I de aller sidste dage i august blev weekenden sat af til havørredfiskeri. Kysten skulle finkæmmes og spinnestangen skulle vise sit værd.
I Sønderborg skulle jeg besøge Jonas Stavski som ville vise mig nogle af de gode pladser han til daglig gik og affiskede.
Jeg ankom som aftalt 15.30 om fredagen og efter at have læsset kuffert med mere af, kørte vi mod kysten.
Klokken var cirka 17.00 da vi begyndte at fiske. Små krusninger i vandet sat i spil af en let vind fra nordvest kunne ses, men fjordstykket var på alle sider omgivet af høje træer, så alt andet end midten af fjorden lå spejlblankt hen. Et par måger så ned på os fra en pletvis overskyet himmel mens deres skrig sendte ekkoer langs trækronerne.
Jonas der havde bundet sit favoritblink på, en hvid og grøn Møresilda, skulle kun bruge 7 kast for at kroge aftenens første havørred over målet.
Glæden var stor og fisken perfekt proportioneret.
Skidt på linsen efter undervands-optagelsen, men fisken er der intet i vejen med.
Efter ørreden havde fået sin frihed fortsatte fiskeriet naturligvis. Jonas fortalte mig inden vi ankom at blinket han havde på var “the one” på strækningen. Intet kunne slå den.
Der gik heller ikke mange minutter før den næste havørred havde lukket kæberne om enkeltkrogen monteret på blinket og en ny fight kunne begynde.
En glad mand kunne konstatere efter landing af fisken, at den hvide og grønne Møresilda igen ikke var bleg for at bekræfte ham i sin udtalelse.
Jeg selv der stod med en Møresilda i kobber og rød havde ikke mærket noget. Der skulle dog ikke gå mere end en times fiskeri før dagen blev en kæmpe succes for mig også. En bittersød oplevelse skulle vise sig at sende stregen på fiskefeber-termometeret op i øverste røde ende.
Vi havde observeret en stor havørred stå med noget af halefinden et godt stykke over vandet. Den rodede rundt nede ved bunden, sikkert efter skaldyr eller lignende. Da den var væk gik vi hen til det sted hvor ørreden havde været og kunne konstatere at vandybden var godt over 60 cm.
Da fisken ikke stod lodret i vandet måtte det havde været en stor fisk.
Jeg kastede mit blink ud for at fiske henover stedet hvor vi mente den kunne være efterfølgende. Midt i kastet pegede Jonas ud på nogle store finner midt på fjorden. Det var marsvin han havde fået øje på. Jeg rettede fokus ud på tandhvalerne og glemte helt hvad jeg havde gang i.
Ud af øjenkrogen så jeg en stor bølge følge blinket. “bølge”, hviskede jeg og nikkede mod fisken der fulgte efter. En kæmpe havørred godt over 70 cm. vendte for fødderne af mig. Jeg kunne knap nok tale.
Hvirvlen efter fisken var heller ikke til at tage fejl af. En robåd 40 meter ude blev suget med rundt i den før vandet igen lagde sig.
Ok måske ikke, men stor var den ihvertfald.
En fed oplevelse men havde det været ude i søen efter gedde havde jeg lavet et spinstop. Det nagede mig resten af aftenen og meget af natten at jeg ikke lavede det spinstop. For hvad nu hvis??
Det blev ikke til flere fisk den dag, men vandvejen var kridtet af til næste dags fiskeri.
Lørdag
Vækkeuret ringede tidligt, men ikke så tidligt at det gjorde noget. Havørrederne kaldte fra kysten og mågerne i luften ligeså.
Det er nemt at stå tidligt op når man har været vidne til en drømme-aften som den dagen før.
Da vi atter stod på strækningen viste vinden sig fra den mere urolige side. Det blæste stadig fra nordvest men lidt urolig blev jeg alligevel, hvad nu hvis den kraftige vind ville påvirke dagens fiskeri i en negativ retning?
“Jeg har fisk på!” lød det fra Jonas og mine bange anelser/fantasier fløj bort som en røgring i stormvejr
Efter en kort fight fik en havørred på godt 40 cm sin frihed igen. Jeg overtog og bar den i hånden indtil den kunne selv og fulgte den med kameraet et stykke tid.
Se videoen her:
Vi var på et tidspunkt 50 meter fra stedet hvor den store havde rundet mine fødder dagen før, da 10 kajakroere kom padlende forbi og begyndte at øve på diverse vendinger med mere på pladsen. Jeg må indrømme at jeg ikke var synderlig glad for deres tilstedeværelse og forsøgte at bevare roen. De kunne jo ikke vide hvad der var under dem eller at vi var på vej hen for at fiske i den retning.
Ikke desto mindre var fisken nok ikke der mere.
Kajakfolket sejlede væk efter 15 minutters skvulpen og vi nærmede os pladsen med langsomme skridt.
Jeg kastede mit blink ud 20 meter fra og ganske som dagen før fulgte et monster efter. Den havde åbenbart flyttet sig eller også var det en anden.
Denne gang huggede den et par meter fra mig, fulgte efter og vendte igen foran fødderne af mig. Ryggen var enorm og længden kunne selv en arbejder på Storebæltsbroen blive imponeret over. En frustration som bare fanden kom op i mig. “Hvorfor fanden tager lortet den ikke?”, hørte jeg mig selv vrisse.
Et mindre blink blev sat på, måske kunne det ændre på sagen.
Intet hjalp. Den huggede ikke igen.
Vi fiskede videre forbi den store fisk og endte på et stykke med væltede træer langs vandkanten. Dette kan være et smukt syn når man først får øjnene op for det. Og lige ved siden af et af de døde træer der sikkert havde væltet for mange år siden, stoppede jeg op og knipsede et par billeder af et træ der i den grad fangede mit øje:
Et flot træ hvis man kan li den slags. Hele herligheden hænger ud over vandet som nedenunder er krystalklart og afslører sand og stenbunden under sig.
Fotograf bliver jeg sgu nok aldrig, men vil lige vise det døde træ ved siden af som jeg også fandt fascinerende.
Efter at have beundret træerne i hver ende af deres livscyklus, begyndte jeg fiskeriet igen. Jeg skiftede tilbage til mit store møresilda blink i kobber og rød og fik hug i første kast. “endeligt!” udbrød jeg og fik fisken landet.
Ja ja, det var ikke et monster af en havørred, men jeg blev glad alligevel
Jonas landede i alt 5 ørreder denne dag, jeg selv den ene. Vi smed begge en del fisk hvilket altid er ærgeligt, men jeg tror det er en af grundene til at ilden konstant brænder i hjerte og sind af en kystfisker:
“Der er altid fisk jeg ikke har fået endnu!”
Obs: Blinkene vi brugte:
