Formanden for Havfiskeklubben Måleren, Jeppe Hansen, havde inviteret mig med på en tur til Sverige sidst i september måned. Jeg sagde ja tak og kastede mig ud i et eventyr med gedde, aborre, klub-hygge, alsidige lystfiskere med et dejligt humør og kantarel-fyldte klippeskråninger.
Storgedden åbnede ballet!
Røde hyggelige små træhuse dukkede op mellem granerne da vi nærmede os vores endelige destination på østsiden af Sydsverige. Ved første øjekast så det ud som om, at træhusene hver især var blevet bygget på plateauer, forskudt i højde, sprængt frem under klipper, samt skåret ind i og derfor omringet af – overdådige træklædte syd-svenske fjelde. Bortset fra det sidstnævnte, kunne jeg kun gætte.
Store rovfugle svævede majestætiske og rolige over os og synes ikke at bemærke de mange larmende metal-køretøjer under dem i deres søgen på føde. Jeg drejede næsten halsen af led bare for at følge dem ét sekund mere, før de forsvandt ud af synsvinklen fra forrudens glas og over taget.
Sikke et land!
Jeppe sad ved siden af fortalte om de 5 søer vi skulle fiske i og mulighederne for storgedden i en bestemt sø, som vi allerede samme aften skulle kaste snøren ud i.
Jeg må indrømme at fiskelysten ikke stod øverst på skamlen efter næsten 100 dages konstant fiskeri rundt i det meste af landet. Men tanken om Sverige hvorfra jeg kun har gode minder, og drømmen om den svenske storgedde samt rygtet om hyggeligt selskab, gjorde det endelige udslag og ved “den hellige fiskegud” hvor blev jeg glad for at jeg tog med!
Hugget
Jeppe satte mig af ved søen. Han ville ordne nogle sager før de andre fra klubben kom og ville derefter støde til for at fiske med en times tid eller 2.
Jeg betragtede de smukke omgivelser som ham der elsker naturen og det nye i at stå ved en sø, hvor klipper og enorme sten udgør 50 procent af naturmaterialerne der omgiver søen.
Selve søen så mørk og fisketom ud, så efter allerede et kvarter kom fisketrætheden snigende.
Jeg lagde et kast ud over et bælte dannet af åkander med en gul, orange og sort spinflue og hev ind på ren rutine uden håb og tro på, at det ville føre til noget.
Det står klart for mig i hukommelsen at jeg bare stod og så, tænkende og langt fra tilstede, ned i vandet. Et nyk i linen fik mig til at kigge op og en massiv hvirvel i vandet gjorde at jeg i det samme leverede en klejne i underbukserne!
Udløbet skulle jeg ikke vente på. Idet samme fisken var kroget stak den afsted, ud mod midten af søen og havde jeg ikke selv været tilstede, ville jeg ikke tro at så stærk en gedde i det hele taget eksisterede. Den var ikke til at stoppe.
Min 0,35 nylonline, en stærk, men billig stang og et hjul større end en vejtromle, blev udnyttet til fulde for at vende fisken og trække den ind mod mig igen. Det lykkedes.
Gedden kom fri af åkande-bæltet og ind mod land. Den drejede af foran mig og her var det at jeg blev bange. Jeg ville for alt i verden ikke tabe kampen med denne monstergedde!
Igen trak den ud og igen havde jeg intet modsvar. Lige ud, gennem åkanderne og ud mod midten. Det lykkedes mig atter at vende den og få den hen til åkandebæltet.
Jeg tog mit kamera op af brystlommen for at filme resten af fighten. I det samme begyndte dyret at rulle i åkanderne foran mig. Nej,nej neeeeeeej!!!!
Jeg lugtede lunten men stod uden medindflydelse på udfaldet. Gedden fik fluen vristet fri og gav mig en åkande i afskedsgave, “tag du billede af den din danske djævel!”
Jeg sundede mig et par minutter efterfølgende. For satan det var ærgeligt!
En gedde ville jeg dog fange på førstedagen, så fluen røg ud igen ca. 30 meter fra den mistede storgedde. Lyden er ikke fantastisk i denne optagelse, men god fornøjelse alligevel:
Jeppe ankom til søen og vi fiskede begge i nogen tid derefter, bortset fra en enkelt oplevelse jeg også fik på video, mærkede vi ikke for alvor mere den dag:
Sikke en start og jeg skal love for at fiskelysten kom tilbage i fuldt flor!
Andendagen var ganske velkommen!