De 11 bedste kutterture i Danmark


Her på fiskesæson.dk gør vi alt, for at du får den bedste fiskeoplevelse. Derfor har vi undersøgt markedet for udflugter med kuttere rundt om i de danske farvande. Så hvis du er på udkig efter informationer om fisketure eller oplevelser med kuttere, er du kommet til det rette sted.

I denne artikel vil vi give vores bud på de 11 bedste udflugter med fiskekuttere i Danmark. Der er sejladser i Jylland, på Fyn og på Sjælland.

Jylland:

Jylland har Danmarks længste kyststrækning, og derfor er der også mange gode områder, hvor man kan fange mange forskellige fisk ombord på fiskekuttere. Derudover byder bl.a. Vesterhavet på en unik natur, som man kan nyde fra vandsiden.

M/S Solea – Hvide Sande, Jylland:

Vi starter vores rundtur med M/S Solea, der sejler ud fra smukke Hvide Sande ved Ringkøbing Fjord. M/S Solea blev renoveret i 2004, hvor kutteren blev udstyret med moderne teknologi og sikkerhedsudstyr. Besætningen på M/S Solea har mange års erfaring indenfor erhvervsfiskeri på Nordsøen, så de kan svare på alle de spørgsmål du skulle have omkring erhvervsfiskeri, livet til søs og hvad Nordsøen gemmer på. Besætningen har også sørget for is til nedkøling af de friskfangede fisk på de længere ture. M/S Solea har også installeret rense- og fileteringsborde ombord med rindende vand, der gør, at man kan filetere sine fisk direkte på kutteren.

Som noget nyt og unikt er M/S Solea den eneste kutter i Danmark, der er udstyret med rulledæmpningstanke, der gør, at man ikke bliver søsyg så nemt. Derfor anbefaler vi også M/S Solea til folk, som ikke er så glade for høje bølger eller til folk, der nemt bliver søsyge. På ture med M/S Solea vil det føles mindre gyngende og alle kommer veltilpas tilbage på land.

Ombord på M/S Solea kan man købe fiskegrej og der kan også lejes fiskestænger. Hvis den lille sult melder sig, kan man ombord også købe mad og drikke i form af pølser, øl, vand, kaffe og the.

M/S Solea har ture i meget forskellige længder, hvor der er fisketure på alt fra 3 timer til den store tur på 20 timers sejlads. Derfor anbefales M/S Solea også til børn og uøvede, men også til den eventyrlystne, som vil have en spændende udfordring. M/S Solea sejler også havnerundfart, kysttur og askespredning. Kutteren kan lejes ud til foreninger, klubber, firmaer og andre selskaber, hvor det er helt op til jer selv, hvad I vil opleve. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Hvis du kunne tænke dig at booke en tur på M/S Solea, så kan du trykke her.

M/S Albatros 1 og M/S Skagerrak – Hirtshals, Jylland:

M/S Albatros 1 og M/S Skagerrak stævner begge ud fra Hirtshals på Nordjyllands vestkyst, hvor kutterne både sejler ved kysten på deres små ture og ud i Skagerrak på deres lidt længere ture. Kystsejladsen tager mellem 4 og 10 timer, mens sejladsen ud mod Skagerrak tager mellem 10 og 72 timer. Turene på disse to flotte kuttere er for alle med interesse for havfiskeri. Om du er nybegynder eller meget erfaren, om du betragter fiskeri som en ferieaktivitet med børnene, rekreation eller sport, er turene med M/S Albatros 1 og M/S Skagerrak noget for dig.

Der må maks. være 30 personer ombord på kutterne, når der sejles ved kysten, mens der må være færre med ved flerdagesturene. Man kan også leje kutterne, så man selv kan planlægge turen sammen med skipperen, som styrer kutteren under sejladsen. Turene på M/S Albatros 1 og M/S Skagerrak gennemføres ved minimum otte deltagere pr. tur. Ved sejladser på mere end 12 timer skal der være minimum 12 deltagere. Der tilbydes overnatning ved minimum otte personer, så hvis du vil have en tur med vennerne i det fri, er M/S Albatros 1 en god mulighed. I kutterens kiosk kan der købes pirke, forfang, kroge og andet fiskegrej.

