Størfiskeri – jagten på kæmpen fra Roust


Mega stør

Kæmpen fra dybet

Der er ingen tvivl om at jeg havde kastet mig ud i en vanvittig udfordring. Min 16 årige UL-stang, Ugly Stick. skulle være stærk nok til at kunne holde til en kæmpe stør og med sine kun 142 cm. ville det alligevel blive en stor mundfuld, især at skulle presse en fisk i den kaliber, de har gående i Lystfiskergården i Roust. 3 over 30 kg. og en over 20 kg.

Uanset hvilken af de store fisk der bed på, ja så ville jeg få min sag for, så meget vidste jeg.

2 pellets, en i rød med krill-smag og en i sort med helleflynder-smag blev påført mit hair-rig (forfang til stør og karper.)  Jeg kastede ud og lod stille både lod og forfang falde til bunden. Da bunden var nået, strammede jeg op og satte mig tilbage på en bænk der stod bag mig. En fugl kvidrede og i det samme hørtes de bevingede dyr over hele søen…

Jeg havde egentlig ikke meget tiltro til mit held, da det som så ofte før, når det kommer til størfiskeriet, har været fraværende.

På et tidspunkt gik jeg væk fra min stang, spolen blev løsnet og en kop kaffe skulle hentes. Som sædvanlig knevrede jeg løs med dem jeg mødte på min vej og gætter på at et par minutter passerede.

Den sidste tår blev drukket og i hurtig gang, nærmede jeg mig stangen.

Linen lå slap hen. “hvad fanden”, tænkte jeg. Der er sgu noget galt. I fuld firspring spurtede jeg til stangen og begyndte at rulle den løse line ind. Var der noget for enden af min line???

Kontakt!

En tung kæmpe gik dernede med min krog i munden. Den var der sgu! Jeg var ovenud lykkelig og samtidig meget nervøs. Hvad nu hvis jeg ikke fik dyret ind?

Den store stør var tung, men min lille stang gjorde som producenten havde lovet, den kunne stå for presset og det tunge gen-pres. Fedt nok!

Bremsen gav efter, meter for meter i roligt tempo, der var ingen fart over feltet, hvilket man ikke kunne sige om mit galoperende hjerte. Hænderne rystede som en dansende samba-numse og jeg fandt ingen ro i mig selv. Sikken et dyr!

Støren søgte et par gange steder hen hvor både træer og buske kunne gøre livet surt for mig og glædeligt for fisken. Men stangen holdt igen.

Et par forgæves forsøg på at få nettet under fisken undervejs, bidragede yderligere til min rysten og hjertets ustyrlige gang.

Et træ på samme side som jeg, var størens sidste udvej efter 10 minutters kamp, og den gik efter den. Denne gang satte jeg alt ind og trak fisken væk og kunne kun, glædes over styrken i den lille gamle stang. En mester-stage uden lige!

Støren kom i nettet og det kan ikke beskrives hvor glad jeg var, men jeg tror videoen her siger det hele…

27,3 kg. Beluga Stør og ny Danmarks Rekord indefor den art. Ikke at jeg vil sende den ind, for det rager mig en høstblomst. Fangsten i sig selv er en gave som mit navn på en liste ikke kan hamle op med.

Tak til Lystfiskergården i Roust for oplevelsen, størfiskeri i særklasse og de dejlige naturlige rammer! Samt et stort tak til Heino for hjælp til landing af fisken.

Jari

Jari bruger det meste af året ved vandet, hvor han rejser rundt i Danmark og fisker. Når han kommer hjem, skriver han artikler om det han oplever. Hans yndlingsbeskæftigelse er at fiske efter havørreder - både ved fjordene og ved kysten. I 2019 var han ude at fiske hele 340 dage, hvor han fiskede efter alle fiskearter i Danmark.

Seneste artikler