Den seneste tur, før denne, til Mariager Fjord for mig, var en 2-dages tur – fra d. 14 til og med den 15 november 2015.
Vi var 3 mand afsted og fik 31 havørreder i alt, 18 over mål.
På et tidspunkt ramte jeg en stime og tog 6 fisk, alle omkring 45 cm. indenfor 10 minutter. Jeg brugte et meget langt og slankt blink på 20 cm. Utroligt nok kunne de ikke lade kæmpeblinket være…
Da det var 2 gode venner jeg var med, var fornøjelsen af både at have fanget flest og største fisk, set over de 2 dage, enorm. Den drillende venskabelige håneret var min og jeg klagede både over øm skulder og “smertende” fighter-arm.
Havde jeg kunne forudse fremtiden havde jeg nok holdt lidt igen…
Denne dag – d. 02-01-2016, var vi kun 2 mand fra den førnævnte trekløver afsted. Nogle af blinkene som skulle benyttes denne gang, havde en reduceret længde på 5 cm. i forhold til dem, på den tidligere tur. Pladserne var alle undtagen én, nye for os.
Normalt affisker vi gerne nordsiden af Mariager Fjord, men vinden gjorde at vi valgte pladser på sydsiden. I magelighedens tegn, så vi det behageligt at have vinden i ryggen.
Plads 1 – Saltværket
Jeg havde hørt meget om denne plads og har kørt forbi den et par gange, dog uden at lægge line ud i vandet.
Vandet var under denne 2016 tur vanvittig klart og en fluefisker var allerede godt i gang med fiskeriet da vi ankom.
Ved Saltværket, eller nærmere betegnet, fra Saltværket, løber en varm strøm af vand ud i fjorden. I det opvarmede vand står der ofte fisk og den ivrige fluefisker stod da også midt i hele herligheden, han havde dog ikke held med sit fiskeri mens vi var på pladsen.
Vi ville ikke forstyrre hans revir så vi fiskede lidt vest for værket, dog uden fangst.
15 min. gik og vi kørte videre…
Plads 2 – en lille vig ca. 1 km. vest for Saltværket
Sandbund, små pletter af tang og siv langs vandkanten kendetegnede denne plads. Pladsen så i og for sig spændende ud, men efter at have fisket den igennem og der intet tegn på liv var, gav jeg hurtigt op. Det var som om at en fornemmelse i krop og sjæl var under opsejling. Jeg begyndte at tænke på andre ture i denne periode, vinter-tid, og på, hvad der før havde givet fangst, når kulden tager sit isende greb om hænder og fødder og stikker til huden som hundrede små nåle…
Plads 3 – et minde om sommerens strabadser
Jeg kom i tanke om en plads jeg havde besøgt i sommeren 2014. En plads som dengang havde alt, muslingebanker, tangbælter og frem for alt, blød bund.
Blød bund i vintertiden er havørredernes sidste samlingssted i fjordene før åen og gydetid. Måske fordi der stadig er mange byttedyr og byttefisk at finde.
Et gæt, fra min side, på grunden til dette, kunne være: Når vandplanterne er væk – byttedyr og byttefisks gemmesteder – kan de evt. grave sig ned i det bløde “mudder”. Derudover kan mudder holde bedre på varme end sand og sten, det kan de små dyr ligesom os, vel ikke stå for…
På pladsen jagede jeg den sommer i 2014 en havørred mellem 50 og 60 centimeter, som synligt svømmede rundt i det lave vand. På sin vis jagede den også mig, eller rettere sagt, mit blink. 3 gange huggede den, og ingen af gangene fik jeg den kroget.
Pladsen gav fisk denne gang.
Min kære ven og fiskemakker havde sat et hvidt og aflangt blink på hægten, et blink på ca. 10 cm… Jeg selv havde et mindre blink på, ca. 6 cm. også hvidt.
Den første fisk huggede hurtigt efter ca. 5 minutters fiskeri. Jeg jublede, det var dog ikke mig der havde fisk på, men vi havde fundet dem. Det var fedt!
Første fisk, en semi-blank tyk fjordørred på 40 cm. Tilbage i vandet kom den.
Jeg selv fik kort efter en 50 centimeters nedfaldsfisk, den kom også tilbage, “spis dig tyk din vidunderlige fisk og adiós!”
Det næste der skete var at jeg fik baghjul og hurtigt kom 2 fisk bagud… Det var jo glædeligt at der var så mange fisk og at de alle tre, min makker havde fanget, var mellem 40 og 45 cm. Men jeg fik pludselig at høre for det. Som en boomerang sendt afsted fra den tidligere tur hvor vi var 3, kom den nu tilbage med alkens mobning og braller! Fandens!
“Uuuh, var det én pinde-gedde du havde fanget!?”, han hentød til min meget slanke nedgænger og skraldgrinede”
Det var nu sjovt, enormt morsomt faktisk, men jeg måtte sgu lukke munden på ham!