M/S Albatros 1 er en gammel gastanker, der er bygget i 1948, hvor den først blev brugt til sejlads med flasker og sidenhen med en stor tank. Da de nye gastankere blev større og større, blev M/S Albatros 1 ombygget til beboelse og ophold. Kutteren sejlede oprindeligt fra Nyborg og hed Pip, men da kutteren blev solgt i 2009 til Hirtshals, ændrede det navn. Siden da, har M/S Albatros 1 sejlet med lystfiskere, turister til havnerundfart, dykkerture, bryllupper, begravelser og mange andre ting.

M/S Albatros 1 er en stor og tung kutter, der ligger roligt i vandet og med god plads til gæsterne. Derfor anbefales M/S Albatros 1 også til nybegyndere, der frygter at blive søsyge.

Lyder M/S Albatros 1 og M/S Skagerrak som noget for dig, så tryk her for at booke en tur.

M/S Signe – Grenaa, Jylland:

På Jyllands næsetip finder vi M/S Signe, der er en smuk kutter, som stævner ud i Kattegat fra havnen i Grenaa. M/S Signe tilbyder også mange forskellige ture, hvor de fleste sejladser er for at fange torsk og fladfisk. Man kan tilmelde sig som enkeltperson eller som en gruppe, hvor der er en god rabat ved booking af 10 personer eller flere.

M/S Signe tilbyder tre forskellige ture af otte timer og en enkelt 12-timers vragtur. Der sejles dagligt ud fra Grenaa Havn kl. 07.00 – 15.00 eller efter aftale. M/S Signe tilbyder også havjagtture og dykkerture, som man kan aftale nærmere med skipperen.

Kutteren er indrettet med to opvarmede rum under dæk med et tilhørende køkken og toilet. I sommerhalvåret er der service med is til køling af fiskene indtil kutteren kommer i havn. Hvis du synes, at turene med M/S Signe lyder spændende og vil du opleve Kattegat, så tryk her for at booke din tid.

M/S Bodil og M/S Muddi – Thyborøn, Jylland:

M/S Bodil og M/S Muddi ligger begge til kaj i Thyborøn i det nordlige Vestjylland. M/S Bodil tager på nogle længere rejser, hvor M/S Muddi primært holder sig til Vesterhavet.

M/S Bodil er bygget i 1985 som trawler og er den sidste trækutter der er bygget i Thyborøn. Efter kun seks år blev kutteren bygget om til garnfiskeri indtil den i 2007 blev taget ud af erhvervsfiskeri. Siden da har M/S Bodil sejlet med lystfiskere og er blevet moderniseret gennem flere omgange. Der er 12 køjepladser ombord samt et toilet med håndvask. Man kan hænge sit våde overtøj til tørre under dæk og man kan filetere fiskene ombord på kutteren. Der er et stort rensebord med skotrende i midten, så alt affald kan ryge ud over siden.

M/S Bodil tilbyder ture mellem 20 timer og otte døgn, hvor det primært er vragture der tager 20 timer. På de lidt større sejlture tilbyder M/S Bodil forskellige hajture. De korte hajture tager ca. tre døgn, hvor der sejles til Dogger Banke, der ligger 180 sømil ud fra Thyborøn. Som noget helt unikt tilbyder M/S Bodil en seks dages lang rejse til Boknafjord på den norske vestkyst, hvor der fiskes efter store hajer. Der er også chance for at fange andre store fisk såsom lange, brosmer, rokker og pighaj.

M/S Bodil samarbejder med Kattegatcenteret til indsamling af forskellige fiskearter. Derfor er der installeret en akvarietank ombord, hvor fiskene kan være i indtil kutteren igen når land. Alle der donerer fisk til akvariet får en fribillet til Kattegatcenteret.

M/S Muddi er en gammel kutter fra 1949, der er bygget i Struer og som altid har fisket i Thyborøn. Kutteren er godkendt til 12 mand, og derfor bruges den meget til at fange torsk, da der ikke skal være for mange der fisker samme sted.

På vragturene med M/S Muddi bliver der fanget torsk, langer og havkat på de små 20 timers ture. På længere sejladser bliver der bl.a. også fanget kuller, lubber, knurhaner, brosmer, rødfisk, havtasker, kulmule og helleflynder. M/S Muddi tilbyder også makrel- og fladfiskeri på specielle ture, som er for både nybegyndere og erfarne.

