Sæby Havn – en lille lystfiskeroase i nord


Forord

Dag 32 er dedikeret til Hus Forbi – et godt initiativ!

Dagenes fangster og oplevelser

En lille havn, en lille mole og kun et begrænset område at fiske fra. Det lyder ikke af meget når man stiller det op på den måde, men det er ikke desto mindre det der betegner Sæby Havn som tingene ser ud i dag. Jeg skal ikke kunne sige at det har været anderledes førhen og sagt kort og godt, så er det havnen som den er i dag vi kan bruge til noget.

Sjældent har jeg oplevet en lille havn der kan levere så mange arter og i så stort antal som Sæby havn. Jeg skal lade det være usagt om jeg kommer til flere af den slags småhavne senere på min tur, men igen tager jeg udgangspunkt i nuet.

Jeg har fisket i 3 dage, minimum 10 timer hver dag. Timerne fløj afsted. Fisk blev fanget og jeg havde de mest afslappende dage på min tur. Det sidste skal også tilskrives Hedebo Camping som sammen med Sæby Havn og området omkring, udgør den ultimative fiskedestination for lystfisker-ferie-tosser.
Pladsen tilbyder lukses i form af swimmingpool, stor købmand, café, udsigt over havet og sublim service uden at fordømme en skælbefængt lystfisker med blod på hænderne og, for nogen, ildelugtende fiskefyldte plastikposer med mere..

Jeg har under mit ophold på Hedebo Camping, spist flere fisk end jeg turde drømme om. Grillet fjæssing, ål, ålekvabbe, hornfisk, skrubbe og rødspætte. Fisk hver dag. Ikke at der er noget nyt i det, men i dette tilfælde har jeg virkelig kunne, for at sige det mildt, rå-æde!

Et par sene aftentimer ved stranden gav også fisk – både hornfisk, fladfisk og fjæsing, så det er ikke kun havnen der er rig på arter eller fangstmuligheder. Alsidigt valgfrit fiskeri for dem der hellere vil sidde på en af de mange stensætninger eller i en stol på stranden i sandet, frem for betonmolen, træplateauet eller stenene ved havnen, er derfor også en mulighed.

Sæby Strand

Der er ikke mange steder man må fiske fra inde ved havnen:

Fra sydmolen kan der fanges rødspætte, skrubbe, hornfisk, makrel, sild, ål, ålekvabbe, fjæsing og havørred. Fiskeri er kun tilladt fra sydmolen, da nordre mole ligger indenfor fredningszonen ved Sæby Å´s udløb. Men hvad gør det når fiskene er der hvor der må fiskes fra?

Denne lille femårige herre viste den 20 juni-2014 at alle kan fange fisk i Sæby Havn og mange af dem:

DSCN0767[1]

Med sildestykker som agn landede han omkring 14 hornfisk den dag. Så er der noget ved det!

Udover alle de fisk jeg fangede, set over alle 3 dage, ja så tabte jeg også en fin havørred godt over målet helt inde ved stenene på andendagen. De lokale har fortalt at fangst af havørred fra molen ikke er så sjælden endda. Det kan jeg nu nikke genkendende til da jeg på trediedagen så en ung mand lande en havørred fra molen, samme sted som der hvor jeg tabte min.

Til alle familier, børnefamilier og fiskeglade personer kan jeg kun anbefale Sæby Havn og strand-strækningen hen mod, udfor og forbi Hedebo Camping. Der er rigeligt at komme efter!

Knæk & bræk!

Jari

PS: Her er lidt billeder fra de 3 dage, af fisk jeg har været så heldig at fange:

DSCN0745[1]

Ål taget på regnorm, men jeg tog også en del på børsteorm.

DSCN0734[2]

Hornfisk og fjæsing – alle taget på rød/sort blink med hvid bagside.

DSCN0761[1]

 Fladfisk, samt ål og ålekvabbe. Alle taget på børsteorm.

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler