En tur til Horsens Fjord efter ørred blev til torske og sej-fest

Tirsdag den 12/11 var afsat til en kysttur til Horsens efter havørred og undslupne regnbueørreder.

Vi ankom lidt over 08.00 kun for at se fjordens vige næsten tomme for vand grundet en kraftig vestenvind . Ørrederne virkede til at være trukket ud på dybere vand hvor vi ikke kunne nå dem. Intet tegn på liv viste sig derude. På land lå der en fin nyfanget regnbueørred omkring de 4 kg. smidt af en tåbe af en lystfisker. Hvorfor? Kunne man spørge. De salte regnbuer smager glimrende og skulle man ikke have lyst til at spise dem selv som fanger, kunne man evt. give dem væk. Jeg ser ingen mening med galskaben og ønsker fangeren af denne smukke ørred god bedring og et mere fornuftigt sind i fremtiden…

Vi gav vores planlagte fiskepladser en times fiskeri i alt, hvorefter min fiskemakker Klaus foreslog at vi skulle fiske efter torsk og sej et sted han kendte i nærheden.

Vi ankom blot 10 minutter efter forslaget var forelagt til pladsen der skulle holde torsk og sej.

Ganske rigtigt var der fisk på stedet. Små torsk fra 20-45 centimeter og stærke små lyssej fra 30 -40 centimeter huggede konstant på vores blink.
Ved at fiske vores blink fra 6 til 22 gram langsomt henover bunden lykkedes det os at fange 5 lyssej og 21 torsk. Derudover fik vi en ulk og en ålekvabbe.
En fantastisk sidegevinst på en dag der ellers kunne have endt som en nuldag.

Det er dejligt at se vores fjorde tordne af liv. Horsens Fjord var den 9 fjord jeg har besøgt i år og alle har vist sig at holde mange forskellige fisk. Jeg var for et par år siden af den overbevisning at vores fjorde var ved at dø. Det er en fornøjelse at tage fejl.

JP

Lille torsk