Jeg fik lige lyst til at dele en af mine mange ture til en fantastisk lille sø tæt på Sorø. Historien her er fra 2007, men håber alligevel at i vil tage med ud for at fiske efter store spejlkarper.
Det er 3 år siden jeg sidst var ude for at besøge søen, så ved faktisk ikke om der stadig er stor karper i den eller om de er bukket under for de hårde vintre eller blevet flyttet til en anden sø.
God fornøjelse
Teltet var pakket. Jeg havde sgu brug for en dag alene. Det var en af de dage hvor chefen endnu engang havde vist sig fra sin dårlige side og jeg igen havde svaret på tiltale. Humøret havde jeg båret udenpå tøjet hele vejen hjem og kæresten fik også lige en lille en med på vejen.
Jeg havde ikke overskud til at forklare men fortalte hende kort, at jeg havde haft en dårlig dag og jeg var ked af mit udbrud.
Stangen blev i arrigskab over min unødvendige snerren af kvinden jeg elskede kastet ind i bilen. En dåse majs fra skabet kom i lommen og jeg fandt de absolut mindste kroge jeg kunne finde frem.
Jeg skulle ud og finde ro og det måtte gerne være nu!
Jeg tog nogen gange ud til den lille sø for at koble af, men så sandelig også for at fange de enorme spejlkarper der huserede i søen, hvor den største vejede over 15 kg. og de resterende lige fra 3 kg. op til 11 kg. Det kan man naturligvis stille spørgsmålstegn ved. Men da karperne om sommeren står i en stor gruppe i denne sø, kan jeg fortælle at måden jeg fisker på, gør at jeg kan udvælge hvilken karpe jeg vil fange
og jeg efterhånden har fanget dem alle. Jeg ved at den anden største vejede 11,1 kg. sidst jeg fangede den og den største 15,7 kg.
Dapping som er min favorit fiskemetode efter karpe i søen, betyder egentligt: At sætte en krog med agn let/forsigtigt i vandet. Man kaster i og for sig ikke ud. Men placerer krog og agn lige der hvor fisken er eller hvor man tror den er på vej hen.
Den lille sø ved kongskilde er ret mudret i bunden. Man synker i, men jeg har fundet en rute man kan gå, med shorts eller vaders alt afhængigt af hvor primitiv man har lyst til at være.
Det jeg gjorde denne dag var ikke forskelligt fra de andre dage jeg havde taget afsted. Men det lykkedes mig af en eller anden årsag at kroge både den største og den andenstørste karpe i søen på samme dag, hvilket ikke havde lykkedes for mig før.
Teltet var slået op og karperne legede og græssede kun 50 meter fra mig
Den store pil viser hvor karperne legede, den lille pil tættest på teltet viser hvor jeg gik ud for at fiske og den mellemste pil viser grænsen hvortil karperne svømmede og vendte for at vende tilbage til legen.
Fiskeriet efter karpe kunne begynde
Jeg havde en almindelig 0.25 line på hjulet og havde rigget til med krog og majs. Jeg gik ned mod vandet og kunne med det samme mærke alle instinkter komme til live. Alt blev stille og øjnene blev hurtigt vænnet til at se alt under overfladen. Ørene blev foldet ud og kunne høre vandet der blev skubbet til side af iltre tykke fisk, der skar en lang rille i overfladen med deres høje brede rygge og rygfinner.
En lille fugl satte sig på en af de få nøgne grene og begyndte at synge højt. På den anden side af søen havde en anden fugl hørt de muntre toner og svarede igen. Jeg selv havde fået øje på stimen derude. De gik og “græssede” sammen.
Jeg tog meget små skridt på min vej hen til de mange karper. Det var meningen at jeg som så mange gange før skulle liste mig helt hen til dem og bare stå stille som et træ, indtil jeg havde udset mig den største fisk.
En karpe der havde fået nok af sammenholdet for en stund kiggede forbi, da jeg kun var 10 meter fra flokken hvor de største var imellem. Denne var vel oppe mod de 8 kg. og jeg følte mig så enormt fristet til at sætte majsen foran den. I 5 minutter stod den stille og sugede til sig fra bunden. Den ænsede ikke engang mine fødder og mine ligblege ben og suttede lige hen over mine fødder. Jeg ved ikke om det smagte men jeg havde ihvertfald svært ved ikke at reagere. Det gav et lille gib i mig og fisken agererede prompte med et haleslag og væk i en sky af bund, grøde og skæl var den.
Jeg kiggede bekymret over mod stimen, men de havde intet bemærket. “Pyha”, tænkte jeg og fortsatte med at snige mig ind på dem. Nu havde jeg bøjet mig ned og satte tempoet helt ned til – snegl-kilometer i timen -. Jeg kunne nemt se dem. De var 12 stykker og alle 10+erne var samlet. Som de stod der i det lave vand, var det nemt at se den aller største. Ryggen mindede om en pukkelhvals og skød ihvertfald 10 cm over de andres.
