Lørdag den 1/3 -2014
En utrolig stille morgen hvor tågen hang tæt over land. Ikke en vind rørte sig. Dagen som bare i tankerne ville blive perfekt.
Vel ankommet til søen fik vi hilst på vores nye fiskemakker. Han skulle endelig ud og prøve fluefiskeriets glæder.
Morgenrutinen med betaling og tilrigning var hurtigt overstået…… Næsten….
Hvor faen var min flueæske?? Godt nok er min lille bil en grejæske på hjul så muligheden for at blive væk er stor for en lille æske med fluer.
En intens søgen under forsæderne, frembragte 4 lightere, en termokop, min priest jeg ellers havde afskrevet og regningen på grejet fra mit sidste besøg i Grejbiksen i Albæk. Flueæsken var og blev væk.
Cats Whisker i gul/hvid, Resenbrofluen, sort wolly bugger med pink hackle og alle zonkerne… mine favorit mønstre på denne tid af året, lå i den æske.
Jo jeg havde mange andre fluer, med ovennævnte har været trofaste makkere gennem hele vinteren.
Til alt held fandt jeg et hackle løst eksemplar af en gul Cats Whisker i bunden af tasken. Huskede hvorfor den lå der. 5 fisk havde gnavet den i stykker på de sidste 2 ture, så den havde udtjent sin værnepligt.
Nu blev den så genindkaldt til 4 timers tjeneste til.
Da jeg er i gang med 3 kast, ser jeg ud af øjenkrogen en af de andre i baglæns løb op ad græsplænen med flex på klingen. Seriøst flex på klingen faktisk. I 15 sekunder, indtil stilheden brydes af et højt PIIIS… den spyttede fluen ud…
Spottende tilråb måtte der til, naturligvis med et blink i øjet. Alt imens jeg står og råber, får jeg en kontant opstramning. Fast fisk og den er stor… Udløbet den tager, fortæller mig at den er større…
Selvfølgelig kommer tilråbende retur, at jeg lige så godt kan slippe den fri med det samme, for jeg taber den alligevel…
Ikke om jeg skulle tabe den her. Mit umiddelbare gæt er 4+ og muligvis større. Kampen går frem og tilbage. Efter 5 minutter har jeg stadig ikke set fisken. Kun nogle alvorlige hvirvler i overfladen.
Min arm begynder så småt at syre til og min albue er heller ikke helt tilfreds med situationen.
Endelig kommer fisken op for en meget kort bemærkning og jeg må nedjustere mine forventninger. Jeg så ikke hele fisken, men i mit stille sind erkendte jeg at det nok kun var en vildbasse på 3 kg.
Den tager endnu et seriøst udløb for at vise mig hvem der bestemmer. Dog overgiver jeg mig ikke. 10-15 meter udløb for en put ørred er faktisk småseriøst når vi efterhånden har bokset frem og tilbage i 10 minutter.
Min albue blev ikke mere tilfreds med situationen som tiden gik, så jeg fik truffet en, for fisken, drømme-beslutning . Jeg giver bremsen på fluehjulet 2 klik, hvilket er nok. Da fisken tager det sidste udløb, har fluen sluppet sit greb og den får sin frihed.
En tom fornemmelse breder sig hurtigt i mig. Fuuuuuuck….
En fisk jeg sent vil glemme. Den kæmpede fantastisk og har helt sikkert fortjent friheden “lidt endnu.”
Med oprejst pande får jeg kørt linen på hjulet, lægger stangen på en bænk og begiver mig op efter kaffen og morgenmaden.
De andre gloede, men sagde ikke noget direkte til mig. Lige der, var spottende tilråb ikke ønskværdige.
Til trods for at fisken vandt, sidder jeg tilbage med fornemmelsen af en fed lang fight, med en fisk i utrolig kondition, som jeg aldrig fik set rigtigt.
Brian