Solens stråler nåede helt ind til mig på bagsædet. Jeg kunne mærke varmen løfte optimismen der skulle levere energi og drivkraft til fangst af havørred meget få minutters kørsel fra vores daværende destination.. De 2 herrer i de forreste sæder så velfornøjede ud og intet syntes at kunne bringe dem ud af kurs og væk fra deres forårs-glæde. Ikke at nogen prøvede på dette..
Jeg havde dagen forinden finpudset mine blink og kunne ikke vente med at se deres forførende og vrikkende gang i vandet, kun for at tirre havørredens huginstinkt og vække deres æde-trang.
Et klassisk blik-stille vandspejl lå foran os. Kun vores “vaderi” spolerede det perfekte sceneri.
Flere lystfiskere havde fundet vej til pladsen og specielt én af dem demonstrerede sublim fisketeknik og landede den ene flotte havørred efter den anden på kort tid under vores tilstedeværelse.
En ung herre der tilsyneladende var lokal, var personen der gemte sig bag den effektive lystfiskers skikkelse.
Jeg spurgte ham hvad han fiskede med og så til min store glæde at han pegede ned på en lille grøn boks med regnorme. Tænk sig at den første agn jeg satte på en krog da jeg var 5 år gammel, stadig demonstrer sin genialitet nu her 30 år efter. Herligt!
Med sit bombarda-flåd sendte han en orm langt ud i gryden med havørreder. Under vores samtale gjorde han opmærksom på at han rent faktisk læste på min side i ny og næ og mens jeg stod og glædede mig lidt over det, faldt endnu et hug på den bløde og muligvis intetandende lange regnorm, der ikke oplevede at flyve helt så mange gange som nogen af de andre, før den blev spist.
En smuk lille blankfisk blev landet og genudsat. Ingen af fiskene han fangede denne dag kom med hjem, heller ikke dem over 50 cm. der sagtens kunne have brødfødt ham, en eventuel kæreste eller ven.. En lystfisker efter mit hoved.
Jeg vendte tilbage til de andre og da ingen af os havde andet end blink med, lå opgaven nu helt klar. Hårdt arbejde skulle der til og vand skulle affiskes.
Der skulle gå 6 timer og måske 30 minutter før dagens eneste/vores eneste fisk blev landet. En blank ørred over 40 cm. tog mit blink og efter et kort ophold i mit net, svømmede den lille grådige laban afsted igen. Ud af gællerne på den hang en 12-15 centimeter lang ålekvabbe og alligevel tog den mit blink. Sikken en appetit! (ålekvabben blev nænsomt fjernet)
Vandet var lavt og ørrederne stod langt ude. Jeg havde flere tilbud på dagen, men skæbnen ville at den lokale fisker der bruger meget tid på at kende sit fiskevand, helt fortjent fik den store fangstglæde denne varme og solrige lørdag.
Benhårdt løbe-arbejde kan betale sig.