Ungdommens drøm om Omme Å-fiskeri – kunne ikke overgå virkeligheden!

Dag 60!

Bussen kørte sagte forbi, et sving nogle meter bagude gjorde, at bussen først var begyndt at komme op i fart. Jeg kan huske hvordan jeg så ned på åen der livligt, raskt og snoende løb under træernes grene, forbi siv og alskens slags buske.
I mine drengedrømme kunne denne å uden den mindste tvivl, holde en fin bestand af bækørreder. Måske endda en af de store!?

Et par gange om året i en lang årrække tog jeg turen med bussen. Fra Aalborg til Varde. Jeg skulle på besøg hos mine bedsteforældre, som efter hver tur måtte lægge ører til historien, drømmen om Omme Å.

Dagens fangst og oplevelser

Da jeg for første gang i dag d. 19-07-2014 (over 20 år senere) stod med stangen i hånden på stykket jeg så ofte havde beundret, var det med tro på fiskeriet og ophøjet optimisme omkring dagen generelt. Åen så ud som den gjorde dengang, da mine ungdommelige og drømmende øjne tog mentale billeder af hver eneste lille strømhvirvel og åens frodige, bevoksede sider. Bækørred-eldorado sat i ramme af dansk urskov.

Mudder og tidsler, brændenælder og tornede buske var lige det der skulle til for at fiskefeberen steg endnu 10 grader. Der skulle jeg ind, derind hvor ingen andre vil komme.

Blødende, mudret op ad ben og ryg, samt med sviende hud på armene, kom jeg frem til det ene lille hul mellem træerne efter det andet. Lækre bækørredpladser alle sammen.

Skyggerne fra træerne ramte vandet og lagde med lidt fantasi, eventyrlige figurer ud på det rindende lærred.

Det var inde i skyggen jeg skulle mærke min første fisk.

Jeg havde en meter at bevæge mig på, 2 meter å at kaste ud i, og et træ en meter til venstre for mig som jeg ville lade spinneren drive ind under.

Et tungt hug krummede min 7 fods-stang og som en bækørred ofte gør, kom fisken hurtigt til overfladen og ruskede med hele sin krop. Iveren over at første fisk på krogen også var stor, blev måske en kende for meget. En god mørkebrun bækørred over kiloet lå i mit synsfelt, men ville ikke med ind. Linen blev slap og jeg rullede slukøret ind.

Stangen blev sat op af et træ og fighten blev gennemgået. “holdt jeg den for hårdt?”.
Skulende på spinneren kom det klassiske tvivlsspørgsmål inde i mit hoved. “Var trekrogen spids nok?”.

En ny god fisk!

10 meter længere nedstrøms stod jeg igen ved en meget snæver plads. Kastet sad lige i skabet og som gangen før, var samme metode i spil. Skråt over til modsatte bred og lade spinneren drive ind under træet 1 meter nedstrøms.

Et tungt hug indikerede at endnu en god fisk havde ladet sig lokke og denne gang viste den sig ikke omgående. Jeg blev nervøs. Flere grene og siv stod i vejen for en sikker landing og uden at tænke, trådte jeg ned foran mig. Ja ja, jeg sank i, fik våde støvler og shorts, men fisken skulle landes. Under en gren dukkede jeg hovedet for at kunne strække mig så langt som muligt. Til venstre for mig lå ørreden nu og sprællede i nogle korte, godt fæstnede siv.
Det hele var meget uoverskueligt, men da jeg omsider fik fisken i nettet var jeg en meget glad mand!

Spinneren røg ud af munden i det samme ørreden blev nettet og det der synes at være et desperat forsøg på at få fisken hurtigt ind, viste sig at være det eneste der ville få ørreden i hus.

Utvivlsomt ligner fisken en havørred og mon ikke det også er det. Mindst ligeså godt! Den fine ørred på godt 45 cm. og lige over kiloet gætter jeg på, blev nænsomt genudsat.

Jeg fiskede kun halvanden time.. Sådan en oplevelse skal lige ind og vendes. En aftentur kan det også blive til, men som jeg sidder her og har delt fisketuren, er jeg yderst tilfreds som tingene er på nuværende tidspunkt.

Et urørt stykke å, besværligt fiskeri og en belønning af demensioner for mig, da barndoms-drømmen ikke havde kalkuleret med 2 store fisk.

Jeg havde i dagens Danmark, ikke i min vildeste fantasi, forestillet mig at et stykke af den smukke Omme Å stadig stod urørt hen..

Lækker lækkert land – lille Danmark!