Jeg var nu helt oppe ved dem. Jeg drejede øjnene uden at dreje hovedet over mod min majs. Skulle lige checke om den sad som den skulle. Det gjorde den. Jeg stod helt stille atter en gang. Men denne gang i 15-20 minutter. Karperne dansede rundt mellem hinanden. Halefinner og sidefinner blafrede nede i vandet, alle sammen for at holde balancen når de kastede sig fra højre til venstre, for at støvsuge lækre småpartikler, skaldyr og andet lækkert op fra bunden. Vandet var krystalklart og jeg mener ikke at have set et smukkere syn, nogensinde!
Åkande-stængler og diverse andre vandplanter blev leget rundt om og inde imellem, når ædegildet skulle haves en pause fra. Overfladen blev pisket til skum når de inde over de lavvandede områder jagede hinanden rundt og jeg stod som heldig tilskuer i midten af det hele.
Jeg havde dog min fokus på hvalryggen. Selvom den flere gang havde været lige under min stangspids havde jeg ikke lagt majsen. Det føltes ikke som de rigtige tidspunkter. Hvorfor kan jeg ikke forklare.
Endelig var den der hvor jeg gerne ville have den. Bøjlen som jeg forlængst havde slået fra for at sætte linen på fingeren skulle jeg ikke tænke på. Alt skulle foregå i stealth-mode. Jeg firede majsen ned ca. 20 cm fra den store karpe og var beredt på at vente.
Det skulle jeg bare ikke. Den sugede majsen ind og jeg gav øjeblikkeligt modhug. Da jeg krogede den rejste den af, ud mod det dybe (bagenden af store pil på billedet ovenover) Jeg havde egentligt frygtet at den ville tage retningen mod det hav af åkander der på denne årstid, havde bredt sig ud over denne del af søen.
Det gjorde den så også lige efter turen ud mod det dybe og tog 30 meter line med sige sidelæns ind mellem de hårdføre planter.
Jeg stod nu fem meter til venstre for spidsen af den store pil og karpen var gået ind 3 meter over den store pil på billedet. Linen buede sig ind mod åkander og grødebanker og jeg forsøgte at komme over til min fisk for at ligge direkte pres. Det var ikke engang til at sige om den stadig var på.
Jeg kom hurtigt over til stedet hvor kæmpen havde taget linen med ind og kunne se stedet inde i midten hvor den havde kæmpet for at komme fri. Alt var ødelagt i en radius af 1-2 meter. Karpen var væk og kun krogen sad tilbage i et åkandeblad.
De andre karper havde naturligvis lettet fra stedet hvor de i starten stod, i chok over den stores voldsomme spurt, så jeg måtte nu vente på at de kom tilbage.
Ventetiden var det hele værd.
Der gik vel 40 minutter på uret før de første kom tilbage. Kort efter kom resten inklusiv den store der dog holdte sig en tand længere væk fra hvor jeg stod end de andre. Igen var vi alle sammen samlet, 12 store og smukke spejlkarper og en mandsperson der opførte sig som træ med hurtigt bankende hjerte.
Jeg havde udset mig nummer to og satte majsen. Jeg kastede yderligere en håndfuld “lokkemajs” ud, for at få alle med på legen skulle denne ikke tage min agn. Jeg kunne se munden ryge ind og ud på fisken og fulgte karpen roligt med øjnene. Den guffede lidt af mine lokkemajs sammen med de andre og vendte så efter min majs. Jeg så egentligt først at den rystede kraftigt med hovedet før jeg fattede at den var kroget. Beslutningen om at løbe rundt i vandet for at få denne ind var taget. Jeg ville ikke miste to store fisk samme dag.
De andre karper skød afsted og jeg stod nu alene med søens andenstørste spejlkarpe. Fisken gik direkte ind i åkanderne til højre for mig, altså i samme side som hvor jeg gik i vandet fra starten af og jeg fulgte trop. Uanset hvad den viklede sig ind i var jeg der til at vikle den ud. Fighten var mærkelig og utraditionel for der var ingen desiderede udløb, den kørte sig nærmest træt inde mellem åkanderne uden min indblanden. Jeg havde dog den tanke at linen ikke kunne blive ved med at holde til alle de gnidninger op af planterne men håbede på det bedste.
Efter 20 minutters katten efter musen var vi trætte, karpen mere end jeg. Den lå nu lidt fremme med siden i vejret og det ene øje stirrende på mig. “Ok du vandt, få det nu overstået!”, syntes den at antyde.
Krogen sad let i overlæben og kunne nemt tages ud. Jeg nær-studerede min fangst og var pænt stolt. En smuk fisk i smukke omgivelser. Fanget med tålmodighed og overlistet af et menneske der i lang tid har leget træ, kun for at få et glimt af denne smukke skabning og for at få lov til at holde den.
Nu var jeg klar til morgendagens arbejde og klar til at vise mig fra min bedste side til hende den skønne hjemme i stuen.
God sommer!