Eumer Spintube Slow Sink (35 gram) – årets geddeagn
Jeg har i mange år ledt efter en geddeagn jeg kunne fiske med overalt, på dybt vand, på lavt vand, mellem siv og åkander. Det var også vigtigt for mig at finde en agn, som generelt kun lokkede de store gedder frem.
Der er måske nogle der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at finde sådan en agn, men jeg kan kun sige, at jeg gennem de sidste 2,5 års fiskeri med det finske vidunder, Eumer Spintube, har oplevevet netop dette.
Jeg faldt egentlig over fluen ved et tilfælde, en kammerat havde fået fingre i et par stykker og gav mig en af dem. Resten af historie.
I dag ejer jeg lidt over 40 stk. og er vanvittig glad for hver og én.
Hvorfor?
Med Eumer spinfluen, en flue til spinnestangen, kan man ved at løfte stangen, fiske helt oppe i overfladen under indspinningen og imitere både en snog, frø, fugl eller mus og rotte. Denne måde at fiske med spinfluen på, er mest givtig om sommeren, hvor gedderne gerne går til overfladen for at tage føde til sig.
I vinterperioden lader man fluen synke til bunden og i små langsomme ryk, lade dennes lange og bevægelige hale, arbejde for sig og lokke storgedden til hug i dybet.
Nede ved bunden kan gedden se fluen som en krebs, en ål, en frø eller evt. lampret. Alle gode gedde-fødeemner.
Eumer Spintube kan fiskes over åkander, mellem siv og i tætpakket grøde. Den kraftige, men bevægelige hale sørger for, at holde enkeltkrogen fri, (enkeltkrog og stålforfang følger med) så gedden kan kroges.
Det er iøvrigt muligt at kaste langt med fluen som den er, også selvom den ikke er våd.
Muligheden for at fiske både hurtigt og langsomt med fluen, uanset om den er omgivet af grøde, siv eller åkander, gør den ganske unik.
Det at man også kan fiske med spinfluen langsomt glidende over døde grene og levende stærke rødder på bunden af sø og mose gør, at selv den mest dovne storgedde ikke kan dy sig.
Farverne og modellerne
Eumer Spintube fås i mange forskellige varianter. Man kan få flashfluer, disco, fluer bundet på hår, synkende, flydende og det der svarer til intermediate, i dette tilfælde – meget langsomt synkende.
Enorm holdbarhed
Eumer Spintubes er lavet af vanvittigt stærke materialer. Det lykkedes mig i 2014 og fange over 100 gedder på én flue før den gik i stykker, d.v.s. den manglede lidt hår. Det er dog ikke altid man er så heldig, men generelt taler vi plus 50 gedder pr. flue.
Fordi materialet er godt og dem der binder dem ved hvad de laver. Derudover er der ikke at forglemme det faktum som er, at fluerne er rørfluer. Det betyder at spintuben ofte/næsten altid, ryger op ad forfanget og væk fra geddens mund efter krogning. Man har derfor en agn til gedderne, langt ud i fremtiden.
2016
Jeg skal være helt ærlig, jeg har ikke fisket så meget efter gedder i 2016, men…
De gange jeg har været ude, har det givet godt, og typisk ret store fisk. Vores fotograf på Camping og Fiskeri, Irena, har været med mig ude 3 gange efter gedder. 2 af gangene fik hun en gedde over 10 kg. Den ene gang på en discofarve: Grøn/gul og den anden gang, en grøn flue – bundet med hår, med sølvglimmer/flash-hale. Hendes første 2 gedder over 10 kg. iøvrigt.
Det “sjove” var vel egentlig, at hun ofte før havde fisket i den ene sø, men aldrig fanget en gedde over 2 kg. deri. Og den anden sø, havde hun aldrig besøgt før – fakta der taler for sig selv.
Jeg har selv oplevet lignende, dette fra stort set første gang jeg affiskede flere geddesøer og moser med fluen. Søer jeg alle før har affisket uden synderligt held.
Sort/orange/gul – (Tyskeren), er og bliver min favorit, men også disco-fluen i billedet herunder og som Irena´s gedde øverst i anmeldelsen har i munden, er sublim til storgedderne.
Den største gedde jeg har taget på en Eumer Spintube, 35 gram slow sink – vejede 12,5 kg. og målte 118 cm. Irenas, største indtil videre, vejede 11,2 kg.
Eumer Spintube er – så – uhyre – effektiv – til de store gedder!
Hvor kan den købes?
Mulighed 1 – Jylland og online:
Jeg anbefaler at man støtter lystfisk.dk i Randers i denne henseende. Butikken går meget op i geddefiskeri, gundet egen interesse i fiskeriet.
Området omkring Gudenåen og Randers, indre Fjord, er hjemsted for nogle kolosale gedder, og tiltrækker hvert år mange geddefiskere fra nær og fjern. De, butikken, forsøger derfor, så vidt muligt, at dække geddefiskerens behov, ved at købe nyt og spændende grej hjem regelmæssigt.
Hvis man vil købe Eumer Spintube online hos lystfisk.dk, kan man gøre det her:
Link: Lystfisk.dk – Eumer Spintube
Mulighed 2 – Sjælland og online:
Jeg anbefaler at man støtter fiskegrej.dk/Sport Dres i København, da de alle dage har støttet geddefiskeriet på Sjælland. De er medarrangører af spændende geddekonkurrencer/oplevelser, og også i denne butik, er man dedikeret til geddefiskeriet og det selv at stå ved geddevandet.
Hvis man vil købe Eumer Spintube online hos fiskegrej.dk, kan man gøre det her:
Link: Fiskegrej.dk – Eumer Spintube Disco
Link: Fiskegrej.dk – Eumer Spintube Pike (hår)