Kæmpegedderne
Put & take-vandet havde i årevis stille simret, i en tyk tåge af gamle sagn og fortællinger.
Fortællinger om gedder så store, at selv fuldvokse ænder måtte vinke farvel til livet blandt åkander, sivstængler og solens stråler, der ellers gennem hele dyrets eksistens, havde belyst og varmet dens fjer og krop.
1 kilos ørreder var blevet revet brutalt væk fra lystfiskeren under fighten. Fiskeren der ellers ihærdigt havde brugt flere timer på, at fange en fin fisk til middagen med familien. Dette kun for at se gedden stå 2 meter ude, i overfladen, med ørredhalen strittende ud mellem sine store skarpe tænder, hvorefter den langsomt var forsvundet ned i dybet, for at æde sin nyfangede kødfyldte tyvstjålne godbid.
Flere og flere havde gennem årene mistet sine spinnere, når de intetanende om, hvad der lurede i dybet, havde fisket efter regnbue og bækørreder. Pludseligt havde en hvirvel af kamuflage og tænder klippet deres liner, for kun at efterlade dem måbende og pegende ned i vandet.
Folk havde sågar set gedder de ville skyde på var langt over 15 kilo, stå tæt ved kanten som ubåde i havn, klar til at indtage verdenshavene.
Uden at bryde sig om hvad der blev smidt i hovedet af dem, havde de i timevis stået stille uden at røre en finne.
Store iltede vandtanke og levende agnfisk.
Dagen var kommet hvor vi ville sætte ansigt på sagn og myter. Gøre dem til facts og virkelighed, ved at forevige kæmpegedderne med et knaldgodt billede eller ti.
Selvom en del af de fremmødte selv havde set nogle gedderne det hele drejede sig om, stod det klassiske tvivlsspørgsmål alligevel i luften – var der virkelig så store gedder i søerne og kunne vi fange dem?
To erfarne karpe og geddefiskere havde anskaffet iltpumper og vandtanke, til at opbevare de tandbefængte smukke ubåde i. Fiskene skulle herefter flyttes over til en offentlig sø tæt på Esbjerg.
En anden stor vandtank/vandbeholder, var dagen før blevet fyldt godt op med vand. Heri bugnede det af liv fra de godt 150 skaller vi havde fanget samme dag, og som skulle bruges til at lokke gedderne til hug.
Alt var klart til den store dag og spændingen steg i takt med folk langsomt ankom. Alle for at tage del i konkurrencen og det jeg vil kalde Nebel Sø´s gedde-relocation-projekt.
Alle gedder over 5 kilo skulle flyttes og alle under, skulle pænt sættes tilbage i søen.
Vi der havde arrangeret konkurrencen havde stor interesse i, at se hvor store gedderne egentligt var. Det var mindst ligeså vigtigt for os, at de store smukke skabninger, kunne komme i god levende stand ud til en sø, hvor de helt sikkert være til glæde og gavn for mange lystfiskere, mange år frem i tiden.
Habile geddefiskere, nybegyndere og en vært så grøn som spinatlasagne serveret mellem græsstrå.
Jeg havde indtil denne dag, aldrig arrangeret en fiskekonkurrence. Og fordi at jeg, ligesom så mange andre, ofte har hørt mange historier som de førstnævnte sagn i denne artikel, fra mange forskellige søer. Uden at kunne få bekræftet om rygterne talte sandt. Ja så måtte jeg bare finde ud af, om der var hold i bare en af dem. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end at lave en stor konkurrence.
Søens ansvarlige var heldigvis med på idéen, så vi var nogle stykker der straks gik gang i planlægningen.
Det ville være løgn at sige, at hvis ikke jeg havde fået lidt hjælp fra Gitte (hovedansvarlig for søen), hendes mand Jan og Carsten Mikkelsen (altid hjælpende og medstifter af Vester Nebel fluelaug) samt Bjarne og Kenneth (et par velbevandrede herrer indenfor fiskeriets verden.) Ville jeg nok have virket en tand mere grøn og uforberedt end tilfældet var.
Ikke desto mindre, måtte jeg erkende at jeg stadig havde misset et par ting hist tog her. Sådan kan det gå og det er nok sidste gang, at jeg får en idé som den jeg vil beskrive herunder:
Fordi jeg gerne ville tage billeder og veje alle fisk. Ja, så havde jeg givet alle fremmødte mit telefonnummer.
De skulle så ringe og jeg ville komme rendende for at måle, veje og tage billeder. Der er nok nogen der allerede her i forklaringen, vil tage sig til hovedet. Det er der ikke noget at sige til. Området er stort og sjældent har jeg følt mig dummere.
For at gøre en lang historie kort, kan jeg sige, at jeg stadig i dag går, som om jeg havde faldet ned fra tredje etage og landet med begge ben, på hver sin side af en hegnspæl.
Til konkurrencen kom der både nybegyndere indenfor geddefiskeriet og de mere hardcore geddefiskere med flotte 15 kg´s gedder som personlige bedste i bagagen.
Dette skulle blive en spændende dag!
Runde 1 – fra kl. 09.00 til 13.00
Der var mødt lidt over 20 personer op til rundstykker, te og kaffe kl. 08.00. Resten kom hen mod konkurrencestart kl. 09.00 og nogle endnu senere.
Bilhornet lød efter endt spisning og fiskeriet gik i gang som planlagt 09.00.
