Edderspændt, uden for rækkevidde og elektrisk. Ingen andre ord beskriver bedre hvad jeg var, da jeg i dag d. 30/01 stod foran søen, hvor min nye klasse 2 fluestang skulle forsøge at holde stand mod en af søens madammer.
En vanvittig opløftende scene var opsat af moder natur og de få stråler skyerne tillod solen at sende ned til os. Trods det at jeg var hårdt ramt af en turbulent geddefeber, måtte jeg have morgenbilledet med, før fiskeriet kunne begynde.
Da jeg var midt ude på søen, kunne jeg ud af øjenkrogen se de andre påbegynde deres fiskeri. Vi var 3 mand der alle drømte om at opleve det vores fantasi så ofte mestrer, at fange og fremvise en fisk større end virkeligheden havde forudset.
Ude af sind
Hurtigt viste en gedde interesse for min flue, men jeg var ikke hurtig nok til at reagere på det forsigtige ryk. En hvirvel efter den nysgerrige fisk var alt der var tilbage.
En gedde mere vendte ved min oppustelige kajak, denne gang uden at hugge..
De andre var så småt begyndt at mærke til fiskene og der gik da heller ikke længe før første gedde blev landet.
30 minutter inde i fiskeriet gik det op for mig hvor spændt, og oppe at køre jeg havde været da vi ankom til søen. Fluelinen kørte slet ikke ud fra hjulet det rigtige sted og et øje var blevet forbigået i min hast. Trods mange kast på den halve time havde jeg end ikke ænset det. Vildt!!!
Jeg startede forfra og syntes egentlig at jeg havde fået alt til at spille, men nej.
Flere kast senere, så jeg til min store forbavselse at jeg havde glemt et andet øje denne gang. Irriteret og undrene over at jeg var så vild efter at indvie min lille stage, begyndte jeg igen forfra, et øje ad gangen og 4-dobbelt-checkkede efterfølgende.
Tænk sig at jeg havde så meget spænding i krop og sjæl, samtidigt med – så lidt tankekraft til at fungere bare på grund af noget nyt…
Det var så vigtigt for mig at mærke den fisk, at få en gedde på fluen denne dag, hvorfor ved jeg ikke, men mærke en gedde for enden af linen, det skulle jeg. Om så flere tusinde kast skulle gennemføres.
Endelig fast fisk
En gedde fulgte flere gange min flue, nippede til den, men synes ikke at ville have mere med den at gøre. Hjertet bankede og det var som om at små bitte indianermænd havde sat sig til rette ind bag brystkassen for at slå på tromme på den. bum bum.. bum-bum bum-bum bum-bum.
Jeg satte tempoet ned på indtagningen af fluen og mærkede kort efter et tungt sug. Den sad der – endelig sad den der!
Jeg kan hudløst ærligt erkende, at jeg både var ungdommelig fiskende på dagen og samtidig ungdommeligt naiv. Der var intet jeg kunne gøre med den lille stang, gedden reagerede nærmest som om den kun blev irriteret når jeg forsøgte at presse den til landing. Den lille stang krummede som et stykke kogt spagetti og selvom gedden ikke var et kæmpe eksemplar, måtte jeg bare vente til den var klar.
Godt 10 minutter. 10 minutter!!!
Jeg var glad for at den ikke var større, hvad skulle jeg så have gjort. Det er ikke mere end 2 år siden jeg gik med en klasse 3 Argon fra A-Jensen når jeg fiskede gedde, men syntes slet ikke jeg havde samme problemer med at få fiskene ind, dengang.
Ikke desto mindre hyggede jeg mig gevaldigt hver gang gedden tog et udløb, min bløde stang krummede og kun bremsen overdøvede min latter over den fight jeg sad midt i. Det var sgu sjovt at fornemme at intet kunne gøres og kun geddens kræfter var en faktor, når det kom til hvor meget og hvor længe.
Jeg var glad, den var der og den blev landet. Som at score det afgørende mål i en betydelig venligsindet venskabskamp.
