Når andre finder ældre eller gamle sager frem, som de ikke har kunne se formålet med at bruge, for så at sætte det til salg på nettet. Ja, så er vi nogen der ser en ide i, at overtage og vi finder ovenikøbet glæde i den udfordring det kan være, at anvende noget så gammelt, at synlig slitage er en selvfølge og et must.
For ganske nylig købte jeg en gammel fluestang og med den fulgte et gammelt klassisk medehjul/Camo hjul. Tilsammen vejer sættet måske 400-500 gram eller mere.
Jeg skaffede hurtigt en flueline til, baseret ud fra et skøn, klasse-mæssigt, da kun længden stod anført på stangen. Der skulle fanges fisk på det aldrene grej og det kunne ikke gå stærkt nok.
Det er i mine øjne spændende at se, hvad man kan få ud af de ældre fiskeredskaber og endegrejet brugt for mange år siden. Hvorfor skulle det ikke stadig kunne fungere.
At sættet som kostede mig 300 kr. har givet mig lange arme og ømme muskler er en anden sag, bare det at få fisk på noget der er “bygget” før man blev født, er sgu da befriende og inspirerende…
Dag 1.
Jeg ville have mig en ørred. En ørred fra put and take, da åerne endnu ikke er åbne, de vestvendte ihvertfald . En sort flue blev spændt for og jeg var positiv, meget endda. “Jeg skal nok få fisk på det her”, kan jeg huske jeg tænkte.
Min ellers nogenlunde, på ryggraden, indlærte teknik, måtte jeg kaste ad h. til for at fiske med det tunge sæt. Min arm fik sit eget liv og svingede frem og tilbage, som pendulet på et bornholmerur nogen har kastet ned ad en bakke. U-rytmisk og ukontrolleret kastede jeg fluen så langt ud jeg kunne, lod den synke ned et par meter og begyndte lidt efter lidt, at trække ind, i små langsomme ryk
En lille gedde havde set sig sulten på fluen og huggede hårdt dernede i dybet. Jeg var ikke klar over det var en gedde før den viste sig for første gang.
Den var bestemt ikke stor, men den gamle bløde stang gav virkelig efter, så det hele blev utrolig morsomt. En fed fight.
Jeg betragtede den lille gedde og genudsatte vidunderet.
Et par minutter senere var der bud efter fluen igen. Og igen var det en lille gedde. Godt at hverken den ene eller den anden var større end de var, for så havde de sikkert bidt linen over og havde haft en træls flue siddende i kæften.
Jeg stoppede fiskeriet og besluttede mig for at prøve igen dagen efter.
Dag 2
Igen stod jeg ved kanten og spejdede ud over søen. Skulle det være i dag ørreden ville hugge?
Jeg kunne rent faktisk mærke i skulderen, at jeg ikke var vant til at gå med et “fluesæt” i den kaliber, men piberiet forblev gemt indeni, for fisk skulle jeg fange og det skulle være på min gamle – nye stang.
Jeg kan egentlig ikke huske hvor mange kast jeg foretog før fisken huggede, men jeg husker tydeligt hvordan den tog fluen.
En gudesmuk bækørred havde fulgt den helt ind til kanten og med et par små ryk i stangen fik jeg fluen til at hoppe foran den, hvorefter den åbnede sit enorme gab og indhalerede den “stakkels” lille, fiktive, sorte flue.
Jeg gav prompte modhug og kunne bare stå og se til, alt imens bækørreden fløj ud af vandet ruskende med hovedet, indtil den blev vandgående igen med et plask.
“Feeeeeedt!” var det eneste jeg kunne fremstamme.
Et spring mere og nogle udløb som fik den bløde stangspids til at bøje kraftigt, fik kun humøret højere mod sky.
Jeg ved ikke om der er en fiske-mæssig fordel i at købe gammelt, men vil man gerne forny sig, kan man godt købe gammelt og lære nyt.