Når barndomssøen er død, må minderne tage over
Vi var 3 forventningsfulde mænd på vej mod søen hvor vi som ganske unge fangede gedder. Mange af vores geddedrømme kom til verden ved netop denne sø. Vi havde siddet i timevis og snakket om store gedder og med ungdommens fantasi, forestillet os hvad der kunne lure under hver en krusning, åkande og grødeklat i vandet.
Todelte ambulancefarvede Nils Master woblere
Da vi fiskede efter gedderne i søen for mange år tilbage, (jeg tror vi blev enige om, at vores sidste besøg ved søen var i 1994), var det ofte den todelte ambulancefarvede Nils Master, der blev bundet for enden af linen. Den virkede hver gang.
Den klassiske wobler blev også en del af denne dags samtale om gamle dage og vi blev enige om, at den skulle findes og købes igen.
Selv i dag vil dens frække vrikkende gang og design, kunne følge med de “nye” woblere fra f. eks. Savage Gear m.m. Dette er set ud fra mit synspunkt naturligvis. Der er sikkert nogen der ikke er enige.. Fred være med det.
Fiskeriet kunne begynde
Nils Master woblerne var denne dag udskiftet med jerkbaits – alien eel og woblere fra netop Savage Gear. Flåd ville vi også fiske med, da Peter (Min gode gamle klassekammerat.) havde en pose sild med, fanget i Limfjorden for mindre end en måned siden.
2 fluestænger med flashfluer og 3 spinnestænger med flåd og sild blev rigget til. Alle ungdoms-fantasierne var i dette øjeblik, ikke gemt langt væk og kom nu op af mindernes taske for at minde os om, at hukommelse også kan genopfriskes ved duften af en gammel sø og omdannes til ny og nutidig fiskefeber.
Vi var edderspændte! Flåddene blev lagt ud og fluerne kom på overarbejde. Der gik dog ikke lang tid før vi begyndte at undre os over stilheden i søen. Jeg fik en fornemmelse af, at noget var galt. Efter at have haft flåddet ude en times tid, placeret langs den ene langsides siv, flyttede jeg til en anden god plads, hvor vi i gamle dage tog en del gedder. Intet gav det. Dette skete samtidigt med, at der effektivt blev fisket med flue, prøvet med wobler og kastet med alien eel på de andre stænger. Intet. Intet overhovedet. Ikke så meget som en følger.
Jeg besluttede mig for at gå over til de nu overgroede kanaler, som nærmest tegner en cirkel rundt om søen og som dengang meget ofte, kastede gedder af sig.. Jeg gik derover fordi at smågedderne dengang stod langs kanterne af kanalen. De lod sig let skræmme af den mindste bevægelse og jeg ville have bevis for at der stadig var fisk i vandet, bare en lille gedde ville gøre, at der stadig var håb for søen. Jeg hoppede rundt mellem siv og pigbuske.. Intet.
Søen var så død som en agurk på et bord. Grøn og uden tegn på liv.
Jeg fortsatte rundt og endte tilbage hvor de andre stod. Vi kiggede på hinanden og uden ord kunne vi se og forstå hinandens individuelle ærgelse.
“Pis og lort!” Vores sø er død. Ærgelsen var stor. Næsten ikke til at bære.
Det var først på vejen væk fra stedet at vi kunne se, hvad kunne være årsagen til søens livløse vand. Marken på den ene side af søen har en vandledningskanal der fører direkte ned til vandet. Uden at kunne vide det, er det muligt at dette ikke er så godt for søens balance.
Det kan også være at gedderne denne dag havde valgt, at ligge sig til at sove og aldrig vågne op fra drømmene om de evige jagtmarker.
Sov godt I gedder fra mindernes ungdom!
