Forord:
Dag 41 er dedikeret til det danske land. Havde det ikke været for denne tur, havde jeg ikke kunne se hvor meget vi har at være glade for – naturmæssigt.
3 dage med flere hug og følgere i Mariager Fjord uden at lande en eneste af de fisk der viste interesse, skal jeg være ærlig, tog for en kort stund modet fra mig. Igen viste det sig at jeg havde tag på de evig sultne hornfisk, mens havørrederne, igen, ikke ville det som jeg ønskede, nemlig at lade mig holde dem i hånden for en kort stund og beundre deres sølvglinsende strømlinede ydre.
Dagenes fangster og oplevelser
Dagen var kommet hvor jeg for en gangs skyld kun havde en kort rute til næste destination, nemlig Randers Fjord Camping. ca. 27 km.
Efter en tur uden de store anstrengelser grundet en kærlig skubbende hånd i ryggen, i form af en fornuftig medvind, var planen at tage bussen 35 km ind til Randers for at gade-fiske efter alt hvad der ville tage, wobler, spinner, fluer med mere.
Jeg fandt et stoppested nede ved Udbyhøj Havn og var ikke synderlig tilfreds med ventetiden til den næst-kørende bus som var ca. 2 timer fremme i tiden. Men med stang i hånden og blink i boksen kunne det vel ikke gå helt galt.
Jeg hoppede op på nogle sten, lagt som en beskyttende bue rundt havnen og begyndte at balancere henover dem for at nå enden. En fisk viste sig i overfladen ved udsejlingen – kunne det være en havørred?
Første kast gav hug. Jeg blev så utrolig opstemt. Så var der fisk i havnen. Det kan kun ende godt!
Et par kast mere og et par hug faldt igen kort efter hinanden. Jeg fiskede med et sølvfarvet blink og skiftede hurtigt til et hvidt og grønt Møresilda blink. Kunne den drille nok til at få fisken til at hugge igennem?
Bum bum Skalotteløg!, sagde det 😉 Det var en havørred og denne gang ville jeg have fisken op så jeg kunne se den. Det viste sig at den hurtigt blev træt og jeg så mit snit til at lande den.
Tilbage igen lille ven, et par centimeter under målet og lidt tynd.
Jeg fiskede videre for en kort stund og besluttede at forsøge et nyt sted. Strømmen var stærk på den nye plads og rasede afsted langs stensætningen som lå på modsatte side end hvor jeg tog den lille havørred.
Jeg ville lade blinket affiske strækket næsten af selv ved at affiske det som jeg ville gøre det i en å med en rimelig strømhastighed. Kaste skråt-frem ud for egen stå-position og lade blinket fiske ind mod egen bred, i dette tilfælde sten.
Hugget faldt tungt. Hugget jeg i lang tid har drømt om! En sølvblank fisk kom til syne og det er meget længe siden mit hjerte har galoperet så hurtigt. Ikke 3 ture over højeste tinde i Andesbjergene på en et-hjulet cykel kunne gøre det bedre end denne fisk. “Yeeees! Stor havørred”, tænkte jeg!
Jeg så ned i vandet – en gang til – igen… En rødlig farve kunne jeg skimte. Er det- det er sgu en regnbueørred (Steelhead) – overrasket og en anelse skuffet, men alligevel opstemt fik jeg fisken i land. Og når jeg tænker tilbage på 3 dages meget hårdt slid uden fast fisk, er de 2 fisk efter en times fiskeri slet ikke så ringe!
