En periode i det høje gear!


Forord:

Dag 33 er dedikeret til WSPA – Hvalen lider når harpunen rammer og eksploderer i kroppen. Den er ofte en time om at dø. WSPA vil stoppe hvalfangsten verden over fordi, en hval ikke kan dræbes på en hurtig og smertefri måde.

Dårligt vejr og høje bølger gør det typisk svært at ramme hvalen præcist og sikre den en hurtig død. Der kan gå op til en time før, hvalfangerne får dræbt dyret med rifler, fordi harpunen ikke er effektiv nok.

Der skrives og tales meget om hvaler og fangstkvoter. Knapt så meget om dyrets natur, intelligens og sociale evner. WSPA mener, det er vigtigt at forstå hvalens levevis for overhovedet at kunne gennemskue konsekvenser af disse fangster.

Dagenes fangster og oplevelser

Michael i vind

De sidste to dage kan jeg blandt andet fortælle at jeg har været i Hanstholm efter makrel. En vild vestenvind gjorde dog, at jeg og en ven ikke kunne fange noget som helst udover store bølger som i begge vores tilfælde gjorde os våde til skindet.

Michael (på billedet til højre) syntes efter at have fået blæst øjenbrynene om i nakken, at vi skulle køre til Aggersundbroen for at se om vi kunne overliste en havørred.

Det kunne vi ikke. Men vi havde 4 timers sjov med hornfisk i samme længde som en strikkepind og lige så tynde som ostehaps.

Vi kørte efterfølgende på aftenbesøg hos Michaels mor der lavede lækker kylling med nye kartofler og dejlig brun sovs.

Stedet vi overnattede i telt, kan kun beskrives som tæt på idealet når det kommer til mit foretrukne og fremtidige bosted. Diverse arter af høns, store gæs og ænder gik og skræppede, klukkede og rappede tæt på vores telte. Heste prustede og galoperede nogle meter fra teltåbningen og uspolerede buske og træer vejede livligt i vinden. Derudover havde Michaels mor Liselotte lavet en stor køkkenhave i området med diverse krydderurter, stikkelsbær, solbær, jordbær, kartofler, tomater ja, you name it! Og der blev smovset 🙂

Et næsten selvforsynende liv, inklusiv komplet økosystem. Ja tak!

Dagen efter kørte Michael og jeg tilbage til Sæby, hvor jeg en time senere skulle cykle mod Skagen. Vi besøgte havnen en halv times tid og oplevede følgende:

En ung gut stod med hans far og hev en del hornfisk op, fanget på prop og lille tobis. Pludselig efter jeg havde gledet på nogle sten og slået mig gevaldigt (Smerten skjulte jeg) ja, så ville skæbnen at vi skulle være vidne til den unge herres første havørred! Feeeeedt! Over målet og 1 kg. tung. Ørreden havde taget tobisen, revet proppen under og fighten kunne begynde. Jeg var så heldig at få lov til at hjælpe med at nette fisken.

DSCN0781[1]

Simon var stolt og glad – ganske forståeligt..

Kort efter og mætte af den gode oplevelse skiltes Michael og jeg.

Efter at have pakket, cyklede jeg mod Skagen.

3-4 kilometer nord for Frederikshavn er der en fiskesø som hedder Lerbæk Fiskepark. Her mødtes jeg med en gammel klassekammerat til 6 timers fiskeri. Han havde 2 af sine i alt 3 børn med.

Vi fangede tilsammen 4 regnbueørreder alle mellem 2-2,5 kg. Så var den i vinkel og jeg kørte videre.

Jeg er nu klar til fiskeri i Skagen i morgen på et eller andet tidspunkt. Cykelturen kræver efterfølgende lidt søvn af mig.

Knæk og bræk!

Recent Content