Forord:
Dag 14 -15 og 16 er dedikeret til Green Peace og deres kamp for at beskytte Arktis.
Søen jeg besøger i øjeblikket er umådelig lang. Lige knap 9 km. lang for at være nogenlunde præcis. Mit mål har hele tiden været at fange gedder i søen. Det er ikke lykkedes endnu. De har være på krogen, men blev ikke landet. Derudover er der langt i mellem Danmarks største rovfisk her,. Så de gange jeg har tabt fiskene har det været ekstra pinsomt. Der skal dog nævnes at gedderne er store i søen, så når de endelig hugger er det spændende.
Første dag her, var jeg 10 timer ude i kajak. En, hvad jeg formoder var en sandart, huggede i morgendisen og gav kort efter slip. et par timer senere krogede jeg et eksprestog af en gedde, men tabte også den duel. Efter 8 timer mere uden hug, gav jeg op.
Dag 2 var dagen jeg valgte at sejle fra den ene ende til den anden. Det gjorde jeg så, næsten, lige bortset fra ca. 500 meter. Jeg fangede ikke en eneste fisk på de 9 timer jeg var ude, igen i kajak. Alligevel var denne dag speciel.
En stor havørn valgte det meste af dagen at svæve over søen. På et tidspunkt satte den sig 50 meter fra hvor jeg fiskede. Den bedste fiskepause jeg nogensinde har haft. Sikke en fugl. Da den lettede fulgte en måge den til dørs og virkede, trods nogen irritation for ørnen, lille og ubetydelige i forhold til en af rovfugle-rigets konger.
Efter at have glædet mig overordentligt meget over det dejlige syn, sejlede jeg videre frem til en lille vig. Vandet var mere roligt end ude midt på søen og jeg kunne se flere store finner bevæge sig i overfladen. Vandet i vigen var ikke mere end 30 cm. dybt, så jeg steg ud af kajakken og listede mig hen til fiskene.
Brasen jeg vil skyde til alt fra 3-6 kg. svømmede rundt og “snadrede” i bunden. Trods min tilstedeværelse ænsede de mig ikke. Jeg stod nok stille i 3 kvarter til en time og studerede dem. Der gik ikke længe før de uden frygt, svømmede rundt om mig også. En fed, fed oplevelse! Det var svært ikke at blive begejstret da ingen af dem, stort set, kunne vurderes eller kategoriseres som små.
Der skulle efter sigende være en del sandart i søen. Måske var det derfor at jeg senere på tilbagevejen så store stimer af skaller vende med hovedet nedad. Som om det var dernede der var noget de skulle være opmærksomme på, men jeg ved det ikke. Sjovt så det ud ihvertfald.
Efter 2 dage uden fisk, måtte der ske noget. I dag d. 04-06 skiftede jeg fiskeri efter gedde ud med medefiskeri efter brasen og skalle.
Det gik væsentligt bedre og efter flere skaller og brasen stoppede jeg fiskeriet.
Skallerne vil jeg bruge til sandart og de brasen jeg fik er alle genudsat.
Ha en god dag og tak fordi du læste med!