De fleste startede mageligt ud med skalle og geddeflåd eller skalle på bund. Mindretallet valgte at starte med spinskaller , blink, jerkbait og flue.
Første opkald – første gedde
Telefonen ringede og pulsen steg. Jeg stod godt 200 meter i fugleflugt fra fangststedet og satte i løb. Jeg kunne mærke smilet bredte sig i mit ansigt. Både over hvad jeg havde rodet mig ud i, men dog mest p.g.a. at jeg var spændt på at se, hvor stor fisken var. Efter kort tid var jeg på pladsen. Fisken var allerede landet da jeg kom og blev hevet op af nettet den var anbragt i, for at holde den i live.
Efter at have skudt et par billeder af den smukke, men alt for lille gedde, gik jeg rundt om søerne for at tale med deltagerne.
5 tyskere havde kørt lidt over 200 kilometer for at være med. Gedden på de 200 gram, blev fanget af en herre som var med i den tyske gruppe.
Tyskerne skulle senere vise sig at spille en vigtig rolle i konkurrencen fangstmæssigt og dermed også i mine løbeture.
På min vej videre rundt om søen stødte jeg på Carsten Kiss. Han havde fanget en af de største og mest omtalte legender indenfor lystfisker-verdenen. Siden jeg som helt lille purk begyndte at rende på de offentlige biblioteker for at låne fiskebøger, har jeg gang på gang set et billede eller læst om denne fangst. Det skulle undre mig, om ikke også andre er blevet strejfet af historien om, en eller anden der har fået en støvle på krogen. I en af historierne hiver fanger en ål op af støvlen kan jeg huske. Det skete dog ikke denne gang. Men Carsten hev sit storsindede jeg op i stedet, og lod mig fotografere ham med sin bekræftelse af, at ikke alle historier, sagn eller myter er usande. Nu manglede vi bare at bevise det samme om kæmpegedderne.
Jeg gik efterfølgende op mod den lille, af de 2 søer ved Nebel Sø Put & Take og fik en opringning mere. Vejeslynge med vægten i, kom igen over skulderen og afsted jeg løb.
Gedden var igen sikkert opbevaret i fangstnet og igen skulle det vise sig at være en lille laban, denne gang dog lidt større, 680 gram. Sjovt nok også fanget på gammel historie (Abu Garcia HI-LO wobler i rød og hvid) ligesom atomblinket blev denne født før computeren og mobilen kom til verden.
Tankespind, ny opringning og pølser
Skulle man bekymre sig om geddernes størrelse, eller nøjes med at være glad for at der blev fanget noget?
Var vi ude og snuse til teorien der kan tolkes og formuleres således: Når de små går til stålet, vogter de store i målet.
Havde de store lige spist? Var vejret som vi alle tidligere havde rost, for sit skydække og lave temperatur, alligevel ikke godt for fiskeriet?
Blev der fisket med de forkerte agn, farver eller størrelser?
Der var snart pause og derefter kunne det hele vende. Tiden var fløjet afsted og havde glemt at tage storgedderne med.
riiiiiiing, riiiiing, telefonen kimede endnu en gang. Var det mon den store? Jeg tog telefonen. Det var tyskerne igen. Benene på nakken og efter en tur gennem mudder og vand, stod jeg igen nede ved bredden og spejdede nysgerrigt ned i vandet, efter hvad der mon nu kom op af nettet.
Ny første plads
En gedde havde hugget på en 7-delt, iøvrigt monster lækker wobler på ca. 25 centimeter.
Det ærgelige var desværre at vægten allerede stoppede på 800 gram. Nu var jeg bekymret. Skulle vi få at se de omtalte monstergedder, havde vi blæst mulighederne op til uopnåelige proportioner eller skulle overraskelsen komme efter pausen og min personlige frygt blive gjort til skamme.
Pølser, brød, øl og sodavand var klar oppe ved grillen og der blev dyttet til pause. Klokken var her 13.00.
Nogle lystfiskere vil muligvis efter 4 timers gedde-konkurrencefiskeri og kun 3 landede gedder under kiloet, nok have én eller flere af følgende tanker i hovedet:
-Hvad gør jeg galt?
-Jeg vil fange noget!
-Når jeg kommer ned til søen igen, rigger jeg om og prøver noget andet.
-Er der overhovedet store gedder i søerne?
-Lorte konkurrence!!
-KÆMPE GEDDER MIN BARE R..!!
-Trykker de sig fordi vi kaster oveni hovedet på dem hele tiden?
-Aktivt eller passivt fiskeri. Hvad skal jeg vælge?
-Naturlig eller kunstigt agn?
-Jeg ville have fanget meget mere, hvis jeg havde taget ud til min “egen” sø.
-Det ville muligvis være bedre med sol.
Gerrit Wünsche, var om ikke andet glad for sin foreløbige førsteplads, men kunne den holde gennem hele runde 2?
Spisepausen skulle vare godt en time, men blev skåret ned til det halve, da stemningen, skulle jeg gætte, lå til at bevise, at monstergedderne eksisterer i søerne og at de kunne fanges.
Lige inden pausen havde Team Grum fået hug på en skalle. Efter et voldsomt 30 meters udløb og en mand bag stangen, der var klar over at dette ikke var en lille gedde, blev linen slap og gedden havde kun efterladt en iturevet og maltrakteret skalle tilbage på krogen.
Runde 2 kunne vise sig at blive alt hvad vi håbede på den ville blive.
Læs med i morgen samme tid og sted.