Karpefiskeri – hvordan kommer jeg videre fra toastbrød og dåsemajs?


Tippet kommer fra Joachim Fabricius.

Betragter man som nybegynder udvalget af agn  og foder til karpefiskeri, kan det være svært at beslutte sig for, hvor man skal starte. Der findes et utal af smage, farver og størrelser på producenternes agn, som fås til vidt forskellige priser. Her får du et par gode tips til, hvordan du nemmest og billigst løfter dit fiskeri til andet end toast og dåsemajs!

Først og fremmest skal det siges at toastbrød og majs er nogle af de bedste agn, når man fisker aktivt efter karper. Foregår fiskeriet med flåd eller bare krog og line, kan brød og majs være fortrinlige til at lokke den ellers til tider kræsne fisk!

Problemet med de to agn består i at der også er mange andre fisk som gerne spiser dem; Skaller, brasen, suder og karusser er ligeledes vilde med de populære agn fra det lokale supermarked. Det er sjældent at der findes flere karper i søen end skaller, og derfor vil det ofte være disse der finder agnen først.  Blandt andet på denne baggrund har man udviklet et  produkt som hedder boilies, som er gået hen og blevet den nok mest populære karpeagn blandt moderne karpefiskere.

Boilien

Boilien er principielt en dejkugle, som er kogt sten hård.  Boilien fås i flere forskellige størrelser – det specielle ved denne agn er at den ikke placeres på krogen, men ved siden af krogen på et såkaldt ”hair” (en lille løkke). Den fås i mange forskellige farver, og deles overordnet set op i to varianter: På billedet ses først popup-boilien (rød), som er flydende og en normal boilie (brun). Den normale boilie er synkende, mens popup-boilien er flydende, hvilket gør det muligt at få den til at skille sig ud fra de andre, ved at fiske den 5-10 cm over bunden – tynget ned at et splithagel den pågældende afstand fra krogen.

Fiskes der længere tid kan man med fordel kaste en håndfuld boilies ud omkring det sted, hvor agnen ligger for at lokke fisk til. Boilien holder mange timer som agn, og er for stor til at mindre fisk kan sluge dem.

Gummimajs

Hvis man er træt af at ens majs hele tiden ryger af krogen, kan man med fordel benytte gummimajs. Disse fås også i flere farver – på billedet ses en rød variant. Gummimajsen kan fiskes direkte på krogen, gerne sammen med rigtige majs.

Liquid dip

En stor del af det at vælge sin agn er, at vælge en agn der duftmæssigt er god til at tiltrække fisk. Hvis man ikke er helt tilfreds med sine boilies, dåsemajs, gummemajs eller toastbrød, kan man altid dyppe disse i en duftholdig dip. Dette kan være vaniljeessensen nede fra supermarkedet (virker fantastisk til majs og brød), men det kan også være et mere målrettet produkt, såsom en liquid dip. Disse fås i mange fiskebutikker, og i et utal af varianter. På billedet ses en liquid dip med duft og smag af banan.

Eksperimentér!

Valget af agn og dip kan ofte være meget afgørende for fiskeriets udfald. Hvad der fanger den ene dag i den ene sø kan være et no-go en anden dag i en anden sø. Derfor kan det godt betale sig at forsøge sig med flere forskellige agn, når man fisker efter karper.

Martin

Jeg er skribent på fiskesæson.dk, hvor jeg skriver om alt indenfor lystfiskeri og dets mange facetter. Jeg er opvokset ved Silkeborgsøerne, hvor jeg naturligvis flittigt har fisket efter forskellige fisk. Desværre har fiskeriet stået stille, da jeg gik på universitetet, men nu har jeg igen tiden til at nyde min hobby og komme ud og stå ved vandkanten. Både ved søerne, kysterne og ved put and take.

Seneste artikler