Jeg skiftede til et langt slankt 15 centimeters blink, i farverne hvid, sølv og grøn. Blinket har før givet mig mange fisk, også nogle ganske fine over 60 cm. Dog i andre farver. (Grønlig/grålig tobis)
Det tredie kast med blinket gav min anden fisk på dagen. En flot og tyk ørred på 49 cm.
Jeg kunne mærke vinden vende, heldet og blinkets effektivitet, vende det hele for mig. Håneretten kunne blive min…
Glæden over at have fanget en fin fisk, var under alle omstændigheder tilstede. Jeg var glad.
Der gik vel ikke mere end 2 minutter derefter, før jeg mærkede et meget forsigtigt nøk i stangen, et modhug blev givet.
“Så er der fisk og den er stor”, kaldte jeg.
Langt ude i kastet hvor den havde hugget, stod den og ruskede med hovedet for at komme fri af krogen. Den trak mod højre et øjeblik, for derefter at stå stille, igen slående med hovedet. Min korte 7 fods stang bankede ned mod vandet. Jeg pressede fisken kortvarigt og gav kort efter, efter for fiskens andet udløb.
Ørredens mørke farve kom på et tidspunkt til syne og fighten der syntes at vare 5 min varede nok kun 2. En fed fight endte efter flere udløb med, at jeg kunne løfte en gudesmuk hanfisk ud af vandet og derefter genudsætte fisken med et tak og en ønskning om en god tur til åen.
61 cm.:
Det er vel ikke nødvendigt at forklare hvor glad jeg var, heller ikke hvor ulidelig jeg blev at høre på…
Skulderen gjorde atter ondt og fighter-armen havde igen lidt et gigantisk knæk, fra de mange kæmpe fisk jeg havde landet…
Min kære ven var godt træt af det, men vi gik alligevel begge med kæmpesmil på læben, 6 fisk over mål på knap 20 minutter. Sikken en fantastisk oplevelse!
Fisk nummer 2 over 60
Som en hammer fra himlen faldt nemesis, så det gav genklang i fjordens bakkeklædte ramme.
Han stod der, måske kun 1 meter fra mig med spændt bue, stang, stage…
Igen havde vi ramt en flot farvet hanfisk, denne havde dog allerede været en tur i åen, men den var stor.
Min kære fiskebuddy havde også skiftet til et langt blink på 15 cm. og nu var der stor fisk på. Fighten varede lidt længere end min, men den opførte sig også anderledes, den gik som en tung nedgænger gør det, dybt og slående konstant med hovedet, akkompagneret af dennes lange krop.
Det var dog intet mindre end en spektakulær farvet hanfisk der kom op til fotografering. Flossede finner her og der, en rigtig fighter for artens overlevelse, en fisk jeg ikke forstår at nogen nænner at hjemtage. Denne blev naturligvis genudsat.
Efter at have givet et knus og delt glæden over den flotte fisk, kunne jeg igen få at vide hvem mesteren var, og at det slet ikke var mig.
65 cm. målte fisken og var på det tidspunkt dagens største.
Vi var begge yderst tilfredse med dagen og måske fordi vi begge på en måde var mætte af gode oplevelser, besøgte vi kort efter fangsten, et hyggeligt sted for at få en kop kaffe. Derefter skulle et nyt sted affiskes.
Plads 4 – Ørnedalsbugten
Denne plads er utrolig kendt og besøgt af mange, det var den også denne dag, velbesøgt, men vi var de første der affiskede strækningen. Dette på den måde at der ingen var da vi kom, men der kom en del lystfiskere til kort efter.
Jeg troede ikke på pladsen. Den mindede mig og en af de strækninger hvor fisk bare trækker forbi, en strækning hvor der måske med lidt held, trækker en stor forbi i ny og næ, men ellers derudover er tom for fisk. Skoven i baggrunden gjorde dog meninger om fiskeriet til skamme, for hold da op, hvor er naturen betagende ved Ørnedalsbugten i Mariager Fjord!
Et lille hvidt blink ændrede dagen og pladsen bekræftede hvad jeg mente og tænkte om den fiske-mæssigt:
Et hug der ikke efterlod nogen tvivl om størrelse eller kræft forplantede sig i stang, line og min vens arm efter kun 10 minutters fiskeri. Et langt kast med et lille hvidt blink havde lokket en kæmpe til hug.
Den var stærk og bøjede flere gange den lange 9 fods stang til bristepunktet og gav os begge nervøse trækninger. Bremsen hvinede nogle gange, da der var smæk på de korte men hidsige udløb.
2 minutter inde i fighten:
Jeg gik lidt ud i vandet med mit net, han gik ind mod land, sekunder senere blev fisken nettet.
70 fantastiske centimeter! En semiblank kraftkarl var dermed landet og kort efter genudsat. Vi mærkede intet andet på strækningen. Et punktum blev sat og jeg skulle velfortjent lægge ører til alt der kom min vej under hjemturen! En super flot dag var det og hvor er det fedt når dem man er ude med, er med på sjov og kan give igen!
/Jari
