Pezon & Michel Redoutable Sting – Årets UL Stang 2016/2017


Når man køber en UL stang, vil man typisk gerne have en der er let, en som gør det sjovt at fiske minimalistisk og som helst også holder til lidt mere end bare tallene skrevet på klingen. Man drømmer jo sommetider også om større fisk og om hvor sjovt det kunne være, hvis den helt store bed på, under fiskeri med den utlra lette stang.

Jeg har efterhånden afprøvet/brugt en del UL-stænger i mine 32 år som lystfisker. Nogle gode, andre knap så gode. Min søgen efter stangen der kunne bruges til mange former for fiskeri og som samtidigt kunne bøje til korket, men holde stand, næsten uanset fiskens størrelse, synes at have fået en ende her i 2016.

Pezon & Michel Redoutable Sting er et mesterværk, hvorfor – vender jeg tilbage til.
Jeg har også ejet forgængeren som hed Pezon & Michel Redoutable Flow, en god stang, men det var som om at den manglede lidt i styrke og samtidigt lidt når det kommer til fleksibilitet. Jeg vil gerne have en god fight ud af selv den mindste fisk og føle at jeg har chancen for at lande den store fisk, når den endelig hugger.
Jeg fik dog et par fine fisk med stangen/Flow, bl.a. en gedde over 7 kg. en del gedder omkring 5 -6 kg. samt en hulens masse ørreder fra put and take, med den største på 6 kg. rent. + nogle fine bækørreder fra den lokale å m.m.
Stangen var og er 5 fod og går fra 1,5 -7 gram i kastevægt.

Forgængeren

Pezon & Michel Redoutable Sting – en UL stang til alle!

Da jeg fik den lille pind i hånden her i 2016, måtte jeg fra dét øjeblik kapitulere. Alle tanker og fordomme om noget nyt og bedre forsvandt et kort øjeblik. Den lille lette stang var lækker at se på, lækker at holde ved og vejede stort set intet. Men jeg begyndte hurtigt tvivle på styrke og egenskaber da jeg så kastevægten. Fra 0,5 til 3,5 gram. (180 cm – 5 fod)

Alligevel gik jeg til kassen, med hvad kunne lede til spændende eventyr ved vandet, og betalte med et smil.

En god begyndelse

Jeg startede i det “små”. En tur til en put and take sø, dette med små gennemløbsblink, som alle “kun” gik få gram over maksimum kastevægt.
Efter 10 minutters fiskeri, skulle jeg for første gang finde ud af hvad stangen kunne modstå. En guldørred på 4 kg. huggede og jeg fik hurtigt nervøse træk i mundvigen. Tics begyndte at melde sig i det ene øje og 2 ord strøg gennem mit hoved. “Hvad nu?”

Den lille stang tog imod de tunge slag med hovedet som guldørreden lavede og kunne endda presse fisken til landing efter en forbavsende kort fight, trods det, at den bøjede fra min hånd i lodret position og næsten lige ud mod søen, en ret bizar vinkel at se sin stang bøje i, uden at den knækker.

Næste tur var en hyggetur til en lille sø med karper, små flotte karper som vejer fra fra 500 gram til ca. 2 kg. Det lykkedes mig at lande over 20 stk. med de største på omkring 1,5 kg. Hver fight var enormt spændende, men samtidigt kunne jeg nemt styre slagets gang med den lille stang.

Pezon & Michel Redoutable Sting var for mig efter karpeturen, pludselig blevet en stang jeg var glad for og som jeg gerne ville fiske mere med, end jeg ellers normalt vil, når det kommer til Ul-fiskeri.

En tur til åen efterfølgende gav nogle fine bækørreder og næste stop var Randers Fjord. Drømmen om at få en stor havørred på stangen, var ikke til at slå ud af hovedet.

I fjorden med Pezon & Michel Redoutable Sting

Waders, fangstnet og blink der vejede 12 gram. Alt var klar. Stangen skulle testes. Kunne den klare mere end hvad står på den, mere end producenten lover og kunne jeg få en havørred på krogen. Det ville utvivlsomt være svært at kroge en havørred med den bløde klinge, men hvis det nu lykkedes, hvor sjovt ville det så være?

Jeg fik hurtigt svar via. et par fine fjordørreder omkring 50 cm. Fights jeg fandt utrolig spændende, udfordrene og sjove.
Og jeg fandt ligeledes hurtigt ud af, at stangen sagtens kunne klare at kaste med 12 gram, hundredevis af gange.
Jeg anbefaler ikke normalt at man kaster med mere end en stang er bygget til, garantien dækker heller ikke for den der gør det, skulle det går galt, men jeg lader det være op til en selv, om chancen skal tages.

På et tidspunkt fik jeg bekræftet at Pezon & Michel Redoutable Sting, er svær at kroge fiskene med, vandet nærmest kogte af havørreder, men den bløde stang ville ikke rigtig sætte krogen, trods mine kraftigere og kraftigere modhug. Det syntes jeg egentlig gjorde det hele lidt sjovere og langt mere udfrodrene end jeg turde håbe på.
Jeg løsnede efter en del hug bremsen lidt og fiskede med stangen pegende lige mod det sted og i den linie hvor blinket “svømmede.” Meningen var at kroge direkte fra hjulet, altså direkte kontakt mellem hjulet og fisken når den huggede. Et hårdt og kontant modhug, må man sige.

Den store havørred

På intet tidspunkt havde jeg drømt om, at selve drømmen, kunne blive til virkelighed. Drømmen om den store ørred på den lille stang.
Men det blev den…

Et sug forplantede sig i hele min arm og da der ingen stang var til at tage af for hugget, føltes det som om armen var på vej af.
Hurtigt kunne jeg vende siden til og lade stangen gøre sit arbejde. Men jeg var nervøs, rystende nervøs. Det var min nye pr. i Randers Fjord, på den mindste stang jeg nogensinde har ejet. Hvad er oddsene for det? Hundrede ture til Randers Fjord og så sker det med den mindste pind af alle.

Den store havørred viste sig hurtigt i overfladen og tog kort efter nogle raske udløb, jeg forsøgte at lægge sidepress og press fra oven hver gang jeg kunne, og fisken fik lov til at løbe når den ville, men ikke uden at skulle kæmpe mod en semi-stram bremse. Jeg begyndte hurtigt at få føling med stangen. Jeg stolede på den, det var egentlig ret fedt.
Stangen bøjede som aldrig før og efter godt 5 minutter gled den enorme fisk ind over netrammen.

Drømmen var kun én tur til Randers Fjord væk – med en lille Ul stang der hedder Sting. Hvor heldig har man lov til at være. En UL-drøm gik i opfyldelse!

Billeder af nogle af de fisk jeg har fanget med stangen, bl.a andet den store havørred, kan ses nederst i artiklen/anmeldelsen her.

Jeg rejser konstant rundt og fisker og jeg er sindsygt glad for, at have en ny Ul-stang jeg kan stole på med mig, som ovenikøbet giver en fed oplevelse uanset hvad jeg har på krogen. Den er blød, men stærk, lækker og let. En UL-stang i særklasse.

Jeg har også fanget makrel med den, det var i høj grad en hæsblæsende og sjov oplevelse. Den største vejede godt 1 kg. og tog flere udløb. Det var ren lir for pengene!

Jeg hverken kan eller vil anbefale nogen anden UL-stang end denne… Pezon & Michel Redoutable Sting, er knald-hamrende sjov at fiske med og kan holde til selv den største overraskelse.

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler