Se op! – to jægere fra hver sin verden


Midt på den forholdsvis golde hede, stod et træ. Det var som om den havde stået der alene i nogen tid, måneder, år… Et par knopper var det eneste der afslørede at træet var i live.
Et par svaner kastede svævende skygger henover landskabet og i et kort sekund, henover det lille træ. Jeg betragtede en sidste gang træet, i sammenspil med naturens evigt bevægende lærrede og kunne ikke andet end at føle glæde over at være tilbage i verdens fristed.

Med stangen over skulderen vandrede jeg ned mod en lille sø, kun et stenkast fra det lille træ. Mon jeg ville fange mit eftertragtede bytte, var der overhovedet fisk i søen og hvis ja, hvor store var de?

Det lille flåd kunne knap nok bære majsen, som gul og sødt duftende, hang der, for enden af min line.

En fisk ringede, en bizar fisk, det var min telefon.

“Ja hallo”

“Du taler med Lars fra Fullrate, du har engang været kunde hos os er det korrekt!?”

“Nu skal du høre Lars, at jeg ikke har slukket min telefon er min fejl, at jeg tog den er min fejl og lige nu, har jeg hverken lyst eller tid til at tale med dig… Kan du høre det her? (Jeg løftede telefonen ud mod søen) Kan du høre det?”

” Nej”, svarede sælgeren i den anden ende.

“Det er moder natur, hun er den eneste jeg vil lytte til lige nu, kan du have en god dag og held med resten af dine opkald for dagen 🙂 !”

“Tak, god dag til dig også.”

Forbandet over situationen, slukkede jeg det forstyrrende element og fandt hurtigt roen igen.

Det er sjovt som vi lystfiskere ikke vil have hverdagen med os ud i naturen og så utrolig logisk…

Søen og skyggen

En svag brise fik vandet til at ændre sig, fra blankt som et spejl, til det der svarer til gennemsigtigt bølgepap. Flåddet vuggede taktfast i de små krusninger og viste ikke tegn på at forsvinde.

Da vinden lagde sig igen, var det som om vandet i søen skiftede farve, til en mørkere nuance. Jeg så op og kunne ikke fjerne mit blik fra fiskeørnen, som uden tvivl havde set mig, men som med majestætisk arrogance var fuldstændig ligeglad, da jeg ikke udgjorde nogen fare som jeg sad der, helt nede på jorden, ved vandet, hvor fiskene uden tvivl gemte sig, i søens dybeste huller, i frygt for at skyggen skulle blive til et missil med retning mod dem…

Ørnen forsvandt væk og ud af mit synsfelt ude i horisonten.

Med ro i sindet og glæde over endnu et lækkert syn leveret af moder-natur, koncentrerede jeg mig igen om fiskeriet.

Et forsigtigt nøk i flåddet, et til og væk var den. Stangen løftede jeg sagte og gav et knap så kraftigt modhug.

Fast fisk.

Blank, gispende efter vejret og lille, lå den nu der i min hånd, sikke et syn!

“I vandet med dig igen lille ven”, sagde jeg, og med sit rødlige øje, så den muligvis uforstående på mig, og lod sig glide tilbage i vandet.

Utroligt hvad en simpel tur efter skaller kan give af glæder.

Skalle

Recent Content