I seng kl. 20.00 nytårsaften

Går du i seng nu?????

“Er du fuldstændig vanvittig! Nytårsaften er dagen, natten og morgenen efter, hvor vi afrunder det forgangne år med alkohol og et kæmpe hul i budgettet da der skal fyres krudt af i lange baner!”

“Lige nøjagtig og derfor går jeg i seng.”

Jeg selv og en ven ville gå ind i det nye år med åbne øjne. Vi ville møde 2014 tidligt om morgenen, mærke 2014-vinden bide i vore hænder og samtidigt opportunistisk opsatte, gå målrettet efter det nye års første havørreder.

Mariager Fjord havde for få dage siden vist sig fra sin bedste side og kun tiden ville vise om den smukke fjord ville forbarme sig over os igen.

Ikke en helt almindelig dag ved fjorden

Efter ca. 45 minutters kørsel, kørte vi ned til en mindre parkeringsplads der lå gemt under en parasol af høje træer. Mørket havde endnu ikke sluppet sit tag i den tidlige morgenhimmel og kun få rødlige skær indikerede at solen var på vej op.

Fjorden glimtede svagt som et spejl der har hængt for længe i en gammel henlagt bygning, hvor kalk og støv langsomt men sikkert har dækket overfladen.

Tanker om sølvtøj og drømme om den store havørred borede sig ned under vandoverfladen som jeg stod der og så på vandet. Dette måtte gerne være dagen hvor fiskene ville være medgørlige.

Vi gik i gang med at fiske og mærkede kun ganske lidt i de første timer fra 08.00 til omkring klokken. 10.00.
På en tange der gik godt og vel 50 meter ud midt i fjorden kom der dog mere vind i sejlene.

Klaus fandt nøglen først

Polar Magnus – fluen med det mystiske navn havde lokket en fin farvet ørred til hug.

Flot havørred 1

Godteposen blev åbnet og havørrederne hældt ud på et sølvfad.
Klaus gjorde mig opmærksom på en større fisk der havde været helt ude af vandet få meter fra ham.
2 kast – mere skulle der ikke til før fisken huggede. havørreden sprang flere gange ud af vandet, sikke et syn. Helt utroligt. Jeg talte syv i alt!

Den store blanke skønhed kom ind efter noget besvær og glæden hos os begge var stor. Det tror da fanden. Sikke et dyr!

Stor blank havørred

1, 8 kg vejede Klauses fisk og dagen var egentligt glædelig allerede på dette tidspunkt. Men den var ikke slut.

Mit blink skulle heldigvis også få lov til at snøre en ørred denne dag. Jeg havde i løbet af formiddagen forsøgt mig med mange forskellige, men et lille rødt og sort blink købt i den lokale grejbiks for en måned siden blev vinderen.

Lille havørred

I kastet efter fik jeg en mindre ørred på, men den kunne selv finde ud af at løsne sig fra krogen. Klaus fik 4 ørreder og kun den store blev hjemtaget.
Vi fiskede i alt i 7 timer og da trætheden kom over os og grejet blev pakket i bilen, kunne vi se tilbage på en super dag, der uden forbehold, ikke kunne være bedre til at spankulere ind i det nye år på.

Godt nytår!

JP-fiskesæson.dk