Geddefiskeriet stiller mange sig uforstående overfor. “hvorfor fisker man efter dem?”, bliver der ofte spurgt.
Spørgsmålet bunder som regel i manglende kendskab til fiskeri, at de fleste ikke mener gedden smager godt og at man ikke vil fange noget man ikke har tænkt sig spise.
Lad os få det med at gedden ikke er en spisefisk på det rene !
Hvad man spiser er en smagssag – nogle kan ikke lide chokolade – så er den vist ikke længere.
Spørgsmålet om, hvorfor man fisker gedde, er en helt anden sag.
Jeg har gransket, tænkt og analyseret mig selv i forhold til dette spørgsmål og er kommet frem til følgende svar:
Det er så enormt fedt at se naturen når den går bersærk! Krokodillen fra Afrika på tv-skærmen der grådigt kaster sig over en impala eller gazelle der står ved flodbredden for at slukke sin tørst. Eller Leopardsælen der snedigt ligger på lur og venter på pingvinerne bag resterne af smeltende pakis.
“Den brutale sandhed”, som jeg kalder den, af mangel på bedre navn. Måske kan jeg lide at se på dette fordi den brutale sandhed ikke er noget vi støder på så ofte her i Danmark. Folk lister på tå når der skal siges eller gøres noget. Ikke alle, men mange.
Måske er gedden det eneste dyr i Danmark der kan levere ægte brutalitet/direktehed konstant, på en naturlig måde lige foran snotten på os. “Her – knald! Nu har du ingen skalle mere”, kunne man tro den sagde hvis den kunne snakke. Gedden kan vi komme tæt på hver gang. Den er simpel og direkte i forhold til vores komplicerede hverdag.
Den imiterer sig selv gedden, det er jeg klar over, men når jeg nu skriver at gedden imiterer en krokodille eller et krokodille-angreb til perfektion så er det ikke helt af vejen. Bagholdsangrebet eller den snigende adfærd for at nå tættere på byttet, er jo de fedeste klassiske tegn for et rovdyr. Gedden, krokodillen og leopardsælen har disse træk til fælles. Fedt at have gedden i lille DK.
Vores krokodille!
Gedden er flot
En anden grund til gedden er så eftertragtet af mig som lystfisker er vel også dens pragt og, igen, brutale udseende. En perfekt kamufleret jagthund. Ja det er en fisk, men oppe i de store størrelser kan hjørnetænderne få enhver rottweiler til at føle mindreværd.
Hovedet er bredt og munden, for mig, fascinerende. Der er næsten ikke en plet i geddens mund – fri for tænder.
Den torpedoformede krop, de store flotte finner/styreror og aftegningerne på gedden er jo uden sidestykke. Sikke et dyr!
Derfor er geddefiskeri interessant!
Det at man kan kaste en makrel omkring kiloet ud i vandet og forvente der kommer en stor gedde og guffer den er jo enormt fedt i sig selv.
Agnene til geddefiskeriet er mange og kan fås i flere forskellige former, størrelser, farver, imitationer og afskygninger end agn til de fleste andre fisk herhjemme. Det gør også geddefiskeriet mere spændende efter min mening.
Den måde gedden angriber på når man fisker med overfladeagn, kan kun beskrives som unikt når det kommer til fisk herhjemme.
Geddefights forbinder jeg ofte med vilde spring og korte hidsige udløb, men det er angrebs-øjeblikket jeg lever for. chokket og det kick det et kort sekund giver i mig, når min popper bliver sablet ned af under og overkæbe, ridset og flænset af hundredevis af syle spidse tænder. “Yeeeees! Giv mig mere!”
Geddens omgivelser og tilholdssteder
Gedden lever alle vegne – i åen, i brakvand, i søen, bækken og mosen. Det vil sige at man kan fange denne fisk i alle former for natur.. Langs kysten iført shorts, bar mave og solbriller, en kæp i hånden, jerkbait i vandet og strandsand og mudder mellem tærene.
Langs de høje skråninger ved åen, kastende ud til de dybe huller med fluen for at lade den synke ned til storgedden der sidst den spiste, åd en kajakroer på afveje.
Geddefiskeri er så alsidigt at fiskeriet aldrig for mig bliver ensformigt!
Derfor.