40 gedder – 5 aborrer over 500 gram og ny pr. til en ung herre!


Den karakteristiske lyd fra fiskehejren skar gennem luften, de høje omgivende træer stod bomstille uden vinden og det eneste jeg forsøgte at fokusere på var Henriks stang, der krumbøjet som triumfbuen forsøgte at holde rygrad mod den stærke storgedde..

4 timer tidligere

En privat sø som tidligere har kastet mange og meget store gedder af sig, var udgangspunktet for dagens geddefiskeri.

Henrik, en ung herre på 14 år og jeg selv, ville se om vi kunne lokke de store hunner til hugget.

Som den efterhånden ferme geddefisker han er, var der ikke meget jeg kunne lære Henrik, der iøvrigt sommetider er at finde bag disken i grejbutikken Fiskegrej-Bilok i Varde.

Nogle minutter blev brugt på klargøring af grej før vi begge forlod søbredden og sejlede ud mod det eventyr denne tur skulle vise sig at blive.
Jeg selv havde min oppustelige kajak til sølle 250 kr. som jeg købte i Harald Nyborg for 4 år siden at sejle rundt i og Henrik, en noget mere sofistikeret flydering.

Nogle få kast var nok til at lande dagens første gedde – en lille fyr der grådigt havde slugt min spinflue, som iøvrigt mindst var ligeså lang som den selv. Scenariet gentog sig et par gange og da det ikke var de små jeg var efter, men de store, skiftede jeg om til en 12 cm´s popper med mere fylde. Hurtigt fik jeg et solidt hug og en gedde omkring de 4 kg kunne landes og genudsættes.

Henrik havde ikke mærket meget på dette tidpunkt og skiftede også selv over til popper. Der er ikke mange ord eller sætninger der kan beskrive hvad der skete derefter, udover – kamuflage lynende, ud af vandet springende, bule-bov-pressende, konstant angribende, popper inhalerende, tandsæt visende – euforisk gedde action!

(Jeg takker naturligvis Anders Matthesen, “Anden” for inspiration til ovenstående.)

Henrik kaldte på et tidspunkt efter en times fiskeri, “Jeg har en god en!”.

Jeg sejlede over imod ham og tog et par billeder af den flotte gedde:

Gedden var nok nummer 15 på dette tidspunkt. Vi havde endnu ikke mærket til de store over 6 kg.

2 timer inde i fiskeriet

Aborrene var begyndt at røre på sig, en af dem vi fangede lå under 500 gram, resten over. De tog alle vores store poppere uden besvær, men dagens største over kiloet tog min spinflue – Hairy Killer – gul/sort.

En stor aborre

4 timer inde i fiskeriet – storgedden hugger!

På dette tidspunkt havde vi ca. landet mellem 25 og 30 gedder. Gennemsnitsvægten lå vel på godt 2,5 kg.

En stor fisk var oppe og vende og Henrik kastede efter den, et par minutter før, havde han skiftet til en stor imitation af en aborre (Savage Gear Softplay) grundet vores fine aborrefangster – “er der mange aborrer er gedderne sikkert vilde med dem”, sagde han.

Han fik ret!

Vi var ikke i tvivl da fisken huggede, den var stor og lå helt sikkert over Henriks tidligere personlige rekord. Vandet kogte stadig der hvor hugget faldt, men gedden var rejst af.

Første udløb fik bremsen på hårdt arbejde og Henrik ligeså. Med anstrengende grimasser fightede han som besat. “Hold kææææft! Se hvor stor den er!” udbrød han da den lange ubåd kantede hans flydering.

Gedden var stærk og ville kun hvad den selv ville, flere gange drejede Henrik rundt om sig selv for at følge gedden.

Jeg vil skyde på at fighten varede mellem 7-10 minutter. En sikker landing blev foretaget af den unge herre, som om han intet andet havde gjort siden fødslen.

Det eneste han ikke havde kalkuleret med var fiskens vægt, der trak ham ned fra den oppustelige siddeplade og direkte i vandet – godt med sikkerhedsseler – også i en flydering.

En meget stolt og glad fanger! Gedden målte 90 cm. Den blev ikke vejet. Et skud – 8 kg. Der er ikke noget federe end at overgå hvad man ellers ikke troede var muligt.

Femte og sidste time af fiskeriet – så var det min tur!

Jeg fortalte Henrik at jeg ville kaste over til en plads i søen jeg havde haft et godt øje til, jeg mente det var et godt sted til en større gedde.

Min popper landede mellem to grødeklatter og jeg påbegyndte en langsom men taktfast “ind-popning” i små ryk. Helt inde foran mig vendte en god gedde, en gedde jeg skød til at være meget stor. Sjovt nok tror man nemt på de helt store når man lige har set en blive fanget.

Anden gang gedden vendte efter at have fulgt popperen uden at hugge, skiftede jeg til min favoritagn igen – Hairy Killer.

Bulen startede et par meter bag fluen og hugget kom godt 15 meter ude. Fast fisk!

Tungt gik den dernede i dybet og trods et fornuftigt press fra min side, valgte den endnu ikke sete gedde at forholde sig rolig og fantasien i mit hoved begyndte at vokse drastisk og voldsomt. “Kæmpe gedde”, drømte jeg”.

Da gedden endelig viste sig kom en sætning fra venstre, “Den er større end min!”. Tidspunktet og situationen gjorde at jeg ikke kunne glæde mig mere over at sige følgende: “Nej det er den ikke Henrik, langt fra.” 🙂

Jeg var og er meget glad for denne gedde. For selvom det ikke var den sidste gedde på dagen, satte den et fornuftigt og godt punktum for en god dag og en god midlertidig dæmper for min næsten evige geddefeber.

Tillykke Henrik!  Må du fange mange store gedder i fremtiden. Vi ses til vinter hvor gedderne vejer endnu mere og den kolde årstid intet kan gøre ved det faktum, at det kolde gys det kan give at gå i vandet, intet er, i forhold til det gys det giver når storgedden hugger!

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler