Et lille åbent land. Et åbent Europa.
– Danmark – landet i gæstfrihedens hule hånd og et dele-gen i rette ånd!? –
Vi har åbnet vore grænser, vi elsker at dele og dem der i vores land ikke vil deltage i ”deleriet”, ses ofte på med skæve og dømmende øjne.
Mange er blevet opmærksomme på, at vore vande kan tømmes. Hvis verdenshavene kan tømmes eller fiskebestanden drastisk nedsættes deri, så kan vores lille lands små søer, åer og fjorde det så sandelig også.
Både vi danskere og de udenlandske besøgende i vores land, nyder godt af Danmarks fiskevande. Der tales om bærdygtigt fiskeri og catch & release som aldrig før. Alle ønsker at fange fisk. Alle ønsker at der gennem hele deres liv bliver ved med at være den store bestand af fisk som her er i nuet, samt den spændende artsrigdom DK´s vande indeholder.
Ansvaret for fremtiden ligger i vores hænder. Men hvordan skal vi tage fat om det enorme ansvar det er at bibeholde og opretholde en god bestand af fisk? Ovenikøbet til et stadigt stigende indbyggertal der udgør flere kulturer og etniciteter som opfatter fiskeriet forskelligt og som måske, ser mere på fiskeriet som en måde at skaffe mad på, frem for en sund og for naturen, fremtiden og fiskebestanden bæredygtig hobby.
En hobby der giver lækkert mad på bordet i ny og næ, men hvor fangsterne hjemtages i moderat omfang.
Flere kontrollører! Mere opsyn! Østeuropæerne og tyskerne tager alt de kan få fingrene i! Alle udlændinge skider på mindstemål og har ingen moral!
Mange ord og sætninger som de ovenstående kan ofte høres fra danske lystfiskere ude ved vandet eller læses på eksempelvis diverse facebook-grupper på nettet.
Efter mere end 350 fisketure i flere forskellige fiskevande end jeg kan huske, fra den 20 april 2013 til datoen i dag d. 01-08-2014. samt mine i alt 30 år med fiskeriet som hoved-hobby, vil jeg tilføje følgende personlige oplevelser og holdninger til den i forvejen minerede debat-mark, hvor flere har oplevet at træde på en eksploderende mine, bestående af mennesker der ikke vil høre eller se sandheden, og derfor hurtigt har forkastet facts og derefter kastet med både racismekort og beskyldninger om et lukket sind udenfor de uskrevne danske standarter.
Mere kontrol? Og mere bæredygtigt fiskeri:
Har vi for lidt kontrollører når det kommer til vores tyske naboer generelt?
Hvis en regel er opsat og fulgt til dørs, håndhævet og hvis overtrådt, straffet, i eget land og hvis befolkningen og ordensmagten i nabolandet viser ligegyldighed over for samme regel i deres land, så er ansvaret ude af sind og uden betydning.
En af mine barndomssøer- Karlsgårde Sø, har altid været hårdt fisket. Dette før østeuropæerne kom til landet i stor stil som de gør det nu.
Det var og er stadig ofte tyskere der mener at seks gedder fanget, uanset størrelse, er seks gedder i fryseren.
Spoler jeg frem til mine indtil videre 2 måneders rundtur i Jylland, kan jeg konkludere følgende:
Flere tyskere har fået øjnene op for det skrøbelige, sårbare og delikate i vort lille lands fiskevande. Men mange udnytter til stadighed den manglende kontrol for reglerne vi gennem tiderne har opsat for at skåne fiskebestandene.
Fordi de kan!
En tysker fortalte mig at han i sine 40 år som gæstende lystfisker i Danmark, ikke på noget tidspunkt var blevet bedt om at vise fisketegn. Vennen der stod ved siden af nikkede genkendende og pegede ned på 3 andre tyskere der som de og jeg selv, stod ved havnen i Hvide Sande for at fange hornfisk. Han sagde, ”Prøv at se! De 3 der står og fanger hornfiskene med deres sildeforfang, uden at kroge en eneste hornfisk i munden. Jeg forstår ikke at der ikke er nogen af jer danskere der siger noget til dem, eller at i generelt ikke har kontrol med den slags.”
