10 kg´s geddemutter på atomblink


Nye steder – nye muligheder! Udtrykket holder ofte stik når favoritvandet holder igen med leveringen af store fisk.

Jesper og Claus

Længe har jeg gerne villet til Ringkøbing Fjord og Stadil Fjord for at fange brakvandsgedder og da muligheden for at komme med et par erfarne herrer (i billedet til højre) fra området ud for at fange dem, slog jeg til.

Jeg kan huske at jeg tidligt, dagen før turen, pakkede grejet og sikrede mig at bl. a. mine forfang var i orden. Under krog-checkningen startede spekulationerne.

“Var vandet grumset eller klart, var der dybt eller lavt.Ville der stadig være tilstrækkelig tang/grøde i vandet til at besværliggøre evt. wobler, spinner eller jerkbaitfiskeri? Ville jeg få årets første gedde over 10 kg?”

Tankerne kørte i hovedet på mig og som jeg stod der og så ud af vinduet rettede jeg øjnene mod skyerne og drømte om den store tunge gedde der måske lurede nede i dybet og om den måske ville bide..

Fantasien sætter grænser mens virkeligheden ingen grænser vil eje

05.00 sagde uret uden at blinke. Jeg sad i bilen og kunne se frem til 1 times køretur til Ringkøbing by. Vinden drev de mørke og tunge morgenskyer stædigt over himlen. De så våde og komprimerede ud og jeg kunne mærke trykket helt ind i bilen.

Mit humør kunne vejret dog ikke ændre på. Jeg hyggede mig inde i den lille kørekabine. Dire Straits spillede Sultans of Swing i radioen og kaffen bevirkede at jeg havde energi til at rocke med på førersædet.

Ankomst og fiskeristart

Jesper der havde inviteret mig på dagens geddetur og Claus, Jespers ven og fiskekammerat, havde fundet en fin båd vi skulle ud og fiske fra. Vi mødtes på en parkeringsplads kl. 6.30 i Ringkøbing Centrum og derefter kørte vi ud til pladsen hvor båden skulle sættes i vandet.

Vinden havde tilsyneladende fulgt mig på den lange køretur og da vi sejlede ud på Stadil Fjord tog den til i styrke.
Mit hår vejede som en kornmark i vinden og klamrede sig muligvis fast til hovedbunden med rodspidserne for ikke at blæse væk.

Stadil Fjord viste tænder. Bølgerne skvulpede om vores båd og ingen gedder havde vist interesse indenfor den første time.
Vi lod båden drive en 10, 20 meter ude fra sivkanterne i fjorden og fiskede effektivt store områder af på den måde.

På et tidspunkt monterede Claus en enorm wobler over 25 centimeter for enden af sin line og fik dagens første gedde. Gedden trodsede vores menneskeskabte teorier der går på, at gedden kan tage agnfisk op til en trediedel af sin længde og/eller op til halvdelen af egen længde.
Denne gedde havde samme længde som wobleren – sikke en optimist!

Efter at have drevet flere hundrede meter uden flere fisk, sejlede vi ind i en mindre vig. Gedderne skulle ifølge de to erfarne herrer stå tæt derinde.
De høje siv lang vigens bredder gav læ for vinden, hvilket var godt for mine efterhånden frosne fingre og ører. Derudover skulle udtalelsen fra Jesper og Claus skulle vise sig at holde stik.

Claus fiskede med en såkaldt Savage Gear 4play Swim and Jerk på 19 cm.
Et kast ind mod sivene og hugget kom prompte. Claus var med denne gedde omkring 2 kg. stadig dagens eneste fanger.
Han skiftede efter nogen tid til en klassisk sølvblank Mepps spinner i størrelse 5. Igen var der fisk i den anden ende. En gedde lidt tykkere end den anden blev efter en kort fight landet og genudsat.

Jesper og jeg selv havde ikke rigtig mærket noget og i godt en halv time efter Clauses 2 fisk var der intet der ville hugge.

For 1 måned siden havde jeg taget et af mine atom-blink og afmonteret trekrogenpå den for derefter at sætte en kraftig havbarsflue i rød og hvid i springringen. Da fluen er bundet på en kraftig enkeltkrog kan jeg jigge helt nede ved bunden og sjældent fange grøde. Kombinationen af de 2 agn sat sammen er uovertruffen. Som en ål eller slange snor agnen sig afsted med kraftige bevægelser fra blinket foran og bløde bølgende sving fra fluen bagpå.

Op fra kassen kom kreationen og gav en fin gedde lidt under 2 kg. Glæden ved at mærke fisk var stor og med fornyet energi fiskede jeg videre.
Jesper sejlede os rundt i vigen og sørgede for at finde de gode pladser. Vi kom til et sted meget tæt på pladsen der gav de 3 gedder og vi startede fiskeriet på ny.

Storgedden

20 minutter gik og et stille sug forplantede sig op i min stangspids fra agnen jeg langsomt havde jigget over bunden. Jeg havde kastet ind langs nogle siv, men min agn havde bevæget sig ud på midten af vigen på et kort sekund.

Jeg strammede op og kunne mærke der var liv i den anden ende. Tungt stillede gedden sig på bunden og trak langsomt rundt dernede.
Lidt væk fra båden kom den kort op til overfladen og jeg skød den til 4 kg. Men da den gik ned anden gang og jeg overhovedet ikke kunne løfte den op, begyndte mit gæt og min fantasi at blive overgået af virkeligheden.. Gedden viste sig anden gang helt inde ved båden og vi alle gik nærmest bersærk da vi så størrelsen på den. Jeg var ikke i tvivl. De 10 kg. var en realitet.

Da gedden blev nettet var ekstase-niveauet på sit højeste. En kraftig og meget lang gedde lå for mine fødder.
Vi vejede fisken og med net lå vægten på 11 kg. og 20 gram. Vægten vejede vi bagefter til 1 kg. 0g 15 gram. 10 kg. og 5 gram! Jaaaaaaaaaaaaaaaah!

Jeg var helt oppe at køre. Hele året har jeg fisket efter gedden på 10 kg, og så der i en båd i Ringkøbing med en mærkelig sammensætning af 2 agn skulle den komme. Helt vildt!

Normalt ville denne gedde veje 1-2 kg. mere og hvor er det fedt at vide at så store fisk svømmer rundt i en lille vestjysk fjord.
Finnerne og arene på den viser at den har mange år på bagen og geddemutter har forhåbentligt flere år tilbage i sig – tak for at realisere mine drømme du gæve kæmpe!

Tak for turen Jesper og Claus. Udover en kæmpegevinst af en gedde var selskabet ligeledes i top!

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler