Blandt fisk vi svømmer – en geddehistorie fra en vinter så kold.
En kammerat og jeg var på geddejagt i en større mose. Gedderne havde på alle tidligere ture hertil været sølvblanke og ladet med turbo-boostere, så vi var begge enormt spændte og var vilde med geddernes skinnende look.
Vi havde begge poppere med i tasken og ville gerne lokke dem til overfladen, trods bidende kulde og islag de fleste steder på vandet.
Vandstanden i mosen var høj denne dag og i en kortere periode, fiskede vi henover oversvømmede marker. På et tidspunkt kastede jeg ud langs nogle høje siv og så en bule langsomt komme ud inde fra mørket. Halefinnen gik i overfladen og så ud til at være godt en meter bag popperen. ”Wooow. Stor fisk!!” tænkte jeg. Jeg havde kastet godt og vel 20 meter ud og var halvejs inde, men fisken fulgte stadig bare efter, som en nysgerrig hund efter sin ejer. Den logrede oven i købet med halen..
5 meter fra mig lavede jeg et spinstop, gav et lille ryk og poppede én gang. Fisken satte fart på og vendte med popperen hængende i munden. Gedden ville kun en ting og det var væk og længere ind over de oversvømmede marker. Min kammerat gik forrest efter gedden, så han kunne koncentrere sig om huller og den slags. Jeg have kun overskud til at fighte gedden.
Efter at gedden havde trukket os godt 30 meter hen over den vandfyldte mark, stoppede den op. Vi havde godt 25-30 meter op til fisken og kom nærmere og nærmere det store dyr. Vi kunne se at den stod på lavt vand og blottede sin ryg. Havde man haft et barn med, ville det være muligt at bilde ham eller hende ind, at det var en krokodille. Ryggen var så bred det ville tage 3 fiskehejre med udspillede næb i forlængelse af hinanden, for at gabe over den.
Vi var nu omkring 10 meter fra fisken og den stod stadig stille. Min kammerat fortalte mig, at han kunne mærke en lille bæk der hvor han stod, ved at føle sig frem med foden.. Da han er 20 cm. Højere end jeg, gik han først frem for at undersøge dybden.
Han kom over uden problemer og så var det min tur. Jeg kunne se at vandet kun gik ham til brystet og gik fremad. Vi havde begge waders på, så det var jo helt perfekt.
Gedden vendte og svømmede imod mig på samme tid som jeg trådte ud i bækken.
Og under vandet røg jeg. Jeg kunne ikke bunde og mine waders blev langsomt fyldt med iskoldt vand. Jeg gispede efter vejret og råbte ”Fuck hvor er det koldt!!” Min gode, hjælpsomme kammerat stod foroverbøjet og færdig af grin. Han havde ingen intentioner om at hjælpe, det kunne han simpelthen ikke. Han hulkede af grin og ignorerede alle min råb om hjælp og i det samme kom gedden susende forbi mit hoved ikke længere end 30 cm. Væk, som for at sige, ”nu står vi lige!!”
Jeg svømmede som galte det livet og efter godt og vel 1 minut , fik grinebideren snøvlet sig sammen til at hive mig op.
Jeg grinede selv og holdt samtidigt stram line til gedden.
Det var svært at gå med alt det vand i mine waders og koldt som bare fanden!! Vi fulgte gedden rundt på det lave vand og den ledte selv os hen til et godt sted, hvor den kunne landes.
Her lod den sig afkroge og blive målt til 117 cm, fed som bare fanden. Sådan!!
Jeg kunne ikke lade være med at tænke følgende:
- Gedden svømmede 30 meter i et stræk og i samme retning.
- Den blev derefter stående med ryggen synligt over vandet.
- Selv om den højst sandsynligt kunne mærke at jeg rullede ind jo tættere vi kom på den. Blev den stadig stående.
- Og da den så at jeg trådte ud mod bækken, ja først der satte den i gang. Og så lige forbi hovedet på mig.
- Derefter svømmer den lidt rundt og stiller sig på meget lavt vand igen, bare for at lade sig afkroge uden at sprælle en eneste gang.
Kunne man, med lidt fantasi forestille sig, at den havde planlagt alt dette?? Hvem ved..