Nyt fiskerev til 3 mio. kroner indviet ved Hyllingebjerg


Lørdag den 8 Juni blev et projekt til 3 mio. kroner indviet.

Hyllingebjerg-Liseleje Kystbeskyttelseslaug indviede lørdag d. 08/6-2013 et nyt fiskerev, som er etableret ud for Hellevej.

Fiskerevet vil skabe ekstra gode muligheder for lystfiskeri på strækningen ved Hyllingebjerg.

Revet er et undersøisk rev, som dæmper bølgerne inden de rammer kysten. Samtidig skabes huler til småfisk, tang og alger – biodiversiteten øges og større fisk tiltrækkes.

På udvalgte steder i bugterne mellem bølgebryderne er der foretaget sandfodring med grovkoret sand, som flyttes langsommere af strøm og bølger.

Projektet har opnået EU-støtte på 450.000 kr. bevilget gennem FødevareErhverv i samarbejde med LAG Halsnæs.

Orehøjgård trappelags bølgebryder er flyttet og udbygget med mere en 1.500 tons sten og ral, der er transporteret langs stranden til Hyllingebjerg. Den nye, udbyggede bølgebryder ligger 50 meter fra kysten og er 50 meter lang. Trappelaget har selv bidraget med 250.000 kr. til projektet.

Hele projektet har kostet ca. 3 mio. kr. og er udført af Vejlby Grusleje. Lokale vognmænd har bragt bjerge af sand og sten frem til entreprenøren, som på rekordtid har udlagt mere end 2.500 tons sten og 11.000 tons sand.

Naturstyrelsen har lagt ’lagerplads’ til i form af p-pladsen bag Havtyren. Som tak for lån er p-pladsen blevet restaureret med sten og stabilgrus.

Hyllingebjerg-Liseleje Kystbeskyttelseslaug har arbejdet med denne store sag siden primo marts 2011 og fik den endelige godkendelse i april 2013. Det er imponerende, at det er lykkedes at fuldføre arbejdet inden badesæsonen går i gang. Og alle, beboere som turister kan glæde sig over Nordkystens bedste strand og nu også fiskevand, skriver kystlaget i en pressemeddelelse.

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler