6 dages pause – med makrel, græskarper og gedder


Jeg har netop afsluttet 6 dages pause fra turen rundt i landet, men det har virkelig været svært at lade fiskestangen stå.

Først tog jeg til Esbjerg havn for at fange makrel, de smager himmelsk når de røges kort tid efter fangst. Derefter fangede jeg et par fine græskarper på majs i en mindre sø mellem Varde og Esbjerg, og her d. 02-08-2014 ville jeg fiske efter gedde i en lille mose nær Varde.

Dagens fangster og oplevelser

Mosen så ud som mange moser gør om sommeren, grødefyldte og spækket til med åkander. Småfiskene sprang flere steder for livet, hvor både store og små gedder kunne ses forlade vandet i lynhurtige angreb, båret ud af deres rette element af sult og kalkulerede, samt fascinerende reaktions-instinkter.

Jeg var sammen med en god vestjysk-ven og vi ville fiske med poppere for at få så meget god visuel action i overfladen som overhoved muligt.

Steffen som denne dags medfisker hedder, var den første der fik kontakt til gedderne. En større gedde huggede hård og dejligt brutalt på popperen 1 meter foran ham. Som mange geddefiskere ved, er de nære hårde takes/hug altid en oplevelse og ovre fra pladsen hvor Steffen lå i flydering, kunne da også høres et stort brøl! “Wooooow! Den huggede lige foran mig, fuck hvor vildt!”

Sætningen ovenover her er sjovt nok den samme selvom man har oplevet det én gang eller 2000 gange. Det kan jeg skrive under på. Stadig en enorm fed oplevelse der får hjertet til at hoppe helt derop hvor halsen slutter.

Kort tid efter var det min tur. En god gedde tog popperen og i overraskelsens moment nåede jeg ikke at reagere. Et nyt kast lå tæt på det første og igen skød gedden sig et par meter fra højre og tog min 12 cm´ers popper voldsomt og hårdt. Jeg gav tilslag og kunne nu endnu engang i mit liv opleve en vidunderlig gedde drømmefight.
Med kamerat i hånden begyndte jeg at kæmpe med gedden. Fisken sprang flere gange ud af vandet og jeg fangede, til dels, et af geddens vilde og desperate forsøg, som det jo er, for at slippe af med krogen:

DSCN1539[1]

På et tidspunkt kunne jeg se at den ville foretage endnu et vildt spring, men denne gang i retning mod mig. Det tog jeg også et billede af:

DSCN1540[1]

Lige lovlig tæt på!

Den smukke gedde blev landet med et kontant og sikkert gællegreb og til dem der ikke har fundet ud af hvad det er endnu, vil jeg forsøge at forklare her:

Stikker man 4 samlede fingre ind bag gællelåget på gedden og lader dem glide på indersiden af denne, uden at få fat i gællerne, kan man nænsomt og forsigtigt holde sin gedde. Man kan sige at man holder gedden som man vil gøre det, på en guitars hals. Dette greb gør også at man kan åbne geddens mund uden gabåbner, som ikke altid er lige god for geddens tænder eller kæber.

DSCN1545[1]

Gedden blev ikke vejet eller målt. Somme tider er det nok at glæde sig over sin fangst uden at sætte centimeter eller meter og vægt på dyret. En smuk fisk sådan en gedde, som jeg i den grad nyder til fulde, både når det kommer til det fantastisk alsidige geddefiskeri og geddens ynde i sig selv.

Steffen fik hurtigt selv en gedde og selv i mindre størrelser er der plads til et foto og et glæde over fangsten, sådan skal det være!

DSCN1553[1]

Efterfølgende fik jeg flere gedder. Ikke store, men de var der og det var nok for mig.

En god gedde huggede på et tidspunkt lige foran mig. Den tog popperen og var kroget kort øjeblik. Jeg så fisken og skød den til 6-7 kg.
Når jeg taber en gedde efter kortvarig krogning, skifter jeg lynhurtigt til en anden farve agn og til noget der ikke svømmer identisk i forhold til den foregående agn. Jeg har oplevet at gedden derved gerne hugger igen, hvorimod at den helst undgår den der lige har været i munden af den. Det virker ofte for mig.

Efter et hurtigt skift fra popper til Hairy Killer, kastede jeg ud igen. En enorm bule kom hen imod fluen og igen lige foran mig, kunne jeg se gedde inhalere min spinflue. Et fantastisk syn! Jeg elsker geddefiskeri!

Gedden var nok engang ikke kroget ordentligt og tabet af fight nummer 2 med det smukke dyr, ærgede mig lidt må jeg indrømme.

En lækker dag med min vestjyske ven Steffen Gaardsholt var slut. Turen som var fremragende og rig på lækre takes/gedde-angreb/hug var ovre, men ikke glemt!

Knæk og bræk!

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler