Elsker man gedderne og geddefiskeriet som jeg gør det, er der ikke det man ikke vil gøre for at møde dem, ude hvor ingen andre vover sig ud.
De brede åer og kanaler, indrammede af meterhøje siv, synes ufremkommelige for de fleste og det er ingen hemmelighed, at det er der jeg gerne sætte mine fødder, eller, som i dette tilfælde, mine svømmefødder.
En flydering er ikke mit ynglings-fartøj, men en glimrende mulighed for netop at finde sin egen plads til fiskeriet, ganske for sig selv…
En dag for få måneder siden, var jeg ude med en god fiskemakker og ven ved en af Jyllands brede åer. Det vi oplevede på knap 2 timer var lækkerier og hæsblæsende action af bedste skuffe!
13 gedder mellem 2,5 og 4 kg.
For nogen lyder størrelserne måske ikke af meget, men langt over halvdelen var ude af vandet under fighten og måden de huggede på den dag, fik os begge til at overveje voksen-bleer i alle 13 tilfælde.
Og på trods af mine tidligere og seneste fangster af flotte 10+ gedder, bliver jeg stadig glad for en gedde under et kg. Jeg tror at når man mister den glæde, glæden over fisken i sig selv, arten og dennes unikke udseende, så er fiskelysten og eventyret slut.
Første gedde tog spinneren, fantasierne og drømmene i hovedet blev suget ud og i det øjeblik, måtte man tage stilling til virkeligheden – et pragteksemplar af en rovfisk for enden af linen…
Martin skulede over til mig. Jeg havde kort forinden kækt fortalt, at jeg lige ville sejle over for at få første fisk, bare lige for at vise vejen… Med den øverste håndflade fejede han sætningen til side som for at sige, “ja ja, den er god med dig”.
Jeg kastede spinneren over mod en af de mange huller, som tydeligt markerede af mørke nuancer, var at se i hele åstykket.
En gedde hamrede mod spinneren så hårdt, at Martin i et øjeblik stoppede alt hvad han havde gang i, for måbende at se på mig.
Ikke fordi gedden huggede hårdt, det kunne han jo ikke vide, men på grund af den skingrende ungpigelyd som kom ud af min mund.
“Jeg fik et chok ok!”, sagde jeg afværgende, “koncentrer dig nu om dit eget derovre, ikke.” Skævt smilende nikkede han og jeg vidste da, at han ikke ville lade det gå og muligvis lade mig høre for det igen på et senere tidspunkt. Selv smilende over situationen fightede jeg videre.
Gedden var fuld af kræfter, 3 flotte spring fremførte den i bedste fiskestil – hovedet slående fra side til side og resten af kroppen vrikkende efter, klask! Og gedden var under vandet igen. Fedt syn!
Gedden blev landet og beundret. “Vi ses næste gang!”
Jeg foretog 4 kast mere i og omkring samme hul og fik 3 gedder mere i samme størrelse.
Martin havde sin fluestang med og ville intet andet end at lande en gedde med den, før spinnestangen overhovedet kunne komme på tale… Efter jeg havde landet et par gedder mere kom han ligeså langsomt tøffende… Vi fiskede da i samme område og pludselig kom der bud efter fluen. “Nej! Nnnn..” Naaa jaah! Satans!” En gedde havde hugget på Martins flue, spyttet ud, hugget igen og havde atter sluppet før han nåede at reagere.
Jeg spurgte om han ville låne en flue med en krog på og fik kun et velfortjent hold-kæft-blik tilbage…
Anden gang fik han kroget fisken og fighten kunne begynde. Også den gedde forlod sit våde element flere gange. I det ene spektakulære spring efter det andet, forsøgte den at gøre sig fri af krogen. “Gedderne er sgu vilde i dag”, kan jeg huske jeg tænkte.
Et par gedder på flue blev landet og derefter gik Martin over til at spinne. Jeg selv var på det tidspunkt oppe på 8 gedder og jeg tror måske. at han gerne ville være lidt mere “produktiv”, spinnefiskeriet var bare mere effektivt den dag.
2 hurtige fisk mere blev det til, 4 i alt og jeg selv var heldig at lande 9.
Nogengange føler man sig virkelig i himlen lige her på moder jord.
Jari
