Småbådsfiskeri i Randers Fjord – en del af dagbogen. (20.07-2015)


DSCN5747

Intro:

Der er et utal af småbådsfiskere i Randers Fjord og for hver af dem, et utal af måder at fiske på, arter at fiske efter, pladser at fiske over og endegrej i farver og størrelser der går ud over den enkelte lystfiskers forstand.

Randers Fjord gør det muligt at fiske efter alt, lige fra gedder over 10 kg. Pighvar større end Hendes Majestæt Dronningens gulvtæpper, til laks og havørreder store nok til at gøre lystfiskere i både Storåen og Karup Å imponerede…

Aborrefiskeriet i Randers Fjord er absolut ikke at forglemme. I den indre Fjord fanges hvert år aborrer over 1,5 kg.

DSCN5748

Vores dag – småbådsfiskeri i Randers Fjord

4-takts motoren brummede stædigt da vi forventningsfulde sejlede mod strømmen. Vi var på vej mod den plads der af de lokale kaldes Stenrevet.
At sommeren skulle være over os, kunne hverken ses eller mærkes i den halvkolde luft, akkopagneret af tunge skyer fra vest.

Havørrederne sprang lystigt ud af vandet tidligere på morgenen, himlen var på det tidspunkt skyfri og jeg sad ved vandkanten med en kop kaffe og drømte om timerne på vandet, nogen tid forude for daværende nutid.

På vandet nærmede vi os pladsen, med blink dørgede vi undervejs i håb om en let fangst. Vi rundede en grøn bøje og en fisk fik min bløde stang til at krumme sammen. Det føltes hverken som en havørred eller hornfisk og jeg var i bund og grund helt på bar bund. Et grønligt skær kom til syne og vi var da klar over at det var en fin makrel. “Op med dig”, makrellen kom indenbors og jeg skulle uden tvivl have røget makrel en af de nærmeste dage. Sådan! God mad sikret!

Blinket kom ud igen og vi rundede endnu en grøn bøje. Bang! Fast fisk. Denne var større, en større makrel. “Fedt nok! Så er der nok til 2!”

Vi troede for alvor at makrel-guderne var med os, men det blev ikke til flere under dagens tur. En lækker sidegevinst var det i høj grad alligevel.
Stenrevet blev affisket gående/vadende og gav en enkelt havørred. Derefter blev der for det meste kun fisket fra båd.
En del hornfisk blev landet under dørgning, men havørrederne ville os ikke.

Vi valgte derfor at sejle ud af Randers Fjord og ud på den åbne kyst, hvor vi fandt nogle tangbevoksede områder og fiskede på yderkanten af dem.
“Yes!”. Jeg vente mig om, Arash havde havørred på”, da havørrederne for tiden gerne går i stimer, havde vi aftalt at den anden skulle kaste ud, så snart en af os havde fisk på, i forsøget på at få flere fisk. Jeg kastede ud og fik i samme øjeblik også havørred på krogen. Vi landede og aflivede begge fisk, der lå på henholdsvis 45 og 47 centimeter og jeg kastede ud igen. Hugget kom prompte, men denne fisk var stor. lige nede foran os stod en god fisk, lige omkring 60-65 cm. skulle jeg gætte. Den lange sorte skygge slog med hovedet et par gange og forsvandt. Selv mit blink synes at hænge lidt med snuden efterfølgende…

Vi fandt flere fisk i store størrelser men de ville kun følge.

Arash havde held med bronze og jeg med sølvfarvede blink. Vi prøvede hver især meget andet, men intet gav det.
På et tidspunkt kastede han indover det tang og stenfyldte område og et kraftig sug forplantede sig i stangen. “Yes”
“Har du fisk?”, spurgte jeg.

“Ja.”

En tung havørred rullede derinde og det sølvfarvede skær, gennemborede den mørke, tangfyldte undergrund.
Fisken tog flere udløb og hver gang vi forsøgte at bedømme størrelsen da den nærmede sig overfladen, dykkede den igen og farede afsted på ny.

Lidt efter lidt blev den dog træt og gled til sidst ind over netrammen.
48 centimeter, men federe end en velnæret søko. Sikken et vidunder!

Mulighederne er mange!

Der er også rig mulighed for at fange fladfisk i og udenfor Randers Fjord fra båd. Et par fine børsteorm og et fladfiske-forfang er alt man skal bruge. Man kan vælge at sætte anker og fiske på den måde, plads efter plads, eller man kan vælge at drive og lade orm og forfang arbejde sig gennem eksempelvis skrænterne af sejlrenden, de mange rene sandbunds-områder udenfor fjorden med flere…

Uanset hvad man vil fiske efter og hvor i Randers Fjord, er det uden tvivl en kæmpe fordel at have en båd. Man kommer hurtigere rundt og kan affiske flere pladser.

Randers Fjord Camping som ligger nærmest/midt imellem og udfor de bedste fiskepladser i Randers Fjord, udlejer både/joller fra 350 kr. pr. dag.

Læs mere om bådudlejning: Klik her…

Køb fiskegrej til Randers Fjord hos Lystfisk.dk

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler