskiltet der alle fortalte og viste at det var det samme sted jeg stod for ti år siden også, havde jeg ikke selv troet på at det var sådan det forholdte sig.
Nuvel, bunden var stadig spændende og vekslende og fiskes skulle der. Mere end 1 kilometer fjordstrækning blev endevendt og præsenteret for alverdens blink. Intet.
Ikke én ørred brød overfladen og intet ville hugge – efter 3 timer gav vi op.
Vi prøvede efterfølgende en ny strækning nogle kilometer længere vestpå, men med samme resultat. Ingen fisk.
Når man har glædet sig så meget til at gense gamle minder, i stedet for at afvente og se hvad nuet kan bringe, risikerer man at undlade at se nøgternt på tingene.
Det undlod jeg.
Kysten giver ikke altid fisk. Det havde jeg glemt. Limfjorden, set i bakspejlet, var stadig fantastisk lækker at se på og opleve, det valgte jeg helt at abstrahere fra. Det eneste jeg kunne den dag var at klynke over manglende fangster. ”Lorte fjord”, kan jeg huske jeg sagde, ”her er ingen fisk”.
En farlig ting ved succes i form af havørred på hver tur er, at man bliver uhjælpelig forvent og forkælet hvilket kan forpurre ens realitetssans.
Jeg har haft et godt år med utrolig få nulture i 2013. Jeg ønsker mig naturligvis ikke flere nulture her i 2014 end i 13.
Men gad vide om det ikke ville være sundt?