Dyre…handling” – MIS mangler ikke i ordet!


Fiskeriet må fra første dag have været en jagtform.
Jeg kan forestille mig at de første mennesker der fangede fisk, kun prøvede at fange dem, fordi de kunne se dem svømme i vandet. Måske har de tænkt, ”dem må man kunne spise”, hvis de da var danskere..

Forskellige måder/metoder blev sikkert brugt til at fange de fisk vi så ”let” fanger i dag. En pind eller en sten til at kaste i hovedet på dem. Forsøg på at liste sig ind på en stillestående fisk og måske prøve at kaste sig over dem, hvem ved..

Uanset hvad har det ikke været let.

I dag er det ikke for overlevelse. Det kan være for mad, men ikke overlevelse.
En hobby kaldes det af mange, det at fiske.
Mange af os, inklusiv jeg selv, vil slet ikke undvære vores hobby. Nogen gange mener os der fisker ikke at vi ”kan” undvære den.

En dag ved vandet, i dag, i nuet, genkalder jagten fra urfolkets tid. Giver genlyd tilbage i tiden.
Vi lister os ind på ørreden der står under træet i svinget, med sofistikeret nyt grej kaster vi vores intelligent lavede lokke-agn lige ind i byttets synsfelt. Men vi giver den en chance.

Hugger den ikke, får vi stadig noget at spise.

Hugger den ikke, har vi stadig noget at drømme om.

Hobbyen er skabt.

Hugger fisken man jager og fanger man den, har den stadig en chance.
Vi kan slippe den fri igen, men vi har fanget den, jagten var en succes.

En del mennesker i dag forstår ikke at man vil fange en fisk, jage den i dagevis for derefter at nyde synet af den og genudsætte dyret.

Nogle kalder det tilmed dyremishandling.

Vores, os lystfiskeres kærlighed til fisk, kan ikke betegnes som dyremishandling.
Vi elsker de små og store smukke væsner der selv i vores drømme fylder vores hverdag med glæde og håbefulde tanker.
Synet af en smuk lille blank havørred, en stribet aborre eller perfekt kamufleret gedde, liggende i håndfladen gør os faktisk glade.
En følelse folket lang tid før de sidste århundrede sikkert også har oplevet på deres krop, når fangsten var i hus.

Det er da rigtigt at vi sætter en krog i fiskene. Der er da rigtigt at de gør alt for at slippe fri.

Et menneske der fisker kan måske have en form for ”rester” liggende tilbage fra gamle generationer.

Ikke alle fisker. Ikke alle har jagtinstinktet.

Men os der har, selvom vi i dag har et valg, selvom vi i dag kalder os jordens mest intelligente dyr. Så kan os der jager ikke ligge en dæmper på vores natur i form af et jagt instinkt, så dybt begravet, at man skal tilbage til en tid ingen af os kan beskrive, men kun fantasere om og gætte på, for at finde dets oprindelse.

At bede lystfiskere om at stoppe med at fiske vil være ensbetydende med at bede dem om at slukke lyset i øjnene, fjerne lyden i ørene og lukke hjertet i.

Hvis man elsker at fiske og har det urgamle instinkt i sig der gør, at man kun kan slappe af når der jages. Så ser jeg ingen udvej end at fortsætte, for så gælder fiskeriet i den grad også i dag..

Om overlevelse.

Recent Content