Fascination – rovfisk i farvandet!


At tiltrække, at fascinere!?

De mange rovfisk i både salt, brak og ferskvand virker nærmest dragende på mange af os lystfiskere.
Rovdyr mod rovdyr, dog ikke i en helt fair kamp, taget hjerne, overblik og generel tankeevne med i jagten eller ”duellen” mellem menneske og fisk.
Vi jager og med intelligensen får vi rovfisken vi vil fange, til at jage – for at fange. Et interessant lille scenarie – sætter man det hudløst ærligt op.

Jagten på rovfiskene genererer alligevel kuldegysninger og et ekstremt euforisk-spændings-rystende drama, helt inde i kernen af vores kroppe. Det kan intelligensen hverken kontrollere eller opfinde et modtræk til – heldigvis.

Synet af en stor rovfisk der vender lige foran fødderne på os, kun få centimeter fra at have indhaleret vores, med hjertet og erfaringen, valgte agn, kan glæde enormt meget og samtidig ærgre flere timer, ja endda dage eller år efter oplevelsen.

Et sammenspil mellem naturens rovfisk og os mennesker er sat i scene og måske, alt afhængt af personen der oplever, en erindring placeret i hylden, evigt minde…

De fleste fisk i Danmark er rovfisk. De jager for at leve. Evnen til at præcisere hver eneste fangstmetode til hver eneste art, er tæt på en kunstform. Vi elsker at bryde vore hjerner med strategier og planer for hvor, hvornår og hvordan den næste fisk skal fanges.

På grund af det faktum, at vi egentlig har fundet koden, knækket den og gentagne gange fået bekræftet dens ægthed og funktionalitet, er vejen der leder til kedsomhed og ensformig repetition, for nogen af os, kort.
Vi skifter hurtigt spor, agn og udstyr for at finde en ny vinkel og derved fodrer vi os selv med nye udfordringer, nye før-tur-opdigtede drømme og nye selvsøgte eventyr.

Vi – intelligente rovdyr – er gode til at underholde os selv imens jagten på rovfiskene står på, før og efter.

Vores fantasi er vores allierede og naturen et wilderness til at realisere den i.

Fascinationen af rovfiskene tør jeg næsten sige også kommer sig af fascinationen af os selv.

Vi må dog huske på, at fiskene ikke leger med for sjov, men for at overleve. Det er os der leger med deres liv og med forkert behandling af en fanget fisk, har vi sat hele dennes jagtgrundlag og overlevelses-mekanisme i fare. Vi har magten til at ødelægge funktionaliteten og dermed fiskens eksistensgrundlag.

Når nu vi er så gode til at sætte os i vores byttes sted, må vi også være opmærksomme på deres svagheder og respektere dem som var de vor egne.

Glædelig jul!

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler