Forord:
Dag 18 er dedikeret til WWF – en ny rapport fra WWF om opdagelsen af nye arter i Mekong tæller 290 nye planter, 24 fisk, 21 padder, 28 reptiler, 1 fugl og 3 pattedyr. De nye arter vidner om Sydøstasiens enorme biologiske værdi og understreger behovet for at stoppe de konkrete trusler fra afskovning og udvinding, og derudover støtte Mekong-landene i at udvikle grønne økonomier.
Dagenes fangster og oplevelser
Opjustering og nedjustering af forventninger sker ofte når målet er usikkert. Ved man ikke hvor fisken står og måske tvivler man lidt på agnen man fisker med, ja så håber man typisk med afdæmpet optimisme. Er fisken evt. set og man ved hvor den står, måske har den endda markeret eller hugget på agnen tidligere – så er det sommetider svært ikke at tro på, at drømmen om den store fisk går i opfyldelse.
Jeg havde ikke de store forventinger til fiskeriet d. 07 juni i Simested Å, men ak hvor jeg drømte. Havørreden over 10 kg. er allerede landet i år og selvom jeg gerne ville have en i samme størrelse, kunne mindre også gøre det.
Kl. 05.30 er normalt tidligt at stå ved åen for de fleste. Ikke for den hærdede fisker, men for os, de mere almindelige lystfiskere.Det var ikke desto mindre tidspunktet jeg havde valgt at stå ved åen den morgen. Groggy øjne og morgenkulde i kroppen skulle fiskes væk og forhåbentligt glemmes via fighten med en stor havørred.
Solens stråler flettede fingre med træernes grene over mig og nåede lige nøjagtigt vandet. Jeg kunne se vandplanterne slynge sig i takt med strømmens rolige, men taktfaste rytme og kastede min spinner ud. Bækørreder i små størrelser tog spinneren i ca. hver femte kast, men på grund af den store størrelse (Mepps Aglia str. 4) kunne de færreste af dem for alvor gabe over krogen. Et godt tegn for fremtiden alligevel. De skal nok blive store engang.
Efter 3 timers fiskeri/legeri med den ene lille bækker efter den anden, gik jeg tilbage til mit telt for at få en kop kaffe. Jeg tænkte i måden jeg fiskede på og hvad der skulle til for at få noget større på krogen. En trækning med dybe høller kunne være svaret, hvilket jeg efter et par kopper kaffe gik ud for at finde.
Jeg passerede på et tidspunkt en bro som lige skulle affiskes omkring.. Intet hændte. Normalt står der ofte et par bækkere omkring eller under broer men ikke i dette tilfælde, denne dag.
Et stryg 500 meter oppe ad åen satte min optimisme i vejret, men alligevel forventede jeg kun mindre fisk, da ingen store ikke havde vist sig på noget tidspunkt i løbet af dagen i de andre dele af åen jeg havde besøgt. Det var da også kun en mindre havørred der snuppede spinneren, trods den sparsomme størrelse blev jeg glad for fangsten.
Havørreden med det irriterede udtryk i øjet.
Efter en nænsom genudsætning fik jeg hurtigt endnu et hug. Den lille ørred sprang helt ud af vandet flere gange og det var tydeligt at se, at min tredie art indefor laksefisk var en realitet. En lille regnbueørred havde taget spinneren og blev fra sekundet den afslørede sin identitet, midlet der skulle bruges til mit afteneksperiment. Røgning med et lille klassisk gasblus og 2 gryder.
Jeg er glad for at have brugt en hel dag ved denne fantastiske å. Simested Å viser på alle måder klare sundhedstegn og et nutidigt og fremtidigt perspektiv for mange fine fisk. Selvom det ikke lykkedes mig at fange en af de store, er der naturligvis rigeligt af dem. Der bliver taget mange store havørreder hvert år og efterhånden tages der også en del fine bækørreder over de 45-50 cm. Om en måneds tid er der sikkert flere fisk oppe i åen og dermed forøges chancerne for de fleste naturligvis også.
Et dagkort til åen koster i 2014, som tidligere nævnt, 100 kr. Og er efter min mening godt givet ud. Smukkere å er svær at finde.
Knæk & bræk
Lidt stemningsbilleder fra åen:
Morgen
Nysgerrige køer
Vandet og grøden
En medrejsende gæst
Den lækre bund