En rigtig fin skælkarpe på Tutti Frutti boilie! – Danmark rundt med fiskestang


Forord:

Dag 54 er dedikeret til gode venner der har støttet mig under turen! I ved hvem i er 😉

Dagens fangster og oplevelser

Fra Silkeborg til en lille sø nær Horsens – en kort tur på godt 25 km. Sådan så udsigten ud da jeg klokken 09.00 satte kursen sydpå efter nogle utrolige lækre dage ved Gudenåen og søerne omkring Silkeborg.

Allerede efter 5 km. havde jeg forceret 3 store og stejle bakker længere end 25 fodboldbaner tilsammen. “Dette kan ikke blive ved”!, tænkte jeg.

Det gjorde det.

Fuldstændig færdig og irriteret over manglende kondi, trillede jeg ned til den lille sø hvor karperne efter sigende skulle være.

Jeg spottede hurtigt et par fine græskarper i overfladen, og så var alt om den hårde cykeltur glemt og borte. Sikke nogle fantastiske fisk!

Alt håb ude!

Et simpelt karpe-rig/forfang blev klargjort og kastet i vandet. En boilie med tutti frutti smag blev sat for enden og så var jeg igang.
Trætheden kunne stadig mærkes, dog ikke i sindet, sådan føltes det ihvertfald, at jeg var træt  også mentalt skulle senere vise sig at give lidt ekstra spænding.

Utålmodig og dreven af de smukke karper i overfladen, gik jeg rundt med stang nummer 2 der var  fiskeklar med et lille flåd, samt en lille krog agnet med majs. Med det ville jeg liste mig ind på karperne, kaste over dem og trække majsen så tæt på som muligt.

3 gange gik flåddet under. Jeg nåede ikke at give tilslag før de mægtige karper spyttede ud igen. Solen gemte sig bag nogle skyer, så jeg kunne intet se i det i forvejen grumsede vand.

En pause skulle til og trætheden satte for alvor ind da jeg slukøret satte mig på en træstub.

Ordene: “Jeg kan vist godt opgive de karper i dag”, var lige fløjet ud af munden på mig, da jeg til venstre for mig så min anden stang på vej i vandet. Jeg nåede lige akkurat at fange den før den blev trukket ned i dybet hvor intetheden synes at eksistere.

Det var åbenbart ikke kun kroppen der var træt. Jeg havde glemt at løsne bremsen. Som den kære gule og elskelige skaldede mand fra tv ville sige det:

Karpen viste sig hurtigt i overfladen og sikkert på grund af varmen, oplevede jeg ikke den store fight fra fiskens side.

Jeg kan ikke sige at det ærgede mig, for jeg ville voldsomt gerne se den smukke fisk meget tæt på, helst lige foran mig understøttet af et par rystende og lykkelige lystfiskerhænder.

Når enden er god er alting godt!

Træt og meget glad!

Jeg har lavet et billede til begynderen så man kan se hvordan jeg fangede karpen. Det er nemlig ikke videnskab. Forfanget kastes ud og bremsen løsnes så karpen kan trække i linen uden at mærke modstand og så er det bare at vente. Man kan lokke karperne til ved at kaste en god del majs og evt. halve eller hele boilies ud i vandet omkring ens agn for at få karperne igang med at spise. Når de evt. har spist lidt majs og nogle af de bolies der ligger uden krog, bliver fiskene mere afslappede omkring det at spise hvad der ligger foran dem, og i sidste ende er det forhåbentligt boilien på vores forfang de sluger.

Man har lavet det sådan at maddingen -boilies eller majs for den sags skyld – ikke sidder på krogen. Når karpen har taget boilien uden at mærke krogen, sluger den – og krogen der sidder lidt længere fremme – gør så at karpen oftest kroges i mundvigen og så er det for sent at spytte ud. Når karpen er landet er det på grund af krogningen i mundvigen også nemt at genudsætte den smukke fisk.

Knæk og bræk!

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler