Jeg husker tydeligt første gang jeg stod ved Limfjorden med flue. Det var vinter.. Stykket jeg affiskede lå ca. 16 kilometer fra Aalborg centrum. Nordjyllandsværket som dengang gjorde fiskeriet på denne plads så speciel, da den i perioder ledte varmt vand ud gennem en kanal, hvor “havørreden”, elskede at stå.. Er der stadig. Om værket på samme måde leder varmt vand ud i dag, ved jeg ikke. Det varme vand gjorde også det, at 1-1,5 kilomter langs fjorden, på samme side som værket, altid var isfrit og gav rigtig mange fisk.
Efter at være kommet ud til strækningen, satte jeg en ny klassisk Mickey Finn flue på, købt i den lokale grejbutik dagen før. Jeg havde dengang ikke sat mig ind i mulighederne for at bruge købe-flueforfang eller noget der minder om et forfang, så det var bare 0,25 bundet på fluelinen med en løkke og så derud af.
I begyndelsen affiskede jeg strækningen op til kanalen ved værket. Et par ørreder havde forsøgt at tage fluen, men på grund af kulden var jeg ikke hurtig nok. Skal jeg være helt ærlig, så blev jeg nok lidt overrasket over at få kontakt til fiskene så hurtigt og var derfor slet ikke klar.
Efter et par hug mere krogede jeg endelig en fisk. Den sprang som en gal, glimtede både over og under vand i vintersolen og tog nogle pæne lange udløb. Alligevel varde fighten måske kun 2 minutter og så var den færdig. Jeg syntes min fangst var smuk og jeg var pavestolt. (Aaargh endnu et religiøst udtryk!!) Hvornår “fanden” lærer vi at give slip på de udtryk fra religionen som er tvangs-implementeret i vores sprog.
Anyways, Efter fisken var landet og målt. 42 cm sølvblank, hoppende lille fighter. Gav jeg den to over nakken med min dengang 14 årige knytnæve, og puttede den i min Vestparkens Super indkøbspose(Aalborg vestbys eneste købmand dengang.) Jeg ville fiske lidt mere på strækningen op til værket, men så 2 fiskere med stænger længere end en stangspringsstang, og måtte bare se hvad det var for noget besynderligt noget.
De havde placeret sig for enden af kanalen og sad bare og ventede, så det ud til. Jeg kunne regne ud at de nok ikke fiskede efter små havørreder, men hvad de var ude efter vidste jeg ikke.
Da jeg var kommet helt tæt på, spurgte jeg først om de havde fanget noget. Den ene vendte sig om og pegede på en stor grønlig balje. ” Dem der”, sagde han. Jeg nærmede mig meget nysgerrigt og blev meget overrasket over, de for mig dengang, enorme store torsk jeg så. Der var nok 4-5 stykker over 3 kilo og en enkelt sej i samme vægtklasse.
“Har i fanget dem alle sammen derude” sagde jeg og pegede ud i vandet foran dem. Denne gang var det den anden mand der vendte sig om,” ja, de elsker at stå lige der ude hvor det varme vand rammer det kolde” sagde han.
Han forsøgte derefter at sætte sig ned, men faldt nærmest på maven ned over en sten. Her lå han lidt tid. Beroligende sagde den første mand jeg talte med, at hans ven bare var lidt fuld. ” Sådan er det med de grønlændere”, sagde han grinende.
“Har dú fanget noget”?? kom det knebent fra grønlænderen. Jeg hev stolt min ørred op af posen og sagde “ja, jeg har fanget denne havørred”!
De to mænd så på hinanden. Manden der ikke var grønlænder så ud som om at han holdt noget tilbage, hans mund var udvidet helt op til ørene og han var tomat-rød i hovedet. Grønlænderen fløj på benene og sagde stift” Du tier stille, du siger ikke noget”. Den anden mand begyndte alligevel at skraldgrine, hvilket fik grønlænderen til at fiske en skrubbe de havde fanget, op fra baljen for at stoppe den ned i nakken på sin storgrinende ven. jeg fik alligevel fornemmelsen af, at der kun var venlighed i luften mellem dem.
Akka, som jeg senere lærte at grønlænderen hed. Fortalte mig at fisken jeg havde fanget blev kaldt en grønlænder. Jeg spurgte hvorfor den blev kaldt sådan, men fik kun svaret: Det hedder den bare.
“En grønlænder” – en rigtig Aalborg-historie
Svaret på mit spørgsmål om, hvorfor min havørred kaldtes for en grønlænder besvares her, af naturvejlederne Klaus Godiksen og Esben Buch (Aalborg Kommune)
Engang i 1920´erne opstod i Aalborg udtrykket “en grønlænder” første gang om en sølvblank, ikke kønsmoden, mindre dansk havørred.
Fabrikant Elimar Schmidt havde dengang konservesfabrik og røgeri på Ny Kastetvej i Aalborgs vestby. Han importerede store mængder af grønlandske fjeldørreder, der til forveksling minder om vore hjemmehørende danske havørreder.
Når de importerede fjeldørreder efterfølgende lå til salg i byens fiskeforetninger som “grønlændere” gav det lokale lystfiskere ny navneinspiration til deres egne fangster af unge havørreder fra nordjyske vandløb.
Uden synlig forskel på de to fiskearter udviklede navnet sig efterhånden til det enslydende “en grønlænder” for begge fiskearter. – I dag anvendes navnet af lystfiskere overalt i Danmark og det øvrige Nordeuropa, og det har ligeledes bredt sig til tidsskrifter og litteratur om havørreder.
Derfor bruger vi uden tøven ordet om mindre eksemplarer af vore unge havørreder.