Beretning fra Lenny Stolborg.
Kære læsere.
Et hold af lystfiskere fra Morud Lystfiskerforening har netop været på sydkysten og en af gutterne fangede en stor stor havørred. Vi bad Lenny sende os en lille beretning som I kan læse her.. Historien giver enhver lystfisker fiskefeber 🙂
Siden 1988 har jeg med ganske få undtagelser fisket havørreder på den svenske sydkyst hvert forår sammen med en gruppe af ligesindede med hang til sølvtøj. Gennem årene har vi fanget mange flotte fisk, men torsdag den 18. april i år blev en dag udover de sædvanlige. Sidst på eftermiddagen lukkede en enorm fisk nemlig kæberne om min flue, da jeg stod og småfrøs i den hårde sydvestenvind på et af de svenske rev.
Umiddelbart inden, jeg skulle til at løfte duppen ud af vandet for at gøre et nyt kast ud over det oprørte vand, så jeg en skygge glide op bag duppen og “bide til bollen”. Når det sker på så kort line, som det aktuelt var tilfældet, så gælder det om lige at lade fisken smage på varen, inden man strammer linen op. Som sagt så gjort, og så skal jeg ellers love for, at tæppet gled til side for en dramatisk forestilling. Da fisken mærkede, at den var kroget, startede den med at rulle rundt på stedet i det lave og let grumsede vand, hvor den havde taget fluen. På det tidspunkt blev jeg klar over, at der var tale om en forholdsvis stor fisk og skød den til fem-seks kilo. Det bud måtte jeg dog hurtigt tage op til revision, da fisken som et andet eksprestog tog et hidsigt udløb for fuld damp, som den midlertidigt afbrød med noget, der mindede om en krydsning mellem en dobbelt salto og en tripple lutz i fri dressur over vandet. Puha! På det tidspunkt var jeg trods omgivelsernes temperatur blevet noget svedig på panden oppe under strikkehuen, og mit hjerte sad omtrent oppe, hvor der engang sad en kvast på den selvsamme hue. Nu stod jeg efter 25 år på de svenske kyster endelig med drømmefisken for enden af linen og var ved at få gummiben. Fandme nej! Nu gælder det om at tænke klart og have overblik, sagde jeg beroligende til mig selv, og slugte hurtigt et par mundfulde af den kolde forårsluft for at få ilt til hjernen.
Fisken fortsatte uden hensyntagen til min grænsepsykotiske tilstand med et par ture af samme skuffe frem og tilbage over revet, inden den efter en evighed havde raset ud og var tilbage på kort line. Her begyndte den nu at rulle sig op omkring forfanget som en anden yoyo, men uden at skele til sine omgivelser i form af min kammesjuk Jakob, der som en anden frelsende engel fik skovlet vilddyret ned i posen på sit net og gjort en ende på mine pinsler.
Fisken blev straks bragt i sikkerhed på land, hvor mit metermål måtte foldes ud i en længde, der hidtil kun har været taget i brug ved spøgefulde lejligheder. Målet var præcis 90 centimeter, og vægten faldt lidt senere i hak ved 8,55 kilo. Spørger I, hvordan jeg har det i dag, så går det faktisk ganske fint. En kold fra bilens bagerum bragte hurtigt pulsen ned.
Lenny kunne iøvrigt fortælle, at fisken havde spist to store sild og havde som I ser en garnskade. En fantastisk fisk fra kysten:-)