Tyskerne er dem der fisker mest i vores land og har gjort det længst, hvis vi ser på folk udefra. De fleste er madfiskere og mange tager havørred under målet med hjem, forfodrer i put & take søerne, dræber stør der skal genudsættes, ryg-kroger hornfiskene, tager undermålere når det kommer til sej og torsk, fisker uden tegn, dræber alle gedder med flere, i selv vores små søer med i forvejen få individer i osv..
“Hvorfor gør de det!?”
“Fordi de kan!”
“Ja gu fanden skal vi have mere kontrol!”
Men..
Åbner vi for debat-posen skal alt jo endevendes og alt skal kontrolleres. Erhvervsfiskere, fritidsfiskere og lystfiskere med flere og det koster jo penge.
Vi er ikke alle politikere men ja, en vinkel er vel at bødekassen, hvis der ellers er nogen til at udskrive bøderne, kan finansiere flere kontrollører.
Der er en milliard løsninger og forslag i den åbne kasse som ingen af de egentlige politikere kigger ned i.
Vi er mange lystfiskere der råber helt nede fra jorden, hvor de der aldrig har rørt den, ikke kan høre os.
Højt oppe sidder de og mener at have overblikket over situationen, som de intet kender til.
Der er mange problemer i verden og mange alvorlige. Så hvordan kan vi skabe fokus på kontrollen af vore fiskevande, hvis den da er nødvendig. Ikke alle er enige i den sag.
Det er eget ansvar siger nogen, hvert enkelt lystfisker må vurdere og kæmpe med egen moral. Jamen nu hvor det er folk udefra der hamstrer, så skal reglerne da tages op!
– Et lille frit land uden kontrol, er et slaraffenland for den grådige trold! –
Østeuropæere og tyskere går debatten på. Hvem gør hvad? Ved de egentligt at der er regler for fiskeriet her i landet, hvem har oplyst dem? Hvis de er oplyst – hvorfor er de så ligeglade?
Mere kontrol og danske lystfiskere som tør stå sammen:
En god kammerat fik en på hovedet en dag han stod ved havnen og ville fiske. En tysker slog ham fordi han mente at det var hans plads. Tyskeren havde 2 andre venner med sig og herren der blev slået kunne intet andet stille op end at ringe til politiet. Det viste sig at ingen af de 3 tyske mænd havde fisketegn. Dette var i maj, 2014.
Har vi været for passive, så flere gæster i vores land tror de kan tillade sig alt? Måske skulle vi pege ud hvad vi ser. Det gør jeg.
Fortæl den ”uoplyste gæst” at man ikke må pilke/rygkroge, at de ikke ejer førsteret eller sær-ret, at fisken de har på skal genudsættes da den er under målet, fortæl dem – at vi ser hvad de laver og at vi ikke er ligeglade. Vis det!
Uanset hvor de gæstende lystfiskere kommer fra, så gør dem opmærksomme på at det de foretager sig ikke er i orden, når det ikke er det, vel at mærke.
Stå sammen og bak op om hinanden, indtil videre er der ikke mange, hvis nogen politikere, der kigger ned og tager fat i eller finder en løsning til os. Dette er en sag hvor vi selv kan gøre den forskel. Vi kan informere, informere og informere, lystfisker til lystfisker.
En konfrontation er for mange ubehagelig, men – vi siger generelt for lidt fra herhjemme. Så lad os da starte her?
Fakta er at der ikke er kontrollører nok lige nu, og at der nok heller ikke kommer det lige foreløbigt.
Hvad mener I? Emnet er stort og da jeg ikke er ude på at skrive en bog – stopper jeg her.