Vi anbefaler M/S Muddi til dem der ikke er nye indenfor lystfiskeri, da mere end 20 timer er lang tid som uerfaren. Vi anbefaler M/S Bodil for de lidt mere erfarne og eventyrlystne, der er klar på de lidt længere ture, som samtidig giver en helt anden og unik oplevelse af at være på vandet.

Du kan booke tid lige her.

M/S Mira III – Middelfart, Jylland/Fyn:

M/S Mira III er den sidste kutter i Jylland, som vi her på fiskesæson.dk vil anbefale. M/S Mira III sejler fra Middelfart og ud i Lillebælt mellem Jylland og Fyn og tilbyder meget forskellige sejladser. Alt fra fisketure over marsvinture til tursejlads, kæresteture, vinture, hyggeture og historiske ture.

M/S Mira III blev bygget allerede i 1915 på Frederikssund Skibsværft og sejlede som turbåd på Øresund. Kutteren har også sejlet for Københavns Havnevæsen, Forsvaret med sejlads til Københavns ø-forter og som rutebåd på Aarhusbugten. I 1966 kom M/S Mira III til Middelfart og har siden sejlet med turister i Lillebælt.

Besætningen på M/S Mira III er uddannet indenfor miljø og de har specialiseret sig indenfor formidling af viden om marsvin og havmiljøet i Lillebælt. Kutteren har plads til omkring 40 personer til turistsejlads, hvor 30 af dem kan opholde sig i salonen. Her kan man nyde en god frokost eller middag. Det er også muligt at leje M/S Mira III til foreningsudflugter, fødselsdage, konfirmationer, bryllupper eller firmafester. ​

M/S Mira III bruges for det meste til marsvineture, fordi Lillebælt har en af de højeste bestande af marsvin i verden. Man kan også leje M/S Mira III til fisketure – både som erfaren og som amatør. Man kan fange mange forskellige typer fisk i Lillebælt – bl.a. torsk, fladfisk, sej, makrel og sild. Kutteren kan både bruges af store og små grupper, da der må være op til 65 personer ombord.

M/S Mira III sejler året rundt, så hvad du vil fiske og hvornår du vil fiske på M/S Mira III er helt op til dig. Vi anbefaler M/S Mira III til både erfarne og nybegyndere, hvor fiskeriet kan nydes i et af de smukkeste farvande vi har i Danmark med Den Gamle og Den Nye Lillebæltsbro i baggrunden. Hvis det lyder interessant, kan du booke M/S Mira III lige her.

Fyn:

M/S Marianne – Nyborg, Fyn:

Den kuttertur vi anbefaler på Fyn, er ombord på M/S Marianne. Normalt stævner kutteren ud fra Nyborg, men kan også stævne ud fra Langeland, Middelfart og Årøsund. M/S Marianne sejler ud i Storebælt og fanger primært fladfisk, torsk og mørksej, men man kan også fange mange andre typer fisk. Hvis fiskebestanden ikke er så høj i Storebælt kan M/S Marianne sejle til Lillebælt for at finde en stor fiskebestand af torsk, fladfisk, sej, makrel og sild.

M/S Marianne er en gammel stenfisker, der blev ombygget til lystfiskeri i 1997. Ombord findes der to ekkolod, dagslysradar, to VHF-sonarer og alt i sikkerhedsudstyr. Der er plads til 12 personer og kutteren kan bookes til fiskeri, men også til jagtture. Skipperen er meget glad for eventyr, så man kan kontakte ham her og så kan man aftale de fleste slags udflugter med kutteren indbyrdes med skipper.

Sjælland:

M/S Emma – Holbæk, Sjælland:

M/S Emma er vores første anbefaling på Sjælland. Denne smukke gamle perle har til kaj i Holbæk og tilbyder både lystfiskerture og rundfarter i Holbæk Fjord og Isefjorden.

M/S Emma blev bygget i 1944 i Hundested og skulle bruges som hjemmeværnskutter. Efter 10 års tjeneste blev kutteren solgt til København og inden den kom til Holbæk, har den været i Nakskov og Frederiksberg. I 1972 overtog Skipper kutteren og han har siden da sejlet med lejrskoleelever, lystfiskere, turister og alle som har lyst til en oplevelse på vandet. I 2003 blev M/S Emma ombygget for at kunne leve op til Søfartsstyrelsens krav.

