Ude i regnen stod vi alle tre. Den milde vinter havde både været fattig på sne og frostgrader.
Det var kun regnen der mindede os om, at nogle årstider opfører sig som de plejer. Kun nogle få tørre småpletter under de tykkeste grene på et nærtstående egetræ, var uberørte af de tusinde dråber der konstant gjorde vores tøj mere og mere gennemblødt.
Bækken havde taget til i strømhastighed og for at komme ned til bækørrederne skulle der større spinnere op af grejæsken. Valget fra min side faldt på en str. 3 kobberspinner med orange krop, en god farvekombination i al slags vejr til de rødprikkede brunlige bækørreder.
Jeg kunne skimte en krusning der hverken var forsaget af grøden, der med bølgende arme slyngede sig med svingets kraftige strøm og derved dannede hvirvler i overfladen eller den store sten der med beskyttende stamina, stod fast og skærmede for en træt, sky eller på lur stående ørred.
Spinneren blev kastet opstrøms mod stedet hvor jeg mente bækørreden stod og jeg spinnede ind i et tempo der kun lige tillod mig at have kontakt til spinneren uden at forcere.
Kontant tog ørreden spinneren og sprællede tungt for at komme fri i overfladen. Jeg nåede lige at vende mig om for at sige, ”så er der bækørred”, før linen igen blev slap.
Jeg rullede slukøret spinneren ind og måtte vente med at glæde mig over atter at holde en dansk Brown Trout i hånden til kort beundring, før den skulle få sin frihed igen.
Vi fortsatte alle 3 opstrøms. Flere klassiske bækørred-standpladser blev affisket før jeg fik kontakt til næste fisk.
Et dybt hul med stillestående vand, lige før et mindre sving, så yderst tiltalende ud. Rødderne fra et buskads hang ca. 40-50 centimeter ud over hullet. Det perfekte skjulested for en bækørred.
Efter flere kast uden hug kunne jeg mærke stædigheden blusse op. ”Der skal være fisk her!”, mumlede jeg til mig selv. Kast efter kast blev lagt ud i svinget bag hullet for ikke at plaske og skræmme den ørred jeg absolut mente stod dernede. Efter at have kastet mere end 10 gange – ud i svinget – trække spinneren i, hen og over hullet, huggede den. Som lynet ud af en klar himmel.
Stangen stod i en sammenkrummet bue og fisken viste sig stærk. En bækørred kom til syne og efter en forholdsvis kort fight fik jeg endelig lov til at holde en gyldenbrun skønhed i hånden igen. Herligt!
”Tilbage med dig..”
Jeg glædede mig meget over fangsten og kan dårligt sammenligne tilfredsheden med andet, uden at komme ind på 4 ben, menneskeskabte abelyde og en slukket lampe.
Efter nogen tid begyndte de andre også at lande fisk. Deres lange stænger overmatchede hurtigt de mindre bækkere og efter huggene faldt, var fiskene hurtigt inde og ude igen..
Jeg fik pludseligt selv hug. Igen bøjede min stang kraftigt. Fisken slog tungt med hovedet og ville intet andet end væk fra mig og fri af min krog. Ingen overraskelse der..
Jeg fik omsider kanet en fin bækørred ind, sagt goddag, og genudsatte derefter dyret igen.
Ovenstående oplevelse er fra d. 23-04-2014
Bækørredfiskeriet i de små bække og mindre åer er næsten altid en oplevelse. Naturen opleves på tæt hold som ved så mange andre fiskesteder/fiskeformer/fiskemuligheder.. Men.. I de små vandløb er intensiteten og kontakten til fisken anderledes. Ørrederne her er mere sky. De har ikke et utal af dybe huller de kan stå i eller metervis af å-bredde de kan søge tilflugt i, så når en lystfisker kommer forbi er det ofte et spørgsmål om, hvad eller hvem der ser hvem eller hvad først.
Min lille UL-stang (ultra lette stang) jeg brugte på dagen, er det perfekte våben til snigeriet man ofte er nød til at udføre til perfektion for at komme tæt på bækørreden i de små vandløb. Ikke nok med det, ja så føles hver mindre fisk som en større eller stor. Oplevelsen af fighten står pludseligt mål med den af en stor fisk på stort eller større grej.
Hvis det ultra lette fiskeri tiltaler dig, kan jeg anbefale at læse mere herom på www.ulfisk.dk – en side med ”lette” tilbøjeligheder til at fange fisk 😉
Jari