Vandets raslen henover strygene i det lille lokale vandløb kunne høres under morgendisen.
Bækørrederne var der, det vidste vi.
Som så ofte før havde vi haft succes på denne tid af døgnet.
Vores kobberspinnere glitrede mere og mere jo højere solen rejste sig på himlen.
Efter en kop kaffe og et stykke dagmartærte var vi klar til at udfordre bækørrederne, der hugvillige og fightende altid leger med på det stykke af åen vi skulle affiske.
Under et halvtag af træer satte jeg dagens fjerde kast ud. En bølge rejste sig en meter bag spinneren, bækørreden var presset af det lave vand men fulgte efter indtil godt 3 meter fra mig før hugget faldte. en 500-600 grams bækker sprællede kraftigt i overfladen og krogen faldt ud.
Vi fiskede videre ud på et åbent område. Lyden af børn der hyggede sig og legede kunne høres fra skolen længere oppe ad åen.
En kvindelig cyklist kiggede nysgerrigt på os og stoppede op da hun så min gamle ven og fiskebuddy med ørred på spinneren.
Med store øjne så hun til mens fisken blev nettet og fotograferet.
Da fisken røg tilbage i vandet og hun havde fået lidt at vide omkring fiskens art med mere, satte vores kvindelige tilskuer sig tilbage på sadlen og cyklede videre.
Dette er charmen ved at fiske omkring beboelse.
Der skulle ikke gå lang før jeg også fik gevinst. En fin lille ørred havde taget min spinner. Efter en kort fight kunne jeg lande denne lille skønhed:
Ørrederne ville os igen på vores favoritstrækning og vanen tro skulle jeg miste en stor fisk atter en gang.
Jeg havde fundet mig et lille hul under et træ, der på grund af en knækket gren der hang ned i vandet, havde lavet en mindre grødebanke hvor en bækørred evt. kunne søge ly under.
Spinneren blev serveret opstrøms 2 meter fra pladsen og trukket forsigtigt forbi “hulen”.
Jeg ved ikke om det er fordi det er alt for lang tid siden jeg har fisket i åen, men jeg var ikke forberedt på det der derefter skete.
En meget stor bækker kom ud fra sit skjul og indhalerede spinneren. I langsom gengivelse ser jeg stadigt et stort hoved lave “the magic shake” frem og tilbage for at slippe for spinnerens kroge. Istedet for at give modhug stirrede jeg bare ned på fisken. Krogen var i munden, det eneste jeg skulle gøre var at sætte den.
Omkring 1,5 kg havde fisken vejet og da den var i overfladen da det hele skete før krogen røg ud, kunne jeg se hele herligheden.
Jeg er god til at miste pæne fisk! Ikke den fedeste evne at kunne prale med.
Min makker (Kim) fik igen hug og fik landet sin anden ørred, denne gang en meget pæn hanfisk.
Jeg skriver så ofte om det at fange fisk og nogengange mister jeg sgu helt lysten til at fiske. Fisk mig her og fisk mig der.
Men denne dag ved åen, bare med en kasse spinnere i lommen, et par gummistøvler, en go ven og et par pragteksemplarer af en af naturens fineste skabninger, har fået overwritet følelsen af at være “overfisket”.
Det var her jeg startede fiskeriet og de små vandløb kan stadig konkurrere med alt hvad der ellers er at byde på af lystfiskervande rundt om i Danmark.
Ægte uberørte og undervurderede mikro vandløb kan virkelig hive mennesket der vover sig dertil, ind i deres kompakte og skrøbelige verden så man føler at man er en del af hver eneste bevægelse og lyd der kommer derfra.
Jeg har fundet nyt benzin og står ude ved denne å og tanker op igen når jeg har glemt hvad fiskeri gør for mig.
Lad os passe godt på vores allesammens små vandløb.
Ps: Tak for en vanvittig hyggelig tur til Kim fra Varde – forslaget om at vende tilbage til rødderne var dit og jeg er glad for at du lagde den på bordet