En tyk tåge havde lagt sig over fjorden. Jeg kunne høre et par skræppende ænder i det fjerne baske og plaske i vandet.
Om de havde fundet kærligheden eller bare fjollede rundt skal jeg ikke kunne sige. I min fantasi var der ikke flere end de 2 muligheder for eksekveringen af deres naturlige larm.
Udover regelmæssige bølgeskvulp, var de aktive ænder det eneste jeg kunne høre da jeg stod og overvejede mit første kast ud over det tågegemte vandspejl.
I en verden der føltes meget lille var jeg helt alene. I blinde lagde jeg et kast ud i fjorden.
Var der fisk derude?
Sømmet, mit gennemløbsblink, roterede derude et sted og var nu på vej ind mod mig. Dryppende fra den usynlige fjord hev jeg blinket op af vandet da det kom ind og lagde an til et nyt kast.
Et skvulp til højre for mig kunne høres.
Var det en fisk?
Et kast mere, men denne gang hen over det sted jeg mente lyden af skvulpet kom fra. I spænding spinnede jeg ind og i et kort øjeblik, kunne jeg ikke høre ænderne mere.
Lyden af et angreb kun en stor fisk kan udføre fløj ud af vandet og skød sig direkte ind i den del af min hjerne der tidligere har lagret store hugøjeblikke. Printeren blev aktiveret og ud til min bevidsthed blev følgende melding printet:
”Du har en stor fisk på krogen!”
Jeg kunne intet se, ikke engang min stangspids.
Derude i fjorden et sted, med mit blink i munden, svømmede min drømmefisk rundt og omhyllet af tåge kunne jeg kun fighte på gefül, det bedste jeg havde lært.
Fornemmelsen af fiskens placering var naturligvis til stede. Jeg var ikke i tvivl når presset fra den store fisk kom fra den ene eller anden side.
Meter efter meter line røg af spolen og kom straks tilbage igen. Tovtrækkeriet blev kun mere og mere intenst som minutterne gik.
Hvor stor var den?
Legenden om Moby Dick gik gennem mit hoved. Ikke fordi jeg troede jeg havde en hval på, men fordi den fisk man ofte drømmer om, ofte er den fisk, i bogens tilfælde, hval, man aldrig fanger.
Ville jeg få havørreden at se?
Den gik fri af vandet, linen hævede sig og ud fra plasket da dyret landede igen, kunne jeg konstatere at havørreden var mindst lige så stor som jeg turde håbe på.
Et fluehjul kunne høres i det fjerne på dette tidspunkt. Den karakteristiske lyd af line der rives ud – klar til kast – var ikke til at tage fejl af.
”Hey”, råbte jeg. ”Vil du give en hånd med?”.
Stemmen fra tågen responderede kort tid efter, ”Hvor er du?”
”Følg min stemme”.
Af mangel på bedre ideer kom der noget ud af mig der nok var det værste bud på, hvad have jeg kunne have lukket ud i sådan en situation.
”glaaaaaade jul deeeejlige jul, hiiiiiimlen daaaale neeeed i skjul.”
At forestille sig hvad manden der nærmede sig havde tænkt, vil jeg slet ikke kaste mig ud i. Men for mig, på tidspunktet, var alt det glamourøse ved at have en kæmpeørred på, væk.
Det er ikke fedt at fighte en stor drømme-havørred og synge julesange samtidigt i maj måned, som denne historie stammer fra, eller nogen anden måned for den sags skyld.
Af ren flovhed over sangen mistede jeg fokus i fighten, bremsen blev ikke stillet korrekt i situationer hvor det var nødvendigt med mere.
Et sidste udløb var det eneste der skulle til før eksprestoget for enden af linen var kørt. Kun tågen var tilbage og gjorde sit til at gemme mit ærgelige og triste ansigt.
”Er den væk?”, kom der ud af tågen.
”Ja, den er væk – har kun mit blink med en ud-rettet enkeltkrog tilbage..”
”Ærgeligt.”
”Ja”.