De fleste lystfiskerture tager omkring fire timer, hvor der fiskes efter fladfisk i Holbæk Fjord og Isefjorden. Der kan også laves specialture som aftales direkte med Skipper. M/S Emma tilbyder også tre forskellige rundfarter. Den første rundfart tager en time, hvor man sejler rundt i Holbæk Fjord og nyder den flotte udsigt af Holbæk fra vandsiden. Den anden rundfart er lidt længere og tager ca. fem timer, hvor man sejler ud gennem Holbæk Fjord og ud til Isefjorden. Den sidste rundfart er om aftenen, hvor man sejler ud af Holbæk Fjord og ser solen gå ned over Holbæk. Denne flotte tur tager ca. to timer.

Hvis du kunne tænke dig at komme ud og fiske eller på rundtur på denne smukke perle af en kutter, så book en tid hos Skipper her.

M/S Bien – Korsør, Sjælland:

M/S Bien sejler ud i smukke Storebælt fra Korsør. M/S Bien er den ældste kutter vi hos fiskesæson.dk anbefaler, fordi den er blevet moderniseret, men stadig med øje for historiens vingesus. Kutteren tilbyder mange forskellige ture og har ikke nogen faste ruter, men oftest bliver den gamle kutter brugt til havfiskeri og hyggeture ud i Storebælt.

M/S Bien blev bygget i 1898 som en fuldrigget galease, men er i de sidste 18 år blevet brugt til lystfiskeri, charterture mm. Selvom M/S Bien er en gammel kutter, er der moderne faciliteter, da kutteren er blevet moderniseret gennem flere gange. Der er bl.a. centralvarme, køkken og to badeværelser med bruser, der både har koldt og varmt vand. Der er plads til 40 personer ombord på endagsudflugter, mens der må være 23 personer på flerdagsudflugter.

M/S Bien er ideel til fiskeri, da kutteren indeholder moderne teknologi, der sammen med besætningens 18 års erfaring giver exceptionelle gode fangstmuligheder. I Storebælt bliver der normalt fanget torsk, fladfisk, laks, ørred og hornfisk fra M/S Bien.

Så hvis du har lyst til at mærke historiens friske vingesus ombord på M/S Bien, kan kutteren bookes her. M/S Bien kan lejes til både havfiskeri, charterture med vennerne, firmaudflugt eller hvis du bare gerne vil mærke bølgernes vuggen.

Baltic Star – København, Sjælland:

Baltic Star er den sidste kutter vi hos fiskesæson.dk gerne vil anbefale at tage på tur med. Kutteren er en gammel nordsøkutter og holder til i Lautrupskaj i Kalkbrænderihavnen nord for København og sejler ud i Øresund. Ligesom mange af de andre fiskekuttere tilbyder Baltic Star mange forskellige ture, men de fleste gange at kutteren sejler til søs, er det med fiskere ombord.

Baltic Star har to forskellige fisketure, hvor den ene er meget spontan hvor man fisker efter forskellige fisk. Kutteren tilbyder også en tur, hvor man udelukkende fisker efter fladfisk. Her går turen syd for Hven, hvor der er stor chance for en god fangst af fladfisk. Baltic Star arrangerer også længere ture på to til fem dage, hvor du kan bestemme, hvor kutteren skal sejle hen. Der kan også lejes fiskegrej ombord, så alle kan komme med på fisketure på Baltic Star – om man er erfaren eller helt nybegynder.

Baltic Star tilbyder også charterture for turister og skolebørn, firmature, familieture og så tilbyder kutteren også en flot aftentur hver tirsdag aften i sommerhalvåret, hvor man kan se den smukke solnedgang over København. Kort sagt tilbyder Baltic Star og dens imødekommende besætning oplevelser for alle og kan bruges som et pusterum fra den travle hverdag inde i København.

Baltic Star kan have 30 personer ombord og der er god plads til at nyde havet og hinandens selskab. Der findes en salon på kutteren, hvor man kan nyde noget til ganen. Der kan købes drikkevarer ombord. Så hvis du vil væk fra storbyens stress og jag eller nyde København fra søsiden, så book en plads ombord på Baltic Star her.

Recent Content