Laksene i Varde Å lagde sig ned i par og bød velkommen til en ny laksefanger!


Åens overflade afgav damp og kastede røg-lignende små cirkulerende hvirvelvinde op mod morgensolens stråler. Let legede den og snoede sig så langt øjet rækkede gennem de høje bakker i landskabet foran os.

Laksene var dernede, det vidste vi, men kunne vi få dem i hugget?

Flere lystfiskere havde valgt at bruge den solrige dag ved vandet og de fleste satsede på orm, fisket helt nede ved bunden. En effektiv metode brugt i mange af de vestvendte åer når laksene skal snøres.

Søren der nogle dage tidligere havde inviteret mig med til Varde Å, havde ikke før fanget en laks. Troen på succes og en tung dansk sølv-skat for enden af linen var alligevel tilstede og særdeles vel-kanaliseret ud i totalkoncentration omkring  fiskeriet.

En havørred gjorde os opmærksomme på sin tilstedeværelse ved at hoppe helt ud af vandet foran os. Kun 2 minutter var brugt ved åen på det tidspunkt.

Spinnerne røg ud og en god dag efter Varde Å laks kunne begynde.

Enten var jeg træt eller uopmærksom, men i forsøget på at få min spinner fri af en gren i vandet, ramte jeg en gren over mig med stangen.
Stangen knækkede.

Jeg gjorde Søren opmærksom på at jeg ville gå tilbage til bilen for at hente en ny og traskede afsted.

Efter bare 100 meter ringede min telefon.

“Det er Jari”.

“Jari!!! Der er laks, jeg har har en laks på!”.

Jeg løb alt hvad jeg kunne og selvom 100 meter ikke er langt, var jeg noget forpustet da jeg nåede frem

Recent Content