Vejen ned til bugten slangede sig som en bjergsti ned ad Frankrigs svar på Gran Canyon – Gorges Du Verdon.
Vinden havde taget til i løbet af morgenen, hvilket kunne ses i form af kastevinde der hastigt forcerede overfladen af vandet 50 meter nedenfor hvor vi forsigtigt drejede ind i det næste skarpe sving.
Da bilen standsede steg min fiskemakker ud – Leif, en herre i sin bedste alder (50 år).
Kysten havde i hans livstid kun givet en havørred godt under 40 cm. fanget fra kysten på Langeland for nogle år tilbage. Siden da har det været put & take fiskeriet der har drevet værket.
Kystfiskeriet var og er egentligt noget han gerne ville gøre sig mere i, men af normale årsager som tid, mulighed, med mere havde gjort at det ikke var blevet til flere end et par ture.
Jeg havde optimistisk lovet at vi begge ville fange noget på dagen og at vi også ville fange fisk over 40 cm.
Lidt sløjt startede fiskeriet. Vandstanden var lav og efter en halv time var der ikke umiddelbart liv i vandet. Jeg var ikke sikker på hvor godt bugten fiskede ved lav vandstand og begyndte og tro at jeg havde søsat forhåbninger og født forventninger der ikke kunne indfries eller leves op til.
Vi nåede lidt længere ind i bugten. Leif konstaterede at han fik et hug godt 20 meter ude. Mens jeg lyttede til ham, løftede jeg mit blink af vandet og kunne også selv konstatere at fiskene var der. En hvirvel fra en følgende fisk, der hurtigt stak af efter at have set sådan et par grimme landdyr, kunne ses dernede.
10 meter ude fra hvor vi stod, sprang en fisk over et par kilo ud af vandet.
Efter det smukke syn gik det stærkt, både for vores galoperende hjerter men også med at fange havørreder. Vi fiskede begge med rød/sorte blink i det grumsede vand og hug efter hug rullede ind som på samlebånd.
Leif oplevede for første gang klassikeren hvor havørreden hugger lige idet man skal til at løfte sin agn op til et nyt kast. Jeg kunne se chokket i hans ansigt og fik et genialt, mentalt billede af hans udtryk til samlingen af sjove-fiske-ansigts-billeder.
Det der efterfølgende stod skrevet i ansigtet af ham, kan kun beskrives som sand lystfisker-lykke.
Få minutter senere var det min tur. En ørred i samme størrelse blev landet og genudsat.
Derefter fik jeg hurtigt 2 nedgængere med 10 minutters mellemrum, den ene på 45,5 cm og den anden på 46.
Det er så utroligt sjovt når fiskene vil lege med!
Begge blev genudsat da det er god skik. Derudover sendte den ene havørreds mor mig et håndkys og et brev hvori der stod:
Kære Jari – vi der svømmer hernede hvor du godt kan lide at fiske syntes da det er flot at du narrer os så ofte som du gør. Vi er også glade for at du syntes at vi er alt for smukke til at lade livet, bare fordi du kan. Fortsæt den gode skik og vi vil blive ved med at bide!
3 blankfisk – er den ene en laks?
Jeg fik hurtigt en fisk mere. En lille blank sag og begyndte at fornemme at noget større var på vej.
Fiskene vi havde fanget indtil nu i fangstrapporten her, blev taget på 4 forskellige pladser.
En ny plads skulle affiskes og trods tiltagende vind fra syd lod det ikke til at havørrederne indstillede huggeriet.
Leif stod nu med en større fisk på krogen og en godt bøjet spinnestage. ”Den er der”, den er god! Det er en regnbueørred”, sagde han.
Det kunne også se sådan ud i det grumsede vand, men det var nu en fin havørred. Den største Leif i sit liv har fanget. Det var en meget glad mand der løftede sin fine fisk op, så den sølvglinsende, i de få stråler solen kunne få igennem skyerne, kunne vise sin pragt!
Vi fiskede herefter en time før der igen skulle ske noget. Hver gang en plads ikke gav fisk, forsøgte jeg at finde en ny plads til os. I stedet for at vente på at de evigt plads-skiftende og flyttende fisk, skal vende tilbage til en, forsøger jeg altid at flytte med dem.
På et tidspunkt, dette 2,5 timer inde i fiskeriet, ville Leif prøve en anden rute end min. Jeg stoppede på en plads hvor jeg mente der stod havørred og han gik lidt videre for at prøve løkken der.
Jeg nåede lige at foretage et kast og 2 omdrejninger på hjulet før en fisk havde taget blinket. ”Så er der fisk råbte jeg”.
Fisken gik dybt, men da jeg havde set størrelsen på den kort efter hugget i overfladen, var jeg klar over at den måske lå omkring de 50 cm. og ikke mere.
Men det jeg stadig er i tvivl om i dag er om det var en laks eller en havørred.
Uanset hvad blev jeg meget glad for min fangst. En fisk som kun en skøn fisk kan se ud 🙂
Alle syv blev fanget på rød/sorte blink indenfor 2 timer og 45 min.
Leif var glad og jeg selv ligeså. En fed tur med masser af hug udover de fangede fisk og naturligvis et par mistede.
Endnu en god kysttur her på den anden side af årsskiftet – 2014 kan måske blive året hvor den helt store sildeæder vælger at kigge forbi.
I ønskes alle et godt